Læsetid: 5 min.

(K)ærlig og kras debat i Norge

Dårlige sprogkundskaber, høj arbejdsløshed, unge der ender i tvangsægteskaber og ekstremister med medie-tække. I Norge vækker følgerne af flere års indvandring stadig oftere debat
20. august 2004

Norsk debat
OSLO – Udpluk nr. 1: I et tv-show på Norsk tv2 var Shabana Rehman, en kendt norsk kvindelig stand-up komiker og indvandrer af anden generation, og Mullah Krekar, en i Norge ligeså kendt indvandrer, men for noget helt andet, nemlig for påståede, men ikke bevislige, forbindelser til terrorisme og til al-Qaeda netværket, inviteret i studiet. Pludselig og uden varsel greb den lille Shabana Rehman fat om livet på den tykke Mullah Krekar og løftede ham så højt op i luften, at hans fødder dinglede under ham.
Mullah Krekar havde forinden talrige gange i medierne givet udtryk for, at han var åben, moderne og liberal i sin tankegang. Men da Shabana Rehman løftede ham, meldte han hende til politiet for ærekrænkelse. For kvinder og mænd må ikke røre hinanden, medmindre de er gift, mener Mullah Krekar.
»Jeg ville bare tjekke, om han nu også var åben, moderat og liberal,« udtalte Shabana Rehman siden om episoden. Politiet valgte at se stort på anmeldelsen.
Udpluk nr. 2: Indehaveren af en møbelbutik i Oslo fyrede en muslimsk kvindelig ekspedient, fordi hun nægtede at tage sit slør af i arbejdstiden. Fyringen førte til så megen offentlig debat samt en demonstration, at indehaveren af møbelbutikken besluttede at trække fyringen tilbage. Sagen blev aldrig prøvet i retten, derfor står det hen i det uvisse, om det er indenfor rammerne af norsk lov at fyre medarbejdere, der nægter at tage deres slør af. Siden har Fremskrittspartiet i Norge, pendanten til Dansk Folkeparti, fremsat et lovforslag, som skal sikre arbejdsgivernes ret til at fyre medarbejdere, der nægter at tage sløret af i arbejdstiden.
Udpluk nr. 3: Khadra, en ung somalisk pige medvirkede i et tv-program om omskæring. Her skulle hun gå til en imam og fortælle, at hun var bange for, at hendes forældre ville sende hende til Somalia for at blive omskåret. Imamen havde tidligere givet højlydt udtryk i medierne for, at han tog omskæring meget alvorligt, og at han var imod det, men under samtalen med Khadra, som blev optaget med skjult kamera, støtter han forældrenes synspunkt.

Støtte i det stille
Hvert af disse udpluk fra den offentlige debat i Norge viser, at der er en både livlig, voldsom, følsom og til tider lettere humoristisk debat i Norge, når det gælder følgerne af, at omkring 6,8 procent af den norske befolkning efterhånden kommer fra lande syd for Norge.
Alligevel mener Fremskrittspartiets formand Carl I. Hagen, at der i Norge er en tendens til at fortrænge de problemer, som indvandringen har ført med sig.
»I korridorerne i Stortinget giver mange politikere udtryk for, at de støtter Fremskrittspartiets lovforslag, men når der skal stemmes, tør de ikke stå ved deres støtte,« siger Carl I. Hagen og fortsætter:
»Det betyder, at vigtige debatter aldrig bliver taget.
Han mener, at årsagen til at Fremsskrittspartiet ved sidste valg opnåede 25 mandater, og dermed blev det tredjestørste parti i det norske folketing – Stortinget, skyldes, at Fremskrittspartiet insisterede på, at der var nogle problemer, som skulle debatteres.
Men det er blot et spørgsmål om tid, før de andre partier følger efter, mener han.
Som seneste eksempel har Fremskrittspartiet foreslået, at forældrene skal kunne dømmes for omsorgssvigt og få tvangsfjernet deres barn, hvis de ikke ved hjælp af egne kundskaber, daginstitutioner eller private lærere sørger for, at deres barn kan norsk ved skolestart.
Indtil videre er der dog ikke opbakning til forslaget.
Imafidon Osa, som er formand for Rådet for Indvandrerorganisationer i Oslo, efterlyser dialog fremfor beske debatindlæg og lovforslag, som alligevel ingen vegne fører.
»Der er ingen tvivl om, at Carl I. Hagen har ret i, at det er helt essentielt for børnene at lære norsk, men det duer ikke at benytte tvang eller trusler om at tvangsfjernelse,« siger Imafidon Osa og fortsætter:
»Vi må finde ud af at motivere, inspirere og informere, således at forældrene selv erkender, at for eksempel sprogkendskab er vigtigt,« siger han.

Norsk har ingen status
Men det er bare ikke nok, mener Unni Wikan, professor i socialantropologi ved Oslo Universitet, som for nylig blev tildelt ’Fritt Ords Pris’, for sin deltagelse i integrationsdebatten i Norge: »Vi ved, at mange lever et helt liv i Norge uden at kende sproget, hvilket er uholdbart, for sproget er en forudsætning for at kunne være medborger i et demokrati,« siger Unni Wikan og fortsætter:
»Vi er nødt til at forstå, at norsk, ligesom dansk og svensk, ingen status har som sprog. Der er ikke prestige i at kunne det, ligesom der er med for eksempel engelsk.«
Unni Wikan mener derfor, at sprogundervisning bør gøres obligatorisk.
»Og hvis folk undlader at deltage, må de rammes på økonomien. Det er et internationalt sprog alle forstår,« siger hun.
Unni Wikan er tilbøjelig til at give Carl I. Hagen ret i, at nordmændene fortrænger vigtige problemer. F.eks. hvorfor der er så stor forskel på, hvor mange arbejdsløse, der er blandt de forskellige etniske minoriteter.
»Hvorfor er tamiler for eksempel bedre integreret på arbejdsmarkedet end nordmænd? Og hvorfor er somaliere dårligst integrerede? Hvad beror det på? Det ville være let at sige, at sorte er diskriminerede, men det er jo ikke rigtigt. Er det fordi somaliere er mere dovne? Det er sensitive spørgsmål, og fordi vi er bange for svarene, bliver de ikke stillet. Konsekvensen er, at vi ikke kan finde frem til nogle ordentlige løsninger på arbejdsløsheden for de, der er hårdest ramt,« siger Unni
Wikan og efterspørger mere debat.

Skal stille krav
Hun mener også, at der er en misforstået berøringsangst i Norge overfor at stille krav og sætte grænser.
»Vi skal ikke lade os intimidere af vrede blandt en lille gruppe indvandrere, for der vil ofte være ligeså mange eller flere, der vil være taknemmelige, hvis det for eksempel blev sværere at blive tvangsgift, holdt væk fra svømning i folkeskolen eller fra arbejdsmarkedet som voksne, « siger Unni Wikan og påpeger, at ethvert politisk indgreb, der begrænser nogens udfoldelsesmuligheder vil fremkalde protester.
Men nordmændene tør desværre ikke rigtigt, mener Unni Wikan.
Hanne Cecilie Kavli, forsker i integration på FAFO, som er et forskningscenter for arbejdsliv og velfærdsforskning i Oslo, mener, at restriktioner, som berører identiteten, kan få uheldige konsekvenser.
Hun deler altså ikke Unni Wikans sorgløse tilgang til mulig vrede blandt en gruppe af indvandrerne: »Jeg har i mine forskningsinterviews hørt, at; ’ja, modstand kan få mig til at stå endnu hårdere på min levevis’,« siger Hanne Cecilie Kavli.
Indtil videre er Norge da også tilbageholdene med kravene, men stemningen bevæger sig – ligesom i det øvrige Europa – i retning af en mere kras debat og stramninger.

rbe@information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her