Læsetid: 2 min.

De kækkes vej til ros og magt

Et europæisk udblik viser, at én bestemt ministerpost fører direkte opad. Og det er ikke Lenes eller Brians, men...
5. august 2004

Advarsel: Lene Espersen og Brian Mikkelsen, læs ikke videre i denne artikel. For så vil jeres ærgerrige konservative hjerter sønderbrydes. Det vil nemlig afsløres, at jeres slet dulgte ambitioner om at tilrane jer lederskabet af De Konservative er omsonste.
Da I lod jer tildele hvervene som henholdsvis justits- og kulturminister og gjorde miner, som om I derved var kåret til at udfylde det tomrum, som Bendt Bendtsen udgør – da befandt I jer i en vildfarelse. Det er et helt andet ministerium, der er springbrættet mod toppen. Det viser et europæisk udblik, som Information har foretaget.
Og, Lene Espersen og Brian Mikkelsen, hvis I har haft nerver til at nå til dette punkt i teksten, så hærd jer til, hvad der nu følger. Kort og brutalt: Det er miljøministerposten, der slynger én opad.
Se blot på ni prominente europæiske skæbner:
Briten Chris Patten hersker nu som EU’s udenrigskommissær. Hans karriere har også gjort ham til imperiets sidste guvernør i kronkolonien Hong Kong, hvor han ærefuldt strøg Union Jack. Men hvordan begyndte stjernevejen? Han var miljøminister i 1989-90, udnævnt af Margaret Thatcher.
Og Michael Howard, der nu leder de britiske konservative i deres stræben efter tilbagevenden til magten, ja, han fik den i blodet, da John Major fra Downing Street lod ham kalde til det britiske miljøministerium i 1992.
I Frankrig er mønsteret det samme. Republikkens nuværende udenrigsminister, Michel Barnier, der til overflod er tidligere magtfuld EU-kommissær, lærte sit greb om tøjlerne, da han 1993-95 tjente som gaullistisk miljøminister.
I Tyskland er tendensen ikke til at tage fejl af. Kansleraspirant og leder af det borgerlige CDU, Angela Merkel, betrådte stien mod tinderne, da hun 1994-98 dagligt overskred dørtrinnet til forbundsmiljøministerkontoret.
For slet ikke at tale om lederen af FN’s miljøorganisation UNEP, Klaus Töpfer. Han varmede op til værdigheden ved i 1987-94 at være øverste beskytter af forbundsmiljøet. Forinden havde han øvet sig i sin hjemstat Rheinland-Pfalz.
Om den nyvalgte formand for EU-Parlamentet, spanieren Jose Borrell er det vel næppe nogen overraskelse at oplyse, at han i 90’erne gjorde erfaringer som miljøminister.
Den svenske miljøminister Anna Lindh, der tragisk blev myrdet sidste år, og som var forudset som svensk statsminister, lagde grunden til sit ry i sine miljøministerår 1994-98.
Og en af klodens mest magtfulde kvinder, norske Gro Harlem Brundtland, sit lands statsminister i flere omgange og siden WHO-generalsekretær – hvordan kom hun i omdrejninger? Behøver vi sige det? Men det var en ministerpost, hun beklædte fra 1974-81.
Hvis pointen stadig ikke er dæmret for Lene og Brian, kan der henvises til erfaringer fra deres eget parti. Per Stig Møller var miljøminister fra 1988-91. Hvad førte det ham mod? Partilederposten, som han selv satte over styr, men også udenrigsministerposten, som han pryder den dag i dag.
Så, Lene og Brian, nu véd I, hvem der fejer jer af banen. Affind jer med jeres skæbner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her