Læsetid: 5 min.

Krig om konventioner

Konventionerne bør opdateres, mener den radikale Naser Khader
20. august 2004

Politisk analyse
Efter Det Radikale Venstres sommergruppemøde i den forløbne uge står det klart, at Marianne Jelved og hendes partifæller er blandt de eneste politikere i Folketinget, der vil gøre overholdelse af internationale konventioner til et ultimativt krav i en måske nært forestående valgkamp.
Efter den stærke kritik fra Europarådets menneskerettighedskommissær, Alvaro Gil-Robles, af den danske udlændingepolitik har De Radikale lagt sig fast på konklusionen om, at Danmark bryder med konventionerne på op mod 11 punkter. Alene 24-årsreglen er med integrationsordfører Elsebeth Gerner-Nielsens ord et »klokkeklart« brud på konventionen om retten til et familieliv.
Spørgsmålet er, om sagen er så klokkeklar endda. Om konventionsbruddene er så åbenlyse, at hovedparten af regeringens udlændingepolitik må ændres straks – eftersom jo hverken regeringspartierne eller Socialdemokraterne ønsker et prædikat som konventionskrænker.
Folketingsmedlem Naser Khader, der sidder i partiets interne integrationsudvalg, siger: »Så længe ingen på Gil-Robles niveau har gendrevet kritikken, gælder hans vurderinger. Det udelukker dog ikke, at det skal være legitimt at diskutere konventionerne. Jeg mener, det er på tide at se på dem med friske øjne. Når vi for eksempel åbent diskuterer modernisering af grundloven, kan det ikke være mere blasfemisk at vurdere, om konventionerne trænger til en opdatering. Der er jo tale om menneskeskabt jura, der er åben over for fortolkninger. Samtidig kan den politiske virkelighed i dag være meget forskellig fra den virkelighed, konventionerne udsprang af for 50 eller 150 år siden,« siger han: »Hvad nu hvis konventionerne mod deres hensigt undergraver unge indvandreres mulighed for at bestemme over deres eget liv?«
Andre eksempler tyder ifølge Khader ligeledes på, at konventionerne kunne trænge til en modernisering.
»Følger man konventionerne slavisk, ville det eksempelvis have indebåret, at næsten hele den afghanske befolkning under Taleban-styret ville have haft krav på asyl i Danmark, hvis de var dukket op i Kastrup lufthavn,« påpeger han.
»Men en modernisering af konventionerne behøver ikke nødvendigvis at betyde en strammere fortolkning. Der er grupper, som ikke er beskyttet af konventionerne i dag – f.eks. homoseksuelle eller kvinder, der ikke efterlever de lokale seksuelle normer. Det er også tankevækkende, at konventionerne ikke har forhindret Irak i at genindføre dødsstraf,« siger han.
Som følge af Gil-Robles rapport er Det Radikale Venstres politik nu at kræve, at retten til familiesammenføring sættes helt ned til 18 år. En aldersgrænse, Naser Khader har accepteret, selv om han tidligere har protesteret imod ideen. Den 41-årige politiker blev selv lovet bort til sin kusine, da de begge var spædbørn. Den aftale skulle indfries, da Naser Khader blev student: »Som 18-årig var jeg ikke stærk nok til at sige fra over for familien, selv om jeg som den ældste søn havde særlige privilegier. Så forestil jer situationen for den tredje datter i rækken. Først nogle år senere følte jeg mig stærk nok til at sige fra. Mit kendskab til kulturer, hvor man bruger arrangerede ægteskaber, gør, at jeg ikke kan overbevises om, at man er parat til at blive gift, få en ægtefælle hertil og få børn som 18-årig,« siger han:
»Men lige nu tyder det på, at de konventioner, Danmark har forpligtet sig på at overholde, siger noget andet.«

Tvivl om konventionsbrud
For nylig udtrykte den radikale landsformand, Søren Bald, tvivl om, i hvilket omfang, den danske udlændingepolitik bryder med de internationale konventioner: »En vigtig ting ville være at få en egentlig afgørelse fra Europarådet, om der er tale om en overtrædelse af konventionerne, som menneskerettighedskommissæren siger. Det er jo noget, de lærde er uenige om, og det er de tit om jura,« sagde Søren Bald til Ritzaus Bureau.
Rapporten fra menneskerettighedskommissæren har Marianne Jelved brugt som nyt skyts i krigen mod, hvad De Radikale i sine kampagner betegner som de »uretfærdige udlændingelove«. Med Gil-Robles’ rapport er den politiske kritik blevet tilføjet en juridisk triumf, der så at sige kortslutter den politiske diskussion: For hvilken politiker eller regering vil have hængende på sig, at Danmark krænker menneskerettighedskonventionen?
Kirsten Ketcher, dr. jur. på Københavns Universitet, advarer imidlertid den radikale partitop mod at ophøje Gil-Robles’ fortolkninger til lov uden videre:
»Det, jeg har imod Jelved & Co., er, at de fremstiller det som en retlig nødvendighed at følge Gil-Robles, og det er det jo ikke. Når jeg læser kommissærens rapport, er der ikke en ret grundig argumentation. Rapporten er kort og retlig set ikke meget udfoldet. Vi befinder os i et felt med en masse rådgivere og konventionsorganer, der anbefaler os alt muligt. For eksempel har Danmark mange gange fået at vide, at vi ikke opfylder kvindekonventionen og børnekonventionen – og der har jeg aldrig set en tilsvarende energi udfolde sig fra Jelved. Denne fuldstændige mekaniske henvisning til en enkelt person som Gil-Robles er til skade for en dansk lovgivningsmagt og nationale domstole. Man kan ikke sætte domstolene ud af kraft, bare fordi den ene mener noget, og den anden mener noget andet. Jeg tror, at man kan få forskellige svar om 24-årsreglen fra forskellige organer, og den eneste autoritative fortolker af konventionen er menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg,« siger Kirsten Ketscher.
Regeringen er i øjeblikket ved at udarbejde en redegørelse, der skal svare på Gil-Robles’ kritikpunkter af den danske udlændingelovgivning. På Christiansborg er spørgsmålet i øjeblikket, om Marianne Jelved vil lade sig nøje med eventuelle småjusteringer og argumentation fra regeringens embedsmænd. Tidligere har den radikale leder fastslået, at hun har mere tillid til Gil-Robles end til de danske jurister.
»Kommissærens vurderinger er vægtigere end de danske juristers. Jeg tillægger hans juridiske vurdering større vægt, fordi han står uden for det danske politiske system,« sagde Marianne Jelved for nylig til Jyllands-Posten.
Såvel regeringspartierne som Socialdemokraterne, der har støttet stramningerne, vil afvente domstolsafgørelser af, hvorvidt familiesammenføringsreglerne er i strid med menneskerettighedskonventionen. En sådan afklaring kan dog let tage seks-otte år, da sagerne først skal prøves ved de danske domstole.
Set med Kirsten Ketschers øjne er det dog fuldt korrekt at vente med grundlæggende lovændringer, til der ligger en afgørelse fra Strasbourg: »Menneskerettighedsdomstolen er vældig dygtig til disse sager. Den ved, at den befinder sig i et politisk felt, hvor landene er forskellige, og det forsøger man at indtænke i afgørelserne – for eksempel i forhold til Tyrkiet, der har forbudt tørklæder og islamiske partier. Domstolen består af mange dommere, der tilsammen har en stor viden og repræsenterer forskellige traditioner. Dermed får man en meget mere sikker fortolkning af spørgsmålene med mere værdibaseret argumentation. Og her er spørgsmålet jo, hvilke værdier vi sætter højst: Faren for, at kvinder og børn bliver religiøst og økonomisk misbrugt ved hjælp af familiesammenføringsreglerne – eller at unge fra lande, hvor der ikke er tvangsægteskaber, risikerer at blive ramt,« siger Kirsten Ketscher.
At menneskerettigheder »ikke kan gradbøjes« er et slogan, der ofte går igen i den politiske debat. Men det holder ikke, mener Ketscher: »Konventionerne kan så absolut gradbøjes. Strasbourg-domstolen ved jo også, at hvis den skal beholde sin autoritet, må den til en vis grad respektere de nationale parlamenters fortolkning.«

*Helle Ib er freelancejournalist og tilknyttet Dagbladenes Bureau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her