Læsetid: 9 min.

Imperiets tid

De forudsagde et århundrede under amerikansk overherredømme – i dag er imperiedrømmene brudt sammen og USA på vej tilbage til naturlig størrelse
30. august 2004

2. SEKTION (Studiestart 2004)

Der er kun én ting, der er sikker: Det, vi siger om verden i dag, er forkert i morgen.
En bemærkning fra en erfaren kollega og verdensbetragter. Mere båret af befrielse end bedrøvelse. For godt nok er det moderne, globaliserede samfund blevet kaotisk, turbulent og uforudsigeligt, men dermed er det også blevet åbent, påvirkeligt, muligt at forandre.
Historien om USA under George W. Bush er god at få forstand af. For den fortæller, hvor hurtigt og hvor radikalt verdensbilledet og vores forståelse af det kan forandre sig.
Kan nogen overhovedet huske præsident Bush og USA før 11. september 2001? De, der har set Michael Moores film Fahrenheit 9/11, er blevet mindet om, at præsidenten var en mand, der holdt rigtig meget ferie. Avisen Washington Post har beregnet, at Bush brugte 42 procent af sin præsidenttid fra indsættelsen den 20. januar 2001 og frem til 11. september på sine forskellige feriesteder. Præsidenten var en mand, der ikke interesserede sig meget for verden uden for USA, og som erklærede at ville føre en »ydmyg« udenrigspolitik og være »forsigtig«, hvis spørgsmål om brug af militær magt kom på tale. Bush syntes at tegne billedet af et USA, der ville passe sig selv.
Bag præsidenten sad der godt nok en kreds af ærgerrige, visionære og anderledes handlekraftige strateger med langt mere offensive dagsordner. Vicepræsident Dick Cheney, forsvarsminister Donald Rumsfeld, sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice, viceforsvarsminister Paul Wolfowitz, viceudenrigsminister John Bolton,
Pentagon-rådgiver Richard Perle og flere med dem, de fleste med fælles baggrund i den neokonservative, stærkt ideologiske tænketank American Enterprise Institute. De formulerede allerede før Bush’s tiltræden et Project for the New American Century. Men de kunne ikke rigtig slå igennem. Som det hed i en af deres rapporter fra 2000: Vi mangler »en eller anden katastrofal og katalytisk begivenhed – som et nyt Pearl Harbor.«
Det var dét, de fik med angrebet på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001. Godt nok sad George Bush som forstenet og så ud i luften i syv lange minutter, da han under et besøg på en amerikansk skole fik budskabet hvisket i øret, men efterfølgende kom Det Hvide Hus op i omdrejninger.
»Den internationale politiks tektoniske plader er begyndt at flytte sig. Det er vigtigt at gribe denne mulighed og bringe amerikanske interesser og institutioner i centrum, før de begynder at størkne igen,« sagde Condoleezza Rice efter terrorangrebet.
Hvad det handlede om for ideologerne omkring Bush, var ganske klart. Som et andet medlem af det neokonservative netværk, Charles Krauthammer, skrev: »Frem for at spinde amerikansk magt ind i et net af snærende internationale aftaler søger den ny unilateralisme at styrke USA’s magt og uden skam anvende den til fremme af selvdefinerede globale målsætninger.«
Global enegang, dominans og fremme af USA’s interesser var berettiget, fordi – som Rice udtrykte det – »amerikanske værdier er universelle.«
Bush lancerede den ny amerikanske imperievision og sin egen ny præsidentidentitet under parolerne om krig mod terror og kamp mod ondskabens akse. Han opsagde den såkaldte ABM-traktat, der satte begrænsninger på raketkapløbet med Rusland. Han præsenterede planerne for et ambitiøst missilskjold, der åbner for bevæbning af rummet. Han introducerede den ny nationale sikkerhedsstrategi, der erklærer det legitimt for USA at foretage forebyggende angreb på andre stater. Og han lod det i
forvejen gigantiske amerikanske militærbudget vokse, så det i 2003 nåede op på næsten 400 milliarder dollar – næsten 20 gange det samlede budget for FN, Verdensbanken og Den Internationale Straffedomstol. Og mere end de næstfølgende 15-20 store landes samlede militærbudgetter.
Sigtet var, som udtrykt af Paul Wolfowitz, at »afskrække potentielle konkurrenter fra nogensinde at gøre sig håb om en større regional eller global rolle.«
Eller som formuleret af en mere kritisk røst, Michael Hirsch, tidligere udenrigsredaktør på ugemagasinet Newsweek: »I dag synes Washingtons centrale budskab til verden at være: ’Tag diktat’.«
Den neokonservative vision var at placere USA i centrum af en verdensorden, som 1600-tals filosoffen Thomas Hobbes beskrev den. En verdensorden hvor kun en stærk, altdominerende, men godartet hersker med uindskrænket magt kunne sikre fred. Et modbillede til den kantianske verdensorden, som Europa hylder, og som baserer sig på gensidigt forpligtende samarbejdsrelationer og -aftaler mellem lande som forudsætning for fred – ud fra den opfattelse, at en globalt dominerende magt ikke har nogen moralsk autoritet og alene kan opretholde ro via rå styrke og undertrykkelse og derfor hverken er legitim eller langtidsholdbar.
Men præsident Bush og de neokonservative, der styrede ham, havde tilsyneladende fat i den lange ende. Lynkrigen mod Taleban-styret i Afghanistan i efteråret 2001 havde givet Det Hvide Hus selvtillid og gjort det klart for verden, at man mente imperieforestillingerne alvorligt. Og da USA’s krigsmaskine natten til den 20. marts 2003 invaderede Saddam Husseins Irak og dermed trodsede det meste af verdensopinionen og satte FN skakmat, så indstillede de fleste
sig på et nyt århundrede under amerikansk overherredømme Ingen kunne anfægte USA militært, ingen evnede at udfordre magtfuldkommenheden i Det Hvide Hus. Nogle – som den danske regering – slog endog følge med den.
Talrige var således de analyser og kommentarer i vestlige medier, som i begyndelsen af 2003 og under overskrifter om Imperiets tid var-slede en ny, dyster og totalitær æra.
Det var dengang. I dag synes alt på ny at være under forandring. Krystalkuglescenarierne om et langvarigt amerikansk hegemoni
er i opløsning. Et ganske andet – endnu uklart og kaotisk – verdensbillede synes på vej. Det amerikanske århundrede bevæger sig mod sin afslutning, næsten før
det begyndte.
Man kan sige, at nedturen startede den 1. maj 2003. På selve den dag, hvor præsident Bush ombord på et amerikansk hangarskib erklærede ’mission completed’ i Irak. Diktatoren i Bagdad var drevet på flugt, hans hær spredt for alle vinde efter bare 40 dages amerikansk-ledet krigsindsats.
På denne dag begyndte tvivlen at melde sig. Helt i overensstemmelse med kritikeres udsagn gennem måneder viste det sig umuligt at finde Saddams påståede lagre af dødbringende masseødelæggelsesvåben – de våben der var selve krigens begrundelse. Til gengæld viste det sig, at Saddams soldater var alt andet end forsvundet. Efter at have lagt uniformerne indledte sunnimuslimske Saddam-støtter en guerillapræget modstandskamp mod den amerikansk-ledede besættelsesmagt. Modstandskampen voksede og blev mangehovedet med deltagelse af både militante shiamuslimer og udefrakommende fundamentalister, selvmordsbombere og terrorister. De al-Qaeda-celler, som Bush med urette hævdede fandt støtte hos Saddam, er nu myldret til Irak og har skabt den arena og ynglegrund for terrorisme, som selve felttoget mod Saddam handlede om at udrydde.
Endnu er det for tidligt at sige, hvordan aktionen i Irak ender, men det er hævet over enhver tvivl, at Det Hvide Hus og de neokonservative strateger bag præsidenten har tabt. Man vandt selve krigen mod Saddam, men man har ikke formået at vinde freden. De amerikanske tab er ved at runde 1.000 mand, langt over 13.000 civile irakere menes dræbt, og krigshandlingerne synes bare at tage til. Med de blodige begivenheder midt i august synes præsident Bush på ironisk vis at have forenet de førhen stridende kræfter – militante sunni- og shiamuslimer kæmper nu side om side for at smide de amerikanske besættelsestropper ud.
Officielt opretholder præsident Bush sejrsretorikken – reelt er den amerikanske regering klædt af til skindet. Alle kan se, at imperiet på alle måder fejlbedømte situationen, vildledte verdensopinionen og nu lider af alvorlig overanstren-gelse. Der er stadig neokonservative kredse i USA, der agiterer for et snarligt militært felttog mod præ-stestyret i Iran, men det er klart for de fleste, at planen om via forebyggende angreb at rydde op i den lange liste af slyngelstater og fejludviklede nationer er lagt i skuffen. Meningsmålinger viser klart, at der i dag ikke længere er opbakning hjemme i USA til bekostelige, tabsgivende imperiale projekter ude i den store verden – op på den globale scene er USA så isoleret og landets regering så upopulær som nogensinde.

It’s the money, stupid. Det er mere end noget økonomien, der er imperiets akilleshæl. USA’s militære dominans har aldrig været modsvaret af en lige så entydig økonomisk dominans, og i dag forekommer det tydeligt, at USA er helt ude af stand til at finansiere den neokonservative forestilling om et amerikansk globalt overherredømme.
Det handler ikke bare om, at krigene i Afghanistan og Irak samt den overordnede krig mod terror varer ved og koster mere end ventet – det amerikanske forsvarsbudget for næste finansår lyder på 416 milliarder dollar – det handler om, at USA’s grundøkonomi er usund, og USA’s økonomiske indflydelse i verden på vej ned.
Den amerikanske økonom Richard Du Boff, professor emeritus ved Bryn Mawr College, har påvist, hvordan USA’s globale styrkeposition i økonomisk henseende har været faldende i flere årtier.
Du Boff opregner udviklingen i en række nøgleparametre:
• I 1950 stod USA for halvdelen af det globale bruttonationalprodukt. I dag er det kun godt en femtedel.
• På den globale scene er ni af de 10 største elektronikproducerende selskaber i dag ikke-amerikanske, otte af de 10 største bilproducenter, el- og gasselskaber er ikke-amerikanske, syv af de 10 største olieraffinaderier er ikke-amerikanske. Det samme gælder seks af de 10 største telekommunikationsselskaber, fem af de 10 største farmaceutiske virksomheder, fire af de seks største kemivirksomheder samt 19 af de 25 største banker.
• Gennem 1990’erne skrumpede amerikanske multinationale selskabers andel af alle multinationales udenlandske salg fra
30 til 25 procent, mens f.eks. EU-selskabernes voksede fra 41 til 46 procent.
• USA’s andel af de globale direkte investeringer i andre lande er faldet fra 47 procent i 1960 til 21 procent i dag.
Nok så ildevarslende er det, at dollarens position som verdens nøglevaluta er blevet vedvarende svækket lige siden 1970’erne, trods perioder med kortere opture. På globalt plan opspares der i dag næsten lige så meget i euro og andre europæiske valutaer som i dollar.
Samtidig opviser USA’s betalingsbalance de mest skræmmende underskud nogensinde. Fra starten af det 20. århundrede og frem til 1971 havde USA hvert år overskud på varehandelsbalancen i forhold til omverdenen. Siden 1971 har der været underskud alle år, bortset fra 1973 og ’75. Overskud på handel med serviceydelser og udenlandske kapitalindkomster har længe kunnet opveje dette underskud, men det gælder ikke længere.
Et øjebliksbillede for juni 2004 viste et amerikansk handelsbalanceunderskud på 55,8 milliarder dollar, udløst af det største månedlige fald i eksporten i tre år.
Den slags fremmer også underskud på de offentlige budgetter. Bush-regeringen forventes at måtte præsentere et rekordunderskud på det føderale budget på 420 millarder dollar, når finansår 2004 er gået.
Det hele indebærer, at USA i dag er blevet verdens mest forgældede nation. USA har været skyldner siden 1986 og var i følge Richard Du Boff i 2002 nået op på at låne
503 milliarder dollar i udlandet.
»Udenlandsk ejede værdier i USA er i dag 2.500 milliarder dollar mere værd end amerikansk ejede værdier i udlandet,« noterer økonomiprofessoren, der advarer om et styrtdyk for dollaren og for amerikansk økonomi som helhed, hvis de globale investorer og spekulanter på et tidspunkt mister tilliden til den amerikanske økonomi.

USA angreb Irak med bl.a. det formål at sikre adgang til landets store oliereserver. I dag er man i stedet havnet i en situation, hvor Iraks olieforsyning er så ustabil som nogensinde, og hvor kombinationen af voksende international efterspørgsel og geopolitiske spændin-ger har gjort olien på verdensmarkedet dyrere end i flere årtier. Den amerikanske økonomis fundamentale afhængighed af billig olie kan vise sig at blive nationens afgørende svaghed. Olieprisstigningerne kan blive strået, der knækker kamelens ryg.
Præsidentvalget i november er den store joker. Men på forhånd synes det klart for de fleste, at USA er blevet offer for imperial overanstrengelse. At de neokonservatives messianske drøm om at befri hele kloden til amerikanske værdier er brudt sammen og på vej til at forvandles til et mareridt for USA.
Der skal næsten en ny indgriben på amerikansk jord fra Osama bin Ladens side til – alternativt en pågribelse af samme Osama – for at blæse nyt liv i almagtsretorikken og forestillingerne om et århundrede under amerikansk herredømme.
Det mest sandsynlige er, at USA gradvist vender tilbage til naturlig størrelse – med de muligheder for fornyet global samtale, det kan åbne. Men hvem ved? Hvad vi end spår om morgendagen, vil det sikkert vise sig at være forkert.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu