Læsetid: 4 min.

Hvorfor bliver vi, Fogh?

13. august 2004

»Jeg er her for at sikre, at disse fyre kommer sikkert hjem. Og de er her for at sikre, at jeg gør det.«
Korporal David Goward, amerikansk marinesoldat i Irak, til avisen Boston Globe

DET VAR SOM bekendt Vesten, der i sin tid om ikke fostrede, så i hvert fald opfostrede Saddam Husseins rædselsregime. Med USA’s, en række europæiske landes og mange virksomheders aktive støtte opbyggede den irakiske diktator gennem 1980’erne det arsenal af masseødelæggelsesvåben, som blev taget i brug mod Iran såvel som mod Saddams egen kurdiske befolkning.
Det er som bekendt også Vesten – USA, Storbritannien, Danmark – som sidste år skaffede Irak af med diktatoren. Men som tingene udvikler sig i landet, vokser spørgsmålet, hvad det er, man nu er i gang med at fostre? Formuleret på en anden måde: Hvor længe kan det forsvares at være del af den udvikling, der p.t. foregår i Irak? Med hvilken legitimitet og hvilket perspektiv forbliver Danmark i det krigsramte land? Er den danske deltagelse i dag del af løsningen eller del af problemet i Irak?
Spørgsmålet er bl.a. relevant i lyset af den hjemlige sag om mulig mishandling af irakiske fanger i den danske Camp Eden. Som det før er fremført på denne plads, så fører krig med usvigelig sikkerhed til fornedrelse, forråelse og mishandling af mennesker. At føre krig er i den konkrete praksis at udøve ondskab, uanset under hvilket banner det foregår, og den slags smitter. Om det er båret af raseri, blodrus eller frygt for eget liv, så indebærer krig en erodering af deltagernes moralske grænser. Og derfor sker der også overgreb på fanger. Konventioner og militære auditører findes for at begrænse og bestraffe det, men at tro, at det ikke vil forekomme, er at lukke øjnene for krigens væsen.
Og netop derfor er det så fuldstændig afgørende, med hvilken legitimitet man indlader sig på krigsdeltagelse. Er grundene så forbandet overbevisende og utvetydigt tvingende, at man som nation vil tage ansvaret for følgevirkningerne? Til dette øjeblik har danske soldater i det sydlige Irak så vidt vides dræbt 12 irakere – de tre seneste angiveligt civile ofre for ildkampe i lørdags – samt såret et større antal. Og skal man tro anklagerne fra hærens auditører, har soldaterne altså også i et eller andet omfang behandlet irakiske fanger i strid med Genève-konventionen..

HVOR GODE ER statsminister Anders Fogh Rasmussens grunde til at fastholde det danske kontingent i sin aktuelle rolle og fastholde Danmark som medansvarlig for den nuværende udvikling?
I skrivende stund vides det ikke, hvordan amerikanernes og de irakiske regeringsstyrkers stormløb mod Moqtada al-Sadrs milits i Najaf udarter, men alt lagt sammen er det svært at forestille sig et mere kaotisk og urovækkende billede, end det der nu tegner sig i Irak. Naturligvis kan USA nedkæmpe militsfolkene i Najaf, men al-Sadrs rekrutteringsbase er ikke kun Najaf og ikke kun det sydlige Irak, men i allerhøjeste grad også Sadr City i selve hovedstaden, og en al-Sadr, der har lidt martyrdøden, er antagelig den allermest effektive mobilisator af oprørere. Adskillige hundreder irakere menes dræbt under de seneste dages regulære krigshandlinger i en række byer. Iraks vicepræsident Ibrahim Jaafari opfordrede onsdag amerikanerne til at trække sig ud af Najaf, og torsdag trådte byens viceguvernør, Jawdat al-Kuraishi, tilbage i protest mod, hvad han kalder »USA’s terrorhandlinger«. Basras viceguvernør siger, at de sydlige provinser ønsker at løsrive sig på grund af USA’s og regeringens adfærd.

PARALLELT MED medansvaret for denne udvikling leverer den danske statsminister og folketingsflertallet legitimitet til en irakisk regering, der nu har indført dødsstraf, og hvis politifolk har vist sig at mishandle fanger på måder, der ikke står tilbage for Abu Ghraib-torturen. For ikke at nævne Danmarks legitimering af den amerikanske besættelses-forretning, om hvilken det torsdag kom frem, at hovedentreprenøren – selskabet Halliburton – ikke kan gøre rede for 10 af de i alt 25 milliarder kroner, man har modtaget til genopbygning af Irak. Er det den slags værdier, Danmark gik i krig for at kunne tilbyde irakerne? Er det et demokrati med det moralske indhold, som danske soldater skal slå ihjel for at konsolidere?
Det vides endnu ikke, om den irakiske regering på søndag vil prøve at gennemføre den nationale konference for 1.000 delegerede, som blev afblæst for to uger siden, fordi vigtige aktører boykottede den, og fordi sikkerhedssituationen var ude af kontrol. Afblæses konferencen på ny, er det et fatalt tilbageslag for regeringen og processen mod demokrati, og Irak vil for alvor ligne et land på vej mod opløsning. Det forekommer stedse vanskeligere at lukke øjnene for, at den amerikansk-ledede koalition er blevet selve det brændstof, der driver opløsningsprocessen, nærer vreden og skaber klangbunden for de destruktive kræfter. Dermed bliver det også vanskeligere end nogensinde at få øje på de overbevisende grunde til, at danske soldater skal blive og fortsat sætte egne og andres liv og levned på spil.

jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her