Læsetid: 4 min.

’Ingen omkostninger er for store’

Det kan knibe med omgivelsernes respekt for at ville opretholde de muslimske leveregler, men Noureddine og Hayat holder fast
20. august 2004

Norsk dagligliv
OSLO – Det syder, sprutter og dufter skønt fra køkkenet, hvor Hayat er ved at tilberede ikke mindre end fem lammekøller, to kæmpestore fade med hakkede, kogte, marinerede og krydrede grønsager og en slags ’kage’ af meget tynd butterdej med kylling, æg og nødder. På komfuret står desuden en kraftig brun suppe og simrer.
Selv om der egentlig ikke er så meget at fejre, har Hayat og hendes mand Noureddine inviteret en hel flok lærere fra datterens muslimske skole på besøg. Skolen, som er Norges eneste muslimske skole, er lukningstruet efter kun tre års eksistens på grund af korruption og skandaler i ledelsen.
100 ud af 113 forældre har valgt at trække deres børn ud af skolen, deriblandt Hayat og Noureddine. Alligevel har de inviteret lærerne for at sige pænt tak og farvel – og allerhelst på gensyn. Det er deres håb at få startet en ny skole med nogle af de samme lærere efter børnenes sommerferie.
Noureddine og Hayat, som er 40 år og 38 år, kommer oprindeligt fra Marokko. Noureddine er system-ingeniør og ansat hos Netcom, Hayat er pædagogmedhjælper i en børnehave. Udover deres datter, Sara, som er ni år gammel, har de drengen Soufian på syv år plus en i vente.

En ensom begyndelse
Noureddine kom til Norge i 1987. Det eneste han ønsker at sige om, hvorfor han forlod Marokko er, at: »principper tvang mig væk derfra«.
Efter nogle få uger på et asylcenter i Norge, fik han en bolig.
»Det var et lille mørkt værelse med tekøkken og toilet ud i et, i et alkoholiseret og socialt belastet kvarter,« fortæller Noureddine og fortsætter:
»Der blev nødvendigheden af at kunne klare mig selv helt tydelig for mig.«
Udover at gå til undervisning i norsk, læste Noureddine to år på universitetet for at godkendt sin uddannelse som civilingeniør fra Marokko i Norge. Derudover arbejdede han i Trondheim kommunes it-afdeling.
Hayat kom til Norge syv år senere: »Jeg så hende på en video hos min søster under et besøg i Marokko, og bad om at komme til at møde hende,« fortæller Noureddine.
Hayat kom til Norge, i følgeskab af sin bror, for at se, hvad hun syntes om landet og Noureddine: »Det er jo ikke lige sådan for en muslimsk kvinde helt alene at besøge en mand i udlandet, som hun ikke kender.«
Hayat og Noureddine giftede sig, men for Hayat blev det en svær og ensom begyndelse i Norge med ingen familie, venner eller bekendte omkring sig. Det ændrede sig dog, da Hayat lærte sproget, fik arbejde og børn.

Pres fra omgivelserne
Noureddine har måttet slås med at få respekt fra omgivelserne til at følge de muslimske leveregler.
»Hver gang jeg er til en forretningsmiddag bliver spørgsmålet om, hvorfor jeg ikke drikker alkohol eller spiser svinekød rejst. Det er temmelig trættende,« siger han.
Selv kollegaer og venner som kender ham godt kan finde på at nøde, for at få ham til at snuppe en drink med dem.
»Hvad er det for noget? Hvor er respekten? – jeg respekterer jo deres valg.«
Først da en læge for to år siden konstaterede, at han havde begyndende mavesår og derfor absolut skulle holde sig fra alkohol – hvilket jo ikke var noget problem – fik han fred.
»Det er ligesom med tørklæderne. Der mangler forståelse for, at det er en del af nogle menneskers identitet at gå med dem,« siger Noureddine.
Han mener, at det bryder med de rettigheder og den frihed, som demokratiet besynger, hvis muslimer i Norge skal til at begrænses i, hvordan de vil leve deres liv.
»Men det er nok desværre en tendens i hele Europa, som også vil brede sig til Norge,« siger han.
Noureddine ville for eksempel ikke kunne acceptere, hvis hans datter blev tvunget til at gå til svømning med drengene i folkeskolen. Noget der pludselig er blevet aktuelt, hvis det ikke lykkedes at åbne en ny muslimsk skole efter sommerferien, og datteren så må begynde i en almindelig folkeskole.
»Det har ikke noget med særbehandling at gøre, men blot med frihed til at indrette sig som ens religion byder.«

I skole i Marokko
Hvis det værst tænkelige skulle ske, er Noureddine parat til at sende sin datter til Marokko for at gå i skole der: »Jeg er allerede rejst 7.000 kilometer for mine principper, så der er ikke nogle omkostninger der er for store for mine principper,« siger han, mens Sara kravler rundt på hans skød og bliver nusset i håret.
»Noget andet er, når børnene bliver store, så skal de selv bestemme, hvorvidt de vil orientere sig mest mod den ene eller den anden af de to kulturer, de er vokset op med. Men mens de er små, er det mit ansvar at lære dem om det, jeg står for,« siger Noureddine.
Så vælter det ind med gæster. Bordet er dækket. Og det er blevet tid til at spise Hayats velduftende mad.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her