Læsetid: 11 min.

Hun er jo ked af det

Svømmeren Mette Jacobsen fik positiv særbehandling da hun trods en dopingdom slap med til det OL, hvor hun i går svømmede sin favoritdisciplin, 200 meter butterfly. »Hendes gode navn hjalp hende,« erkender Team Danmarks formand. Det er kun anden gang nogensinde, at en svømmer er sluppet med en advarsel efter en dopingdom
19. august 2004

Særbehandling
Mette Jacobsen havde den 23. juli indkaldt til pressemøde. Dem har hun gennem tiderne holdt en hel del af, men de havde været af en mere festlig karakter end disse langtrukne minutter. De mest festlige pressemøder havde handlet om de næsten 30 medaljer Danmarks mest erfarne aktive svømmer har vundet på sine tider gennem tiderne. Hun har sat 128 danske og 65 nordiske rekorder. Og tre europarekorder i favoritdisciplinen 200 meter butterfly. Hun er dansk mester i alt 114 gange. Hun er kort sagt dansk svømnings ikon. Men dette pressemøde skulle handle om noget helt andet – doping.
»Jeg er nødt til at læse noget op, jeg har skrevet, for jeg kan ikke klare mig uden,« sagde Mette Jacobsen mens hun gav frit løb for det måske mest sympatistimulerende middel overhovedet – sorg.
Cykelrytteren Bo Hamburger græd ikke, da han på grund af mistanke om doping blev afvist som dansk OL-kandidat – uden at være taget i doping. Han rasede og indledte et langtrukkent og smertefuldt modangreb. Kuglestøderen Joachim B. Olsen græd ikke, da hans træner risikerede at blive udelukket fra OL på grund af en 20 år gammel dopingdom. Han gik i åben skænderi med Danmarks Idræts-Forbund.
Mette Jacobsen kæmpede for både anseelse og OL-deltagelse på sin egen raffinerede og langt mere effektive facon. I stedet for at tale om sit ansvar valgte stjernen at krænge noget meget mere interessant ud – sit eget inderste:
»Jeg vil godt starte med at sige, at de sidste to uger har været de værste i mit liv. Jeg har altid kæmpet mod og talt mod doping, og det har aldrig været min intention at snyde,« forklarede Mette Jacobsen.
Fra det øjeblik hun fortalte om den uretfærdighed, der havde ramt hende, forstummede kritikken allerede inden den var blevet udtalt. To uger var gået siden hun fik beskeden – og hun græd stadigvæk. Og mange græd nu med hende. Det er et fænomen også sportens ledere bed mærke i.
»Jeg aner ikke, hvad det er for mekanismer, der går i gang, når hun slipper lettere fra mødet med journalisterne end andre dopingdømte,« siger for eksempel formanden for Team Danmark Carl Holst til Information. Men faktum er at Mette Jacobsen i dag stiller op til OL i 200 meter butterfly.
Det internationale svømmeforbund testede den 16. maj Mette Jacobsen positiv under EM i Madrid. Testen faldt efter, at Mette Jacobsen i 200 meter butterfly havde svømmet i en tid der kvalificerede hende til OL. Da Mette Jacobsen holdt pressemøde havde hun i minimum 14 dage – siden den 8. juni – vidst at dopingafgørelsen var på vej.
Men selv om hendes samvittighed angiveligt var ren, havde hun ikke brugt de 14 dage på at fortælle offentligheden, at hun godt vidste, at hun havde taget et forbudt middel og nu ventede på kendelsen. Hun havde i stedet valgt at
bruge tiden til at mobilisere et skudsikkert forsvar over for det internationale svømmeforbund ved hjælp af stjerneadvokaten Merethe Stagehorn.
Sammen præsenterede de denne forklaring: Sidst i april bad Mette Jacobsen sin læge om penicillin mod en virus. Hun fik 30 piller i en kuvert. Men lægen – der bekræfter forløbet – havde ved en fejl puttet medicin med stofferne Prednisone og Prednisolone i kuverten. De stoffer står godt nok på listen over forbudte stoffer, men er ikke præstationsfremmende, lød forklaringen fra advokaten og svømmeren.
Prednisone og Prednisolone tilhører gruppen af Glukokortikosteroider, der optræder i den første af de fire kategorier på den internationale dopingliste. Kategorien omhandler stoffer der er forbudt i konkurrencer, på linje med gendoping og anabole stoffer. Dopinglisten er en af de mest benyttede funktioner på Anti Doping Danmarks hjemmeside. Mange nysgerrige skolebørn kan finde ud af at bruge den.
Ved at opdele de forbudte stoffer i præstationsfremmende og ikke-præstationsfremmende trådte Mette Jacobsen ud på yderst tynd is. Det er ikke en sondring den dopingkritiske danske idrætsverden accepterer. Og Mette Jacobsen udgør med sit medlemskab af Anti Doping Danmark og Team Danmarks bestyrelse kernen i det dopingkritiske miljø. Med andre ord var Mette Jacobsen godt i gang med at drukne sin troværdighed i bortforklaringer. Hun havde taget forbudte stoffer og var blevet fældet – så burde den ikke være længere. Men den var meget længere.

Advokaten og svømmeren mobiliserede endnu et argument over for FINA. Hvis Mette Jacobsen havde søgt om det, havde FINA sikkert givet hende en dispensation, understregede advokaten og Mette Jacobsen – uden at forklare, hvordan Mette Jacobsen overhovedet skulle kunne søge dispensation om noget, hun ikke vidste, hun havde taget.
Med andre ord – vi er tilbage ved den gamle hymne som internationale idrætsfolk ofte har sunget mens danske atleter har rystet på hovedet: Jeg er uskyldig. Tilføjet det kvindelige omkvæd: Det er ikke min skyld.
Mange spørgsmål forblev elegant ubesvarede i atletens hjerteskærende redegørelse. Mette Jacobsen er mangeårige astmapatient og uddannet fysioterapeut. Hun burde måske kunne både se og smage forskel på penicillin og de stoffer hun i stedet havde indtaget.
Information har stillet en række spørgsmål til Mette Jacobsen via Danmarks Idræts-Forbunds pressechef Morten Mølholm, der opholder sig tæt på atleterne i Athen. Han har blankt afvist at formidle spørgsmålene videre til svømmeren:
»Vi kan ikke håndtere alle de henvendelser vi får hjemmefra til de aktive,« lyder den måske lidt aparte forklaring fra Morten Mølholm.
Da det internationale svømmeforbund FINA skulle afgøre hvor hård en straf Mette Jacobsen skulle have for sin overtrædelse af dopingreglerne, kørte der meget belejligt en illustrativ parallelsag i nabolandet Tyskland. Den 15. maj – én dag før Mette Jacobsen – blev den tidligere tyske landsholdsspiller Marko Rehmer testet positiv efter en kamp i Bundesligaen for sin klub Hertha BSC Berlin mod TSV 1860 München. Han havde indtaget et stof i præcis samme gruppe som Mette Jacobsen – Glukokortikosteroid.
Marko Rehmer havde overtrådt reglerne fordi han tog stofferne uden at konsultere forbundet. I stedet havde han opsøgt en privat hals- og ørelæge. Det tyske fodboldforbund nåede efter en kompliceret og grundig sagsbehandling frem til, at Marko Rehmer ikke var skyldig i egentlig doping. Det stof han havde taget virkede rent faktisk på de smerter han havde i kæben. Hvis han havde gjort opmærksom på, at han tog stoffet, havde det ikke været ulovligt. Med andre ord en klar pendant til Mette Jacobsens sag. Bortset fra at Rehmer vedstod sig fejlen.
Rehmer har foreløbig optrådt 35 gange i den tyske nationaldragt. Han er en stjerne. Men der var ingen nåde. Regler er regler og de var overtrådt. Marko Rehmer fik den 9. juli hele ni spilledages karantæne af det tyske fodboldforbunds sportsdomstol. Det vil i praksis sige udelukkelse i cirka to måneder. Marko Rehmer græd ikke. Han tog ansvaret på sig fra første forklaring.
»Jeg har lavet en fejl,« udtalte han. »Nu må jeg træne videre, så jeg kan hjælpe klubben om 10 spilledage.«
Heller ikke fra hans klub lød der beklagelser over dommen. Tværtimod. Spilleren blev uden bortforklaring bebrejdet sin letsindige optræden. Fejlen var ene og alene hans.
»Marko er jo ikke 18 år længere. Han er en rutineret spiller,« som Hertha-manager Dieter Hoeness udtalte det.
Da Pressemødet var slut og regnestykket skulle gøres op, var der på intet tidspunkt tale om, at Mette Jacobsen angrede eller påtog sig et ansvar. Mest af alt var hun bare sorgfuld. Dybest set var der intet at tude over. I forhold til Marco Rehmer slap hun umådeligt billigt.
Den 20. juni havde det internationale svømmeforbund FINA købt advokatens og svømmerens forklaring. Som den anden dopingfældede svømmer i historien undgik hun karantæne og slap med en advarsel. Den eneste gang, det er sket tidligere, var da nogle vandpolospillere blev testet positive for cannabis.
Men Mette Jacobsen talte ikke om sin milde dom. Hun talte videre – om sit eget følelsesliv.
»Jeg kan slet ikke udtrykke, hvordan jeg har det med det. Det er et stort skår i mit omdømme,« udtrykte Mette Jacobsen.
Dermed var sagen langt fra slut. Den var lige begyndt. For nu skulle Danmarks Idræts-Forbund afgøre, om Mette Jacobsen kunne komme med til OL som dopingdømt i det løb, hvor hun kvalificerede sig til legene.
Mette Jacobsen tilhører med sit mangeårige organisationsarbejde inderkredsen af dansk idrætsliv. Hun kunne tilføre endnu mere hæder til dansk svømning ved at deltage i Athen, der ville blive hendes femte OL – ny verdensrekord. Men omvendt var tiden imod enhver form for doping. Selv fra højeste niveau var det blevet bandlyst.
Kulturminister Brian Mikkelsen har gjort kampen mod doping til en mærkesag han gerne skubber foran sig ved givne lejligheder. På Grundlovsdag 2003 sagde han i sin tale, at »doping strider mod helt fundamentale værdier i idrætten, og regeringen prioriterer kampen mod doping meget højt«.
Og umiddelbart tydede meget på at dansk idræt ville holde fanen højt. Den 25. juli kom den nykårede formand for bestyrelsen i Team Danmark – der sidder på pengekassen til dansk eliteidræt – med et signal om, at dopingdommen ville få konsekvenser. Carl Holst mente ikke Mette Jacobsen længere var ren nok til at være medlem af Anti Doping Danmark.
»Til trods for, at det er en mild dom, er der trods alt tale om en dom,« forklarede han.
Mette Jacobsen forstod vinket og besluttede få dage senere at trække sig ud af Anti Doping Danmark. Hendes kæreste stod nu for kontakten til pressen og svømmeunionen. Han er psykolog og forstår også at appellere til følelserne. Politiken citerer ham for, at Mette Jacobsen siden dopingadvarslen kun har haft overskud til at træne, spise og sove. De ord ligner god timing. Det er stadig synd. Den emotionelle gryde bliver holdt i kog. Næste dag skal Danmarks Idræts-Forbund afgøre om Mette Jacobsen skal have dispensation til at deltage i OL.

Nu kommer det næste vigtige signal fra den sportspolitiske front. Igen er det formanden for Team Danmarks bestyrelse Carl Holst, der er på banen. Hvor han tidligere lagde vægt på, at en dom er en dom, så udtaler han nu, at Mette Jacobsen har været »meget uheldig« i sin dopingsag.
»Jeg har bestemt ikke skiftet signaler. Jeg har fra første færd sagt det samme. Jeg tror jeg brugte udtrykket: En dom er en dom og derfor kan hun ikke sidde i Anti Doping Danmark. Men samtidig har jeg også konstateret. at det er en sag, som nogen vurderer har en række formildende omstændigheder,« forklarer Carl Holst til Information – med den interessante tilføjelse: »Det siger dommen - ikke jeg.«
Også formand i DIF Kai Holm tilkendegiver før dommen, at han vurderer Mette Jacobsen har gode muligheder for at komme med til OL. Kai Holm er ikke hr. hvem som helst i denne sag. Han er den internationale olympiske komités (IOC) repræsentant i Danmark. Med andre ord: Hans ord kan tolkes som udtryk for at IOC gerne ser at DIF’s bestyrelse – hvor Kai Holm selv er formand – giver dansk svømnings grand old lady Mette Jacobsen grønt lys.
Information har både via mail og via Danmarks Idræts-Forbunds informationschef gentagne spurgt Kai Holm hvorfor han sendte et signal, der kunne påvirke DIF’s bestyrelses holdning til Mette Jacobsens dopingsag. Kai Holm har ikke svaret. DIF’s informationschef Morten Mølholm forklarer, at Kai Holm ikke åbner sin mail hver dag. Der kan åbenbart godt gå helt op til fire dage imellem. Men informationschefen giver dette svar:
»Kai tilkendegav samtidig, at det er op til bestyrelsen at vurdere om Mette Jacobsen skal med til OL. Men da et af vores kriterier for at dispensere er en mild dom, er der en klar mulighed for at Mette Jacobsen får dispensation.«
Og sådan går det. Danmarks Idræts-Forbunds bestyrelse beslutter den 30. juli at give Mette Jacobsen dispensation.
Men dermed er Mette Jacobsens OL-deltagelse stadig ikke sikret. Den europæiske svømmeunion LEN kan stadig helt annullere Mette Jacobsens resultat i 200 meter butterfly fra EM i Madrid. Det løb hvor Mette Jacobsen nåede under DIF’s tid for OL-kvalifikation og dermed kvalificerede sig til legene i Athen.
Præcis det sker. LEN fratager Mette Jacobsen tredjepladsen i løbet og hendes bronzemedalje. Dermed er Mette Jacobsen tilbage ved nul. Grundlaget for hendes kvalifikation er væk. Men den situation har DIF meget behændigt for længst forudset. DIF har på forhånd besluttet at dispensere fra kvalifikationskravet, hvis Mette Jacobsens tid skulle blive annulleret. Dermed bliver Mette Jacobsen lempet gennem et nåleøje andre atleter ikke kunne komme gennem.
DIF henviser til, at Mette Jacobsen ved to senere lejligheder har svømmet under OL-kravet. Men DIF aner i dag ikke om Mette Jacobsen også var på det forbudte stof ved de to lejligheder. Organisationen holder sig til, at det ikke er bevist, at hun var dopet ved de lejligheder.
»Der er ingen 100 procent garanti for, at Mette Jacobsen var på det forbudte stof ved disse to lejligheder,« siger Morten Mølholm.
Carl Holst, formand for Team Danmark, supplerer:
»Hun var ikke taget i en dopingkontrol og ikke testet positiv.«
Danmarks Idræts-Forbund er ikke ene om at være på retræten. Den ellers så doping-bekymrede kulturminister Brian Mikkelsen vælger at se helt bort fra den folkekære Mette Jacobsens dom. Væk er bekymringen for om idrætsudøverne er gode eksempler for de unge. Han ligefrem opfordrer Mette Jacobsen til at blive i Team Danmarks bestyrelse på trods af dommen.
»Hun har gjort meget godt for dansk idræt, og med den erfaring, hun har, er hun et glimrende medlem af Team Danmarks bestyrelse,« udtaler Brian Mikkelsen.
Dermed skulle sagen være klar. Alle parter nedtoner Mette Jacobsens dopingstraf. Men Mette Jacobsen griner stadig ikke. Tværtimod. For hun har kort før legenes start endnu ikke besluttet sig for om hun overhovedet vil svømme ved OL – selv om hun har søgt dispensation.
Da det danske svømmeforbund forlanger en afklaring svarer Mette Jacobsen ja til at svømme – men forklarer samtidig, at hun føler sig presset af forbundet. Det er lige før tårerne igen melder sig.
»Det rev benene væk under mig, alle symptomerne på stress vendte tilbage, og jeg følte nærmest, jeg skulle starte forfra,« lød det fra Mette Jacobsen.
Hun startede i finalen i 200 meter butterfly i går. Det var der rigtigt mange, der glædede sig til. Og enkelte der måske er skeptiske over dele af forløbet. Carl Holst, formand for Team Danmark, understreger, at der var formildende omstændigheder. Men:
»Det er helt klart, at Mette Jacobsens berettigede gode navn og rygte også har hjulpet hende.«
– Har du selv en god smag i munden?
Carl Holst tøver lidt inden han svarer.
»Ja, for hun opfyldte kravene og hun har kun fået en mild dom. Men dopingdomme er ikke gode for dansk eliteidræt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu