Læsetid: 3 min.

København får egen ombudsmand

Københavns Kommune har fået en borgerrådgiver, der fungerer som lokal ombudsmand. Det skal forbedre kommunens betjening af borgerne
24. august 2004

Københavnerne behøver ikke længere finde sig i sure hjemmehjælpere, langsomme sagsbehandlere og uforståelige breve fra kommunen.
De kan nu klage til en såkaldt borgerrådgiver, og det vil føre til en forbedring af kommunens service.
Det mener snart forhenværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, som i går bød velkommen til Johan Busse, der i stillingen som borgerrådgiver skal fungere som lokal ombudsmand for københavnerne.
Johan Busse er ligesom Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, uafhængig af de forvaltninger, som borgerne klager over. Det betyder ifølge Jens Kramer Mikkelsen, at han får en vigtig funktion.
»Københavnerne skal kunne stole på uvildig sagsbehandling, og nu er der en instans, som ser på tingene med friske øjne. Det her er en del af en vision om at tage udgangspunkt i borgernes behov, møde borgerne der, hvor de kommer forbi, og møde dem, når de har tid til det,« siger Jens Kramer Mikkelsen.
Ifølge Johan Busse er beliggenheden i Vester Voldgade, tæt på Københavns centrum, derfor heller ikke tilfældigt valgt.
»Stedet er centralt og synligt. Samtidig er det på afstand af rådhuset, som vi arbejder uafhængigt af, men alligevel så tæt på, at politikerne er inden for rækkevidde, når noget skal laves om,« siger Johan Busse, som er ansat af Københavns Kommunes Borgerrepræsentation og forlader en stilling som juridisk medarbejder i Folketingets Ombudsmandsinstitution.

Bedre service til borgerne
Når Københavns borgere møder op hos Johan Busse i Vester Voldgade kan de ikke klage over kommunens afgørelser i konkrete sager.
Derimod kan de klage over kommunens sagsbehandling, personalets optræden eller udførelsen af praktiske opgaver, for eksempel undervisning, børnepasning og hjemmehjælp.
Desuden kan de få hjælp til at forstå afgørelser fra kommunen, få information om, hvem der behandler konkrete klager, og komme med forslag til, hvordan kommunens sagsbehandling og betjening kan forbedres.
Borgerrådgiver Johan Busse rapporterer derefter til et såkaldt borgerrådgiverudvalg bestående af fem politikere, som skal videreformidle tendenser i borgernes klager til de relevante forvaltninger i kommunen.
Karen Hækkerup (S) er formand for borgerrådgiverudvalget, og hun mener ligesom Jens Kramer Mikkelsen, at borgerrådgiveren vil komme til at spille en vigtig rolle.
»Det fantastiske ved det her projekt er, at vi sætter borgeren i centrum. Vi gør det lettere for kommunens borgere at klage, og dermed forbedrer vi kommunens sagsbehandling og betjening og sikrer, at borgerne er tilfredse med kommmunens service,« siger Karen Hækkerup.
Kommunalforsker Rikke Berg fra Syddansk Universitet har ikke hørt om lignende tiltag, hverken i Danmark eller i udlandet, men hun mener umiddelbart, at borgerrådgiveren kan støtte borgerne i forhold til forvaltningen.
»Det er svært at sige, om det bliver en succes, men det lyder da som en god ide, og en borgerrådgiver er også relevant, især i så stor en kommune som København. Borgerrådgiveren kan fungere som bindeled mellem borgerne og politikerne,« siger Rikke Berg.

Svær begyndelse
Hun mener til gengæld, det kan blive svært for borgerrådgiveren at gøre sin indflydelse gældende – især i starten, hvor de kommunale instanser endnu ikke har respekt for det nye tiltag.
»Der er en risiko for, at han ikke har tilstrækkelig gennemslagskraft i forhold til forvaltningen. Han har ikke de samme beføjelser som ombudsmanden, og derfor skal der først skabes respekt omkring borgerrådgiveren,« siger Rikke Berg.
Ifølge Johan Busse bliver det ikke noget problem: »Som borgerrådgiver skal jeg være med til at sikre borgerne en retfærdig og uafhængig vurdering af deres klagesager, men jeg har politikerne i ryggen. Det er borgerrådgiverudvalget, der skal rette eventuelle uheldige forhold i forvaltningen,« siger Johan Busse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her