Læsetid: 12 min.

Det kræver noget at stille krav

Arkitekturen er ramt af en voldsom kommercialisering, som resulterer i æstetisk og kulturelt afdøde bygninger, hvor den enkelte bliver holdt i en almueagtig afmagts umyndighed. Således formulerede arkitekturprofessor Carsten Thau det her for nogle uger siden i en samtale om oplysning. Kim Herforth Nielsen, chef for én af Danmarks mest fremtrædende tegnestuer, 3 X Nielsen, er kun delvis enig. Arkitekturen kan kun udfylde de rammer, som omverdenen tillader
14. august 2004

Arkitekturen er ramt af en voldsom kommercialisering, som resulterer i æstetisk
og kulturelt afdøde bygninger, hvor den enkelte bliver holdt i en almueagtig afmagts umyndighed. Således formulerede arkitekturprofessor Carsten Thau det her for nogle uger siden i en samtale om oplysning. Kim Herforth Nielsen, chef for én af Danmarks mest fremtrædende tegnestuer, 3 X Nielsen, er kun delvis enig. Arkitekturen kan kun udfylde de rammer, som omverdenen tillader

Oplysning
Da stadsarkitekten i Århus i begyndelsen af 90’erne planlagde at fjerne beton og asfalt for at åbne byens å, proklamerede han, at der snart ville være cafeer og gadeliv ved vandet. Den profeti var der mange, som rystede på hovedet af, inklusive Kim Herfort Nielsen, der er chef for den århusianske tegnestue 3 X Nielsen.
»Mange af os tænkte: Ja, ja, lad os nu se. Men det kom der altså. Planlægning og arkitektur kan være med til at skabe miljøer. Således har det betydning for, hvordan samfundet udfolder sig, hvordan levevisen et sted kommer til at forme sig.«
Åbningen af Århus å er blot ét eksempel på, at arkitekturen må bedømmes ud fra et samfundsmæssigt perspektiv, mener Kim Herfort Nielsen.
Har arkitekturen et iboende utopisk potentiale? Kan det være med til at forandre samfundet?
»Bestemt. Og lad mig besvare spørgsmålet med et konkret eksempel. Vi har for nylig vundet to konkurrencer indenfor udannelsessektoren, som handler om helt nye måder at opfatte skoler på – Det Virtuelle Gymnasium i København og så Tangen Tekniske Skole i Kristiansand. I begge tilfælde havde de to undervisningsministerier i Danmark og Norge ikke skrevet et decideret program, men mere nogle hensigtserklæringer omkring hvordan de ønsker, at undervisningen fremover skal forme sig. Igennem vores udkast har vi været med til at underbygge og forme disse ideer, vi har været med til sætte ’fysik’ på, rent ud sagt. Og det samme gør sig gældende indenfor boliger. Det har jo en afgørende indflydelse på den enkeltes liv, hvordan ens bolig former sig – for eksempel om køkkenet er en del af opholdsrummet eller ej. På den måde er arkitekturen med til at præge vores levevis.«

For meget kunst?
Den hollandske arkitekt Sjoerd Soeters, som især er kendt for et byggeprojekt på Javaøen ved Amsterdams havn og som for tiden planlægger udbygning af Sydhavnen i København, langede for nyligt ud efter sine arkitektkollegaer. Hans pointe var: Arkitekter er for meget kunstnere, de laver arkitektur for at komme i de glittede magasiner, og de glemmer alt om de mennesker, som skal bo og arbejde i deres huse.
– Kan du forholde dig til denne kritik?
»På mange måder synes jeg, at der er for lidt kunst i arkitekturen. Der bliver lavet for meget banal arkitektur, intetsigende arkitektur. Selvfølgelig vil vi som arkitekter gerne med i de forskellige fagmagasiner. Men de projekter, der kommer med, er også de projekter, som er værd at skrive om. Det er ikke uden grund, at de kommer med, det er ikke, fordi de er vanskeligt tilgængelige og krøllede på mange forskellige måder. Det er projekter, som har noget på hjerte, og som har kvalitet. Og det er jo en meget lille del af arkitekterne, som laver den slags avanceret kunstnerisk arkitektur – Herzog & de Meuron, Saha Hadid, Daniel Libeskind. Dertil kommer, at det jo tit er specielle bygninger – museer, musikhuse og deslige – og de skal jo også have et specielt kunstnerisk udtryk. I bund og grund synes jeg, at der er for mange af dem, der laver boliger, som laver for ligegyldig arkitektur.«
Dansk arkitektur og design har et vist renommé over hele verden. Meget af den berømmelse går tilbage til en tid, hvor kulturradikalismen var en prægende kraft i dansk ånds- og kulturliv.
I arkitekturen førte det til, at man blandt andet orienterede sig mod det fornuftige, dvs. til klima og omgivelserne passende materialer, at man, som professor Carsten Thau udtrykte det for nyligt, byggede præcist og samtidigt nøgternt og jævnt. Derudover var idealet at gennemlyse samfundet, at gøre det transparent. Således havde kulturradikalismen altså både en folkelig og en oplysningsside.
– Føler du dig, som dansk arkitekt, forbundet til denne tradition?
»I hvert fald hvad det transparente angår. Og lad mig med hensyn til folkeligheden påpege, at langt de fleste opgaver, vi bearbejder, er projekter for almindelige mennesker. Det er jo sjældent, at man virkelig får lov til at udfolde sig, til at lave noget elitært eller kræsent. Men den uformelle arkitektur er en dansk tradition – på godt og ondt vil jeg så sige. For tiden ser vi her i Danmark meget over til Holland, ekstremt meget endda. Hollænderne har lige nu en meget stor indflydelse på, hvad der sker i Danmark, idet der har været så meget variation i deres arkitektur, der er blevet eksperimenteret meget. De er gode til at lave koncepter, hvilket vi her i Danmark ikke har været så dygtige til. I det hele taget er der mange udenlandske tegnestuer, som nu udfolder sig i Danmark, også blandt de helt store. Vi konkurrerer med dem om forskellige projekter, og igennem denne udfordring lærer vi meget. Jeg synes, det er en meget sund udvikling. Og det gør også, at den danske arkitektur forandrer sig – væk fra det der næsten stereotype. Det er også derfor, at nogle bygherrer synes, at nu er det altså for kedeligt, nu skal der ske noget nyt. Så hiver de nogle koryfærer ind udefra, og det resulterer i, at vi, der egentlig også har lyst til at lave noget andet, får mulighed for at sprælle noget mere end vi hidtil har gjort.«
– Hvornår er Du tilfreds med et projekt? Hvad er god arkitektur for dig?
»Jeg er tilfreds, når det lever op til det program, som er blevet sat. Det har jo ikke kun med materialevalg at gøre. Det gælder lige så meget funktion og sammenhæng, hvordan huset spiller sammen i forhold til det, som foregår i huset, i forhold til de omgivelser, som huset er i, når alle disse aspekter går op i en højere enhed. Hvis man laver noget på et sted, som gør det sted bedre end det var før, så har vi opnået meget. Hvis man, for nu bare at give et ganske enkelt eksempel, har med en arbejdsplads at gøre og man har nogle mere tilfredse ansatte i det nye hus end i det gamle, så har vi opnået meget. Hvis man derudover kan skabe en kunstnerisk dimension, således at huset bliver spændende på et helt andet plan, så er det en virkelig succes.«
Carsten Thau mener, at der er en sammenhæng mellem god form og god moral.
»Ja, det er der, hvis samfundet prioriterer god form og arkitektur. Så har det også noget med moral at gøre – at det ikke kun gælder om at få det billigste og hurtigst mulige. Men at man også tænker på den fysiske fremtid, den, som vi kommer til at give videre til kommende generationer. Det indebærer i allerhøjste grad et moralsk aspekt.«

Fortrolig kedsomhed
Der har været meget kritik af en del bygninger, som er blevet rejst i løbet af de seneste år – blandt andet havnefronten i København. Den er blevet beskrevet med begreber som ’banal genkendelighed’ og ’fortrolig kedsomlighed’. Og mange mener, at det skyldes en voldsom kommercialisering, en slags discount-kultur, som blandt andet finder stigende indpas indenfor arkitekturen. Ifølge Kim Herforth Nielsen er det netop én af de ting, som der er ved at blive gjort noget ved for øjeblikket.
»Et projekt som Kalvebod Brygge er et af de værste eksempler, en total misforståelse. Det er desværre nogle dyrt købte fejl, man har lavet i København. Man har opført et byggeri, som er så kedsommeligt, og som lukker byen af for havnen. Blandt andet derfor udskriver man nu konkurrencer, som man også inviterer internationale arkitekter til. Og det er netop med henblik på ikke at begå sådanne fadæser igen.«
En af disse internationale arkitekter er hollænderen Erik van Egeraat, som på Krøyers Plads skal opføre seks bygninger, hvoraf den højeste er 55 meter – midt i Christianshavn og indenfor Københavns historiske bykerne. Nogle betegner projektet som en slags skulptur, andre er bekymrede for at området skal miste sin sjæl.
– Er det den pris, man må betale, for at få nogle internationale navne til landet?
»Det kan man jo diskutere meget. Også i Akademirådet gik bølgerne virkelig højt. Hvad Erik van Egeraat angår, er jeg uenig med de fleste. Jeg synes faktisk, det er et rigtigt spændende projekt, det er flot, hvordan han fortolker pladsen og de omliggende bygninger – og hvordan han støder os lidt på manchetterne. Faktisk tager hans projekt udgangspunkt i en typologi fra det område, bare på en anden måde. Det er jo en parafrase over pakhusene, at de bliver sådan nogle langstrakte, næsten tårnagtige bygninger. Det, han laver, er i høj grad stedbestemt. Det er en fortolkning – én, som er helt ny og helt anderledes og meget ekspressiv. Det eneste, som kan blive et problem, er, at Egeraats bygninger er betydelig mere ekspressive end operaen, som ligger lige ved siden af, og måske også skuespilhuset, som kommer til at ligge lige overfor. Men så kan man spørge: Er det så hans problem eller de andre huses problem? Og der synes jeg, at det i virkeligheden er de andre projekters problem, at de har været for pæne.«
– Det er jo én ting, at sige, at et hus er banalt eller kedsommeligt, hvis man er teoretiker og underviser på Kunstakademiet. Som udøvende arkitekt, hvordan oplever du debatten, som sporer denne voldsomme kommercialisering i arkitekturen. Er du bygherrens instrument? Eller kan du overbevise dine bygherrer om arkitekturens egne værdier?
»Jeg er ikke bygherrens instrument, det er jeg aldrig. Det er jeg kun i den situation, hvor jeg og bygherren er enige, og det er vi dog for det meste, vil jeg skynde mig at sige. Men det er ikke sådan, at vi går ind som håndlangere. Og arkitektur – det er jo ikke kun bygherren. Det er myndigheder og økonomi, der er mange faktorer og parametre, som spiller en rolle. Faktisk er det ofte ikke bygherren, der – i gåseøjne – er den værste i denne sammenhæng. Myndighederne er meget mere påholdende med, hvad man må, og hvad man ikke må lave. For eksempel får vi tit at vide, at vi laver kasser hele tiden. Men hvis lokalplanerne foreskriver det sådan, og grundene har den form, så bliver vores opgave efterhånden, at fortolke en kasse på en ny måde og ikke at komme med et helt andet bud på det.«
»Den måde, som vi bedst fungerer på, og som vi ønsker at fungere på, det er i dialog med en bygherre, altså som hans rådgiver. Vi har nogle holdninger, og vi skal gerne have nogle kraftige holdninger, og jo bedre ting, vi har lavet tidligere, jo mere selvbevidsthed får vi, og jo mere har vi at have disse holdninger i. Det drejer sig hele tiden om at have sin egen integritet i behold. Der er nemlig også et andet aspekt i det. Der er ekstremt mange spekulanter på markedet lige nu. Selvfølgelig er der gode og dårlige spekulanter, men som seriøs arkitekt bliver man i stigende grad nødt til at vælge fra. Myndighederne har heldigvis fået en kraftigere rolle, særligt i København, hvor Jan Christiansen er blevet stadsarkitekt. Han har været rigtig god for byen som sådan. Nu er der en helt anden kvalitetssans. Faktisk kan man afvise projekter alene på grund af dårlig arkitektur. Det gjorde man jo aldrig tidligere. Og det vil sige, at spekulanter heller ikke kan komme igennem med den billigste og hurtigste løsning.«

Strømmer til
– Hvordan kunne et område som for eksempel Kalvebod Brygge overhovedet opstå?
»Der var netop ikke nogen form for konkurrence på det tidspunkt. Der var ikke den samme dialog omkring arkitektur, som vi kender i dag. Det er, som om Danmark og København især er modnet meget siden den tid. Tingene står et andet sted. Man kan bare se, hvordan for eksempel hollænderne ser på Danmark. For ti år siden læste jeg i et tidsskrift, at hollandske arkitekter opfattede Danmark som enorm kedeligt. Og nu strømmer de til landet, fordi de kan se, at der sker en masse ting i Danmark. Og det gør der jo også, der sker mange ting lige i øjeblikket.«
– Samfundet forandrer sig hele tiden og det gør arkitekturen naturligvis også. Hvem definerer egentlig, hvad der er god og tidsmæssig arkitektur? Er det smagsdommere?
»Det er en virkelig prekær diskussion. Men: der skal smagsdommere til! Der er jo nogle, som har lidt mere forstand på noget end andre. Jeg skal jo heller ikke gå ud og gøre mig klog på mad, selvom jeg godt kan stege en bøf. Også omkring arkitekturen er vi afhængige af fagdommere. De har det hele inde på sjælen, og de ved, hvad det drejer sig om. Jeg ved godt, at jeg har nævnt Holland før, men jeg bliver nødt til at gøre det én gang til. Dernede har de noget, som hedder en velstandskomité, og det har sådan set ikke så meget med velstand at gøre. Denne komité består af kunstnere, arkitekter og politikere, som vurderer et projekts lødighed, et projekts kvalitet. Ethvert projekt skal godkendes af denne komité. Og det resulterer i, at tingene opnår en vis klasse.«
– Vi lever i en verden, som er under voldsom internationalisering, nogle betegner vores samtid allerede som den globale tidsalder. Er det i dag lige meget, hvem der bygger hvor og hvad? Kan du bygge lige så godt i Rom eller Tokyo, som du kan i Århus eller København? Eller har din danske baggrund alligevel en vis betydning?
»Den spiller i allerhøjeste grad en rolle. Det er blandt andet min danske baggrund, som gør, at jeg også kan bygge andre steder. Vi bliver jo netop hevet til udlandet, fordi de gerne vil have et skandinavisk islæt i arkitekturen, altså den måde, som vi arbejder med lys og detaljen på. Men det betyder ikke, at vi i udlandet bygger skandinaviske huse, at vi tager kopier og flytter dem derhen. Vi tager altid udgangspunkt i det konkrete sted. Det gælder om at få fat i stedets ånd – ligesom Erik van Egeraat har gjort det i Christianshavn. Det er fortolkninger og ofte, når man kommer udefra, er man jo bedre til at fortolke et bestemt sted.«
– Hvordan, for at komme tilbage til begyndelsen, finder man den rigtige mellemvej mellem den kunstneriske ambition på den ene side og det menneskelig-samfundsmæssige hensyn på den anden?
»Det kommer helt an på de krav, som bliver stillet fra bygherren. Vi arkitekter kan jo lave næsten alt ud fra de forudsætninger, som bliver stillet op for os. Men forudsætningerne skal være der! Et godt byggeri kræver altså en god bygherre. Vi arkitekter får skyld for rigtig meget, som vi til dels også har skyld i, men der er meget, som vi ikke har skyld i, men som altså ligger hos en konservativ og konform bygherre. Bygherren må også professionaliseres. Han må lære at tænke på andre måder og stille de rigtige krav. Så kan arkitekturen også flytte sig. Det, at stille krav til en arkitekt, det kræver altså noget.«

*Vi oplever i dag en massiv oplysningsskepsis: Overtro er blevet til selvrealisering, nationalisme dominerer den europæisk offentlighed, den akademiske elite er under mistanke. Information taler i den kommende tid med danske og internationale filosoffer, forskere, politikere og kommentatorer om den miskrediterede oplysning

*tema.information.dk/oplysning

weekend@infomation

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her