Læsetid: 4 min.

Irak-officerer forsvares

De danske soldater i Irak har bare gjort det, de er uddannet til, siger en tidligere chef for Jægerkorpset. Andre militærfolk mener, at afhøringsmetoderne har været uacceptable
5. august 2004

Sagen om den 37-årige danske efterretningsofficer Annemette Hommel, der beskyldes for mishandling af irakiske fanger, er vildt overdrevet og gør det efterhånden nærmest umuligt at være dansk soldat på mission i udlandet.
Det mener den kontroversielle oberstløjtnant og tidligere chef for Jægerkorpset Poul Dahl, der for nylig blev forflyttet efter at have forsvaret brugen af tortur i ekstreme situationer.
Nu tager han igen bladet fra munden for at forsvare den danske efterretningsofficer, der i øjeblikket efterforskes af Forsvarets Auditørkorps for sin behandling af en række fanger i Irak.
»Hvis de danske soldater i Irak har nægtet at give en fange vand hvert femte sekund eller anbragt fanger på gulvet i længere tid, så har de bare gjort det, de har lært hjemmefra«, siger han. »Det er præcis den slags, vores officerer blevet undervist i på forsvarets kurser i afhøringsteknik«, siger han. »Danske afhøringsofficerer er netop uddannet i at stresse fangerne. F.eks. ved at lade dem sove for lidt, lade dem stå op i ubehagelige stillinger, udsætte dem for høj støj osv. Alt sammen fordi en fange, der er træt eller omtumlet, måske vil fortælle andet og mere end sit navn, og hvor han kommer fra.«
Poul Dahl understreger, at de danske soldater får at vide, at den slags metoder er noget, de selv kan blive udsat for, hvis de bliver taget til fange på Balkan eller i Irak, men at det ikke er noget, de selv må anvende.
»Men vi har helt åbenbart været for dårlige til at slå fast, hvor grænserne går«, siger han.
Poul Dahl mener, at beskyldningerne mod den danske officer er vildt overdrevne, og at det efterhånden er blevet nærmest umuligt at være soldat i den danske hær.
»Det er efterhånden blevet meget svært at gå i krig for Danmark, når grænserne for, hvad man må, og hvad man ikke må, er så hårfine. Hvem vil efterhånden sætte livet på spil under de her vilkår,« spørger han og mener, at der ovenpå anklagerne mod Annemette Hommel må være masser af tidligere og nuværende udsendte soldater, der nu frygter at blive de næste, der får ørerne i maskinen. »Den her sag kan få hele korthuset til at vælte«, siger han.
Poul Dahl mener, at den danske efterretningsofficer er blevet syndebuk for en minister og en forsvarsledelse, der er meget bange for at begå fejl i forbindelse med den danske Irak-indsats.
»Det er trist at se, at en minister og en forsvarschef på denne måde undsiger sit personel«, siger Poul Dahl med henvisning til forsvarsminister Søren Gades beslutning om at hastehjemkalde ledelsen af den danske Irak-lejr. »Det er meget nemt at sidde herhjemme og være hellig.«

Over kanten
En anden tidligere topchef i forsvaret, generalløjtnant Kjeld Hillingsøe deler ikke Poul Dahl opfattelse af, at de danske soldater har overholdt spillereglerne.
»Alt tyder på, at der er tale om en alvorlig sag. Ellers ville forsvarschefen og forsvarsministeren næppe have taget det drastiske skridt at hjemkalde Irak-ledelsen«, siger han. »De danske soldater har tilsyneladende ikke haft den nødvendige situationsfornemmelse. Jeg forstår godt, at de er i en svær situation, hvor de risikerer at en fredelig gadehandler i næste nu trækker en kalashnikov og skyder på dem, men vi er trods alt ikke ved fronten eller i en situation, hvor den danske lejr er under konstant angreb«, siger han.
Kjeld Hillingsøe understreger, at det endnu ikke er fastslået, om der har været tale om fangemishandling.
»Beskyldningerne kan jo vise sig at være småtteriet, men er alligevel ikke acceptabelt. Menneskerettighederne og konventionerne kan ikke gradbøjes og uanset hvor små overtrædelser, der måtte være tale om, så er det bare noget, man ikke må«, siger han.
Chefen for Forsvarsakademiets sprogsektion major Allan Huglstad er ansvarlig for uddannelsen af udsendte sprogofficerer og mener også, at grænserne for acceptabel fangebehandling er overtrådt.
»Hvis man har ’reguleret føde og vandindtagelsen’, som vi kalder det, og opbevaret folk under ’stressende’ forhold, så er det uacceptabelt«, siger han og det er vanærende for alle; for Danmark, for hæren og for de involverede. Men hvis der på den anden side viser sig at være tale om småtterier, så må forsvarsministeren og forsvarschefen saftsusemig give de hjemkaldte en ordentlig undskyldning.«
Allan Huglstad er enig med Poul Dahl i, at uddannelsen af de udsendte folk kunne være bedre. Især mener han, at udsendte afhøringsofficerer bør undervises i FN’s torturkonvention og hvordan den skal forstås.

FAKTA
Reglerne
Reglerne for de danske soldaters virke i Irak fremgår bla. af det såkaldte Soldatens Kort, som alle udsendte ved DANCON/IRAK får udleveret.
Her står bla, at det danske personle skal:
*Overholde Krigens Love (Geneve-konventionerne)
*Behandle alle inkl. tilbahgeholdte og krigsfanger med respekt og værdighed
*Søge at forhindre og rapportere om enhver overtrædelse af Krigens Love

Kilde: Forsvarsministeriet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her