Læsetid: 2 min.

Jernladyens søn anholdt

Sir Mark Thatcher blev i går anholdt i sit hjem i Sydafrika anklaget for indblanding i et kupforsøg i den olierige miniputstat Ækvatorial-Guinea i det centrale Afrika
26. august 2004

Englands tidligere premierminister Margaret Thatchers søn står anklaget for at være involveret i et påstået statskup, der blev stoppet før det rigtig var begyndt. Ifølge BBC lyder anklagen på, at Mark Thatcher skulle have ydet økonomisk og logistisk støtte til en gruppe lejesoldater, der planlagde at afsætte Ækvatorial-Guineas præsident, Teodoro Obiang Nguema. 70 lejesoldater blev den 6. marts anholdt i Zimbabwe, da de gik ombord på et lejet fly, angiveligt for at udføre planerne. Senere blev 15 mænd anholdt i Ækvatorial-Guinea, retssagen mod de 14 er begyndt. Den femtende døde i fængslet. Ifølge Amnesty International blev han tortureret.
I tirsdags, under retssagen i Ækvatorial-Guinea, sagde sydafrikaneren Nick du Toit, der står anklaget for planlægningen, at han blev lovet en »stor sum penge« for at lede kuppet.

Bor i Sydafrika
Præsident Obiang har beskyldt Sir Mark for at have finansieret kuppet, og den sydafrikanske statsanklagers talsmand, Makahosini Nkosi, fortæller, at der undersøges anklager om brud på loven om udenlandsk militærassistance:
»Dette sker i relation til den mulige finansiering og logistiske assistance i relation til kupforsøget i Ækvatorial-Guinea,« siger han.
51-årige Sir Mark Thatcher bor i en velhavende forstad til Cape Town sammen med sin kone og deres to børn, og politiet er nu i færd med at ransage deres hjem. Ifølge de sydafrikanske myndigheder forløb anholdelsen roligt, og Makahosini Nkosi sagde til BBC Radio:
»Jeg tror ikke, vi vil modsætte os løsladelse mod kaution, men der vil være strenge kautionsbetingelser, som vil forhindre ham i at forlade landet.«

Oliereserve
Baronesse Margaret Thatchers talskvinde har sagt til BBC, at baronessen er på ferie og endnu ikke er blevet informeret om sin søns anholdelse.
Det lille Ækvatorial-Guinea er blevet meget attraktivt, efter at man har opdaget, at det ligger inde med en betydelig oliereserve. Men den påståede kupleder Nick du Toit har, i et interview på ækvatorialguineansk tv, sagt, at kuppets mål var at afsætte præsident Obiang og genindsætte en oppositionsleder, Severo Moto Nsa, der bor i eksil i Spanien.
Trods rasende udmeldinger om det modsatte umiddelbart efter kuppet har præsident Obiang sagt, at ingen af de kupanklagede risikerer dødsstraf. Obiang kom selv til magten ved et kup i 1979.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu