Læsetid: 4 min.

København – et overdimensioneret Holstebro?

Virksomheder, der vil ’gøre noget for kulturen’, burde skaffe skulpturer af verdensklasse til byen
30. august 2004

2. SEKTION (Studiestart 2004)

Hvis man som turist prajer en hyrevogn foran Tivoli og siger, »Take me to Kongens Nytorv,« vil chaufføren sigte efter den stærkt trafikerede, sekssporede indfaldsvej, der går under navnet Holmens Kanal. Gaden strækker sig fra Børsen og Christiansborg, løber forbi Holmens Kirke, Arne Jacobsens Nationalbank og en række elegante, palæagtige hovedsæder som Danske Bank og ØK, før den slår en bugt til venstre og munder ud i den valgte destination.
Men det, der gør turen ad Holmens Kanal til en grandios oplevelse, er Theobald Steins (1829-1901) otte meter høje bronzestatue af admiral Niels Juel (1629-1697), som blev rejst i 1881 til minde om slaget ved Køge Bugt i 1677. Søhelten står pompøst med en kommandostav i hånden, og der er frit udsyn til ham fra Christiansborg-aksen. Niels Juel er et fint eksempel på, hvordan det moderne byrum med fodgængerfelter, trafiklys og fuldt optrukne linjer kan indgå i en dialog med et stykke symbolladet, urban kunst.
Alligevel havde et flertal af asfalt- og trafiklysjunkierne i Borgerrepræsentationen til sinds at fjerne statuen; man ville have trafikken på Holmens Kanal til at flyde optimalt, og admiralen var en hæmsko. Hvis ikke en række interesseorganisationer og råd (og sågar kulturministeren) var kommet på tværs med en fredning, havde Niels Juel fået en bymæssig impotent plads nede ved havnen. Byens gamle statuer og skulpturer – dvs. de gode af dem – bør ikke stilles af vejen. Niels Juel har aldrig gjort sig fortjent til en lumpen museal placering.

Og nu vi er ved det: Hvorfor er der ikke mere kunst af international kaliber i bybilledet? Det skorter ikke på velvillighed, donationer og udsmykninger og afsætning af pladser og torve, når det gælder lokale kunstnere, hvor der ved gud er langt mellem snapsene. Gennem de forløbne 20 år er der i kommunalt regi blevet stillet omkring 40 danske værker op, hvoraf måske hvert tredje bedst kan beskrives som intetsigende. Hvis man skimmer kommunens egen liste over monumenter og skulpturer, skal vi helt tilbage til 1979 for at registrere opsætningen af et værk af en internationalt renommeret kunstner, nemlig Coupe au fruit fra 1960 af den fransk-tyske abstrakte modernist Jean Arp (1887-1966). Han er så til gengæld også en af det 20. århundredes betydeligste kunstnere. Skålfrugt, en lille organisk fyr i bronze på godt en meter, står på en granitsokkel ved apsissen bag Vor Frue Kirke. Det var billedkunstneren Svend Wiig-Hansen (1922-1997), som pegede på Arp.
Det, der åbenbart er sket i mellemtiden, er, at København har udviklet sig til en slags 90’er-Holstebro – blot i en noget større skala. I begyndelsen af 60’erne ville Holstebro af med sit ry som røvsens kedsommelig og undergangstruet, og kulturen skulle fungere som brækjern. Med forfatteren Poul Vads (1927-2003) hjælp anskaffede man sig i 1966 formedelst 210.000 kroner Alberto Giacomettis (1901-1966) smukke, slanke skulptur Kvinde på kærre. Pludselig kom Holstebro på landkortet, folk flyttede til byen i stedet for væk, og i årevis talte man henført om ’Kulturmodel Holstebro’. Desværre var de næste generationer af politikere ikke dygtige nok til at videreudvikle de oprindelige tanker: I dag er byen sejlet fuldstændig agterud, hvad angår kunsten i det offentlige rum – man har overstrøet gader og pladser med lokale kunstneres betænkelige isenkram. Giacometti’en er kommet i virkelig dårligt selskab.

Som kunstby skulle København helst ikke give mindelser om Holstebro. Så hellere sammenligne sig med Chicago i Amerika.
Der er utallige gode grunde til at flyve en tur til ’the windy city’ – for eksempel, at byen er hjemsted for dusinvis af moderne verdensklasseskulpturer. Det begyndte med placeringen af en kæmpe Picasso (1881-1973) på et torv i 1967 og fulgtes op i 1974 med indkøbet af Marc Chagalls (1887-1985) De fire årstider til First National Bank Plaza, Claes Oldenburgs (1929-) 30 meter høje baseballbat foran en administrationsbygning og Alexander Calders (1898-1976) storartede, røde stålstabile Flamingo, som rager 15-20 meter op ved siden af en sort, stilren skyskraber af mester Mies van der Rohe (1886-1969). Sidenhen har Chicago jævnligt sørget for at tilføre skulpturer af eksempelvis Joan Míro (1893-1983) og Jean Dubuffet (1901-1985). Det er helt fantastisk. Nu er det ikke meningen, at Københavns Kommunes kultur- og fritidsudvalg skal gå ud og lede efter en Picasso til hovedstaden (for 14 dage siden blev et af hans små malerier solgt på auktion for 644 millioner kroner). Men måske kunne man alliere sig med nogen, der kunne tænke i de baner. En person med Poul Vads tæft.
Samtidig skulle nogle af de hæderkronede gamle virksomheder, pengeinstitutter og fonde, der gerne vil brande sig som kulturelt ansvarlige, overveje at donere internationale skulpturer til byen i stedet for hvert år at hælde adskillige hundrede tusinde kroner ud af vinduet på én dansk forfatter, som den brede befolkning selv stemmer på via internettet. Man kunne jo starte med at bestille et værk hos Olafur Eliasson.
Det kan ikke være rigtigt, at hans ting står i alle mulige andre lande, men bare ikke her.
Det er vel egentlig en skandale. BG Bank? Bikubenfonden? Realdania?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu