Læsetid: 3 min.

Konference i skyggen af Najaf

Begivenhederne i Najaf præger Iraks nationale konference
17. august 2004

Parallelt med den yderst spændte situation omkring den hellige Imam Ali-moské i Najaf, fortsatte de omkring 1300 delegerede diskussionerne ved Iraks store nationale konference bag afspærrede veje, betonbarrikader og bevogtet af kampvogne, helikoptere og sporhunde. Men konferencen, som mange anser for et afgørende skridt i Iraks transformation til demokrati, fortsatte i går med at blive præget af situationen i Najaf.
»Jeg kan fortælle, at kampene i Najaf dominerer hele konferencen. Vi håber, at denne uoverensstemmelse kan blive løst, så vi kan komme videre med vores arbejde,« sagde Hamid al-Kifaei, en af de delegerede, til nyhedsbureauet Reuters.
På åbningsdagen, søndag, forlod flere end 100 delegerede således konferencen med ordene: »Så længe der er luftangreb og bombardementer (i Najaf, red.) kan vi ikke afholde konference«, og i tale efter tale opfordrede de delegerede ministerpræsident Iyad Allawi til at sætte en stopper for kampene.
»Hvad der sker i Najaf er meget vigtigere end denne konference og kræver vores fulde opmærksomhed,« sagde en mandlig taler ifølge Washington Post.
En anden sammenlignede ifølge avisen amerikanernes og de irakiske sikkerhedstyrkers taktik med den, Saddam Husseins militær brugte til at nedkæmpe shiamuslimske oprør, mens en kvinde blev buh’et ud for at sige: »Det er ikke amerikanske kanoner«, der er skyld i blodsudgydelserne i Najaf.
Konferencens arrangører besluttede imidlertid at tage tyren ved hornene og fik vedtaget en resolution, som opfordrede alle parter i de igangværende kampe i Najaf og syv andre byer i det sydlige Irak til at stoppe voldshandlingerne, samtidig med at man udpegede en forhandlingsgruppe, der skal forsøge at finde frem til en løsning. Derudover vil en gruppe delegerede tage til Najaf for at forsøge at overtale Moqtada al-Sadr og hans Mehdi-milits til at forlade Imam Ali-moskeen og nedlægge våbnene.

Najaf sendt i udvalg
Med Najaf sendt i udvalg kunne andre emner komme på programmet: demokratiseringsprocessen, menne-skerettigheder, genopbygningen, samt hvordan man sikrer, at retfærdigheden sker fyldest for Saddam Husseins ofre.
»Vi havde en åbenhjertig diskussion om landets sikkerhedsproblemer og blev enige om en liste over prioriteter og emner,« sagde Aasi al-Shammari, 45 årig gårdejer fra den nordirakiske by Mu-shairfa, ifølge al-Jazeera.
Andre delegerede talte om alt fra sport og ungdommen til massegrave og kvinders rettigheder.
Ud over at påbegynde en national dialog på tværs af politiske, religiøse og etniske skel er formålet med konferencen desuden at vælge 80 repræsentanter til en 100-mand stor nationalforsamling, hvor de 20 pladser på forhånd er foræret til de medlemmer af det forhenværende Irakiske Regeringsråd, som ikke fik en plads i Allawis overgangsregering.
Der har imidlertid været kritik af den måde, som de delegerede er blevet udpeget på, og arrangørerne er blevet beskyldt for at have sørget for at hovedparten af deltagerne er positivt stemte over for Allawis midlertidige regering. Arrangørerne afviser kritikken og holder fast ved, at medlemmer af al-Sadrs bevægelse er velkommen til konferencen. Moqtada al-Sadr har dog purre afvist at deltage: »Jeg nægter at deltage i deres såkaldte nationale møde, hvilket er årsagen til, at jeg ... vi bliver angrebet. Jeg vil ikke deltage i nogen politisk samtale, så længe der er en besættelse,« sagde han til al-Jazeera lørdag.
Også den sunnimuslimske bevægelse Sammenslutningen af Muslimske Lærde boykotter konferencen:
»Der er så mange ødelagte og bombede byer, og de afholder en national konference. Hvordan kan den lokale irakiske stemme blive hørt gennem alle disse bombardementer. Denne konference handler kun om at sætte et pænt ansigt på besættelsen,« sagde sheik Muhammad Bashar al-Faidhi til The Guardian.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu