Læsetid: 6 min.

Irak er i total opløsning

Koalitionsmagten og dens marionetregering har mistet kontrollen over store dele af Irak, mens Vestens ledere og medier forsøger at ignorere nederlagets kendsgerning
3. august 2004

KOMMENTAR
BAGDAD – Denne krig er bedrageri. Jeg taler ikke om de ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben. Jeg taler ikke om de ikke-eksisterende forbindelser mellem Saddam Hussein og al-Qaeda. Jeg taler ikke om nogen af de løgne, vi gik i krig på. Nej, jeg taler om de nye løgne.
For ganske som da de krigsførende regeringer advarede os imod trusler, der ikke eksisterer, skjuler de nu de trusler for os, som vitterlig eksisterer. Det amerikanske marionetregime i Bagdad har mistet kontrollen med store dele af Irak – vi får det ikke at vide. Hver måned udsættes de amerikanske styrker for hundredvis af angreb – vi får det kun at vide, hvis en amerikaner bliver dræbt. I juli blev over 700 irakere dræbt alene i Bagdad – den blodigste måned, siden invasionen sluttede. Men vi får det ikke at vide.
Den scenografiske styring af vores Irak-billede, var åbenlys ved ’processen’ mod Saddam Hussein. Ikke blot var tv-optagelserne af begivenheden censureret af amerikansk militær. Lydsporet ved rettergangen for 11 de øvrige anklagede var regulært slettet. Indtil hans entré i retslokalet havde amerikanerne ladet Saddam Hussein tro, at han var på vej til sin henrettelse. Da han kom ind, var han forberedt på, at dommeren ville oplæse hans dødsdom – sådan drev Saddam jo selv sine egne statslige sikkerhedsdomstole. Sært var det ikke, at han forekom »desorienteret«, som CNN så behjælpeligt formulerede det. Just sådan var det meningen, han skulle se ud. Det var der sørget for. Og derfor spurgte Saddam dommer Juhi: »Er du jurist?… Er dette en rettergang?« Da det det gik op for ham, at dette kun var et første retsforhør og ikke forspillet til hans egen hængning, tøvede Saddam ikke med at anlægge en anderledes krigerisk attitude.
Men tro ikke, at vi kommer til at se mere til Saddams retsforhør. Salem Chalabi, bror til den bedrageridømte Ahmed og den mand, som amerikanerne har betroet ansvaret for processen, sagde for to uger siden til irakisk presse, at medierne bliver udelukket fra alle fremtidige afhøringer af Saddam. Jeg kan forstå hvorfor. Hvis Saddam vil ’lave en Milosevic’ og tale om sit regimes oprindeligt så nære militære forbindelser til USA, kan det blive meget pinligt.
At opholde sig i Irak i disse uger er en bizar og farlig oplevelse. Jeg er på vej i bil fra Najaf. Motorvej 8 er den værste i Irak. Adskillige vesterlændinge er myrdet her. Udbrændte politikøretøjer og vrag af amerikanske lastbiler flyder i rabatten. Alle politistationer på en 100 km lang strækning er forladt. Få timer senere sidder jeg igen i mit værelse i Bagdad og ser en Tony Blair, der smiler så triumferende i parlamentet, som var han sejrherren i en diskussionskonkurrence på sin gamle kostskole. Så meget for Butler-rapporten.

Forstår Blair slet ikke?
Uanset hvilken vestlig tv-station man følger i Bagdad i disse dage, er det som at tune in på planeten Mars. Forstår Blair da slet ikke, at Irak er i total opløsning? Begriber Bush det ikke? Den amerikansk udpegede ’regering’ kontrollerer kun dele af Bagdad – og selv her bliver dens ministre og embedsmænd bilbombet og myrdet. Baquba, Samara, Kut, Mahmoudiya, Hilla, Fallujah, Ramadi – alle disse byer står uden for regeringens myndighed. Iyad Allawi, den såkaldte ’ministerpræsident’, er ikke stort andet end borgmester for Bagdad.
»Det virker som om nogle journalister ønsker, at det skal udvikle sig til en katastrofe i Irak,« udbryder Blair. Premierministeren fatter intet. Katastrofen er en realitet.
Når selvmordsbombere kører deres biler ind i hundredvis af jobansøgere ud for en politistation – hvordan i al verden kan man så tro på, at man kan holde valg til januar? Den nationale konference, som skal udpege den valgkommission, der skal forberede valget, har to gange måttet udsættes. Og når jeg bladrer tilbage i mine notesbøger over de sidste fem uger, finder jeg ikke en eneste iraker, ikke en eneste amerikansk soldat, jeg har talt med – ikke en eneste lejesoldat – amerikaner, brite eller sydafrikaner – som tror på noget valg i januar. Alle siger, at situationen i Irak udvikler sig værre og værre dag for dag. Og de fleste spørger os journalister, hvorfor vi dog ikke fortæller det til vores offentligheder.

’Amerikanerne er mere sikre’
Men i Bagdad tænder jeg mit tv og ser Bush fortælle sine republikanske støtter, at alting går bedre og bedre i Irak, at irakerne støtter ’koalitionen’, at de støtter den nye amerikansk udpegede regering, at USA er ved at vinde ’krigen mod terror’, og at amerikanerne i dag er mere sikre. Så dukker for for mit indre øje de mareridtsagtige scener op af to hætteklædte mænd, der hugger hovedet af en amerikaner i Riyadh og to andre, der flænser en amerikaner i Irak til blods med knive. Hver dag beretter aviserne om endnu et byggefirma, der trækker sig ud. Jeg går ned og besøger Bagdads lighus. Hver dag må den sørgmodige stab opleve dusinvis af disse irakere, som vi skal forestille at være kommet for at befri, skrige, græde og bande, når de kommer for at bære deres afdøde kære ud i billige kister. Jeg læser igen og igen Tony Blairs udtalelse: »Jeg er fortsat overbevist om, at vi gjorde det rette ved at gå i krig. Det har været mit livs vanskeligste beslutning.« Og jeg fatter det ikke.
At beslutte at gå i krig må være en frygtelig beslutning. Chamberlain fandt ikke et øjeblik sin beslutning »vanskelig«. Efter nazisternes invasion af Polen var der intet alternativ. Når jeg kører i Bagdads gader, ser de paniske amerikanske patruljer og hører endnu en en eksplosion ryste min vinduer og døre ved daggry, indser jeg, hvad dette betyder. At gå i krig i Irak, invasionen af Irak sidste år, var for Blair den vanskeligste beslutning i hans liv, fordi det anede ham – med rette – at det kunne være en forkert beslutning. Jeg vil altid huske hans bemærkning til de britiske tropper i Basra, at de ofre, de britiske soldater ville blive nødt til at bringe, ikke var Hollywood men »virkeligt kød og blod«. Ja, det var virkeligt kød og blod, der blev udgydt – for masseødelæggelsesvåben, der ikke var spor virkelige.

Nu har vi ordnet det
»Dødbringende magt tilladt« står der på kontrolposter overalt i Bagdad. Tilladt af hvem? Hvem kan drages til ansvar? På de store motorveje, der fører ud af Bagdad, råber amerikanske soldater bilisterne an. Ved mindste mistanke åbner de ild.
»Nogle fyre fra Navy Seals (amerikansk elitestyrke, red.) kom forbi forleden dag,« fortæller en sergent fra 1. kavalleri mig. »De spurgte os, om vi havde nogen problemer.« »Ja,« sagde jeg, »de skyder mod os fra det hus derovre.« En af dem spurgte Det hus derovre? Ja, sagde vi så. Så steg de ind i deres tre SUV’er, som var fyldt med alle mulige dyre våben lavet af titan, og kørte over mod huset. Kort efter kom de tilbage og sagde: Nu har vi ordnet det. Og så blev vi ikke skudt på mere.«
Amerikanerne praler nu af deres belejring af Najaf. Oberst Garry Bishop fra 37. panserdivisions 1. bataljon mener, at hans folk har udkæmpet et »ideelt« slag (skønt de ikke formåede at dræbe eller fange Moqtada Sadr, hvis ’Mehdi-hær’ har bekæmpet de amerikanske styrker). Det var »ideelt«, forklarede Bishop, fordi amerikanerne havde undgået at beskadige de shiamuslimske helligdomme for imam Ali og imam Hussein. Tænk hvis en muslimsk hær besatte Kent og bombarderede Canterbury og bagefter pralede af, at de ikke havde ødelagt Canterburys katedral? Ville vi så være taknemmelige?
Hvad skal vi mene om en krig, som har udviklet sig til en fantasi hos dem, som startede den? Mens udenlandske arbejdere i stort tal forlader Irak af frygt for deres liv, taler udenrigsminister Colin Powell ved en pressekonference om, at gidseltagningen er begyndt at »påvirke« genopbygningen. »Påvirke«? Eksplosioner ved olierørledninger er nu lige så hyppige som strømsvigt. Dele af Bagdad har kun elektricitet i fire timer om dagen. Gaderne myldrer med udenlandske lejesoldater, hvis våben stritter fra alle vinduer, og som kommer med svinske tilråb mod alle irakere, som ikke flytter sig hurtigt nok. Sådan ser det »sikrere« Irak ud, som Blair pralede af forleden dag.
Hvilken verden lever den britiske regering dog i?

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her