Læsetid: 4 min.

Kritik er ikke racisme

I Sverige har der i årevis været langt mellem de kritiske røster, når det gjaldt den tolerante svenske integrationspolitik. Men det er ved at forandre sig i takt med, at skeptikere ikke længere automatisk afskrives som racister
17. august 2004

Indvandrerdebat
Tabuerne i den svenske indvandrerdebat er ved at blive brudt, men det går langsomt, mener Aje Carlbom, lektor på institut for Socialantropologi på Lunds Universitet i Sverige.
Ifølge ham har svenskernes entydigt ukritiske og positive syn på svenske indvandreres, efterkommeres og flygtninges evne til at integrere sig i det svenske samfund i årevis forhindret svenskerne i at tage en egentlig debat om konsekvenserne af, at Sverige er blevet et samfund med mange etniske minoriteter.
»Men lidt efter lidt er det blevet mindre tabu at forholde sig kritisk til følgerne af mangelfuld integration – men nogen egentlig debat er der fortsat ikke. Der er tyst,« siger Aje Carlbom og ser eftertænksom ud.
»For bare fem år siden var det sådan, at hvis man afveg fra det ukritiske syn på det multikulturelle samfund, som gennemsyrede den offentlige debat, blev man afskrevet som racist. Det gjorde det meget svært at ytre sig kritisk, ligesom det gjorde det svært at få gang i en debat.«

Tyst
Nu er det blevet mere acceptabelt at give udtryk for kritik, men debatten er stadig ikke omsiggribende. Det mærkede Aje Carlbom selv, da han sidste år offentliggjorde sin ph.d.- afhandling »The Imagined versus the Real Other: Multiculturalism and the Representation of Muslims in Sweden«. Her konkluderede han blandt andet, at den svenske tolerance over for f.eks. visse muslimers manglende integration var med til at fjerne fremfor at fremme muslimernes incitament til at integrere sig.
Ifølge Aje Carlbom er der to grupperinger i den tyste svenske debat – naturalisterne og pluralisterne.
Naturalisterne mener, at homogenitet i befolkningen er forudsætningen for, at nationalstaten kan hænge sammen. Naturalisterne er blandt andet repræsenteret ved Sverigedemokraterne, pendanten til Dansk Folkeparti, som er i langsom vækst.
Pluralisterne derimod tror på, at det multikulturelle samfund med plads til alle er vejen frem. Næsten samtlige politiske partier og flertallet af befolkningen hører til blandt pluralisterne.
Konsekvensen af at debatten er så hårdt opdelt er, ifølge Aje Carlbom, at nuancerne går tabt. Hans ønske er derfor, at debatten vil blive mere nuanceret.
»Vi er nødt til at acceptere, at det svenske samfund ikke længere udelukkende består af svenskere, og at det derfor ikke længere er homogent. Ligesom vi er nødt til at acceptere, at den indvandring, som Sverige har oplevet og stadig oplever, medfører problemer, som det er nødvendigt at tale om, « siger han.
At pluralisterne længe har udgjort majoriteten afspejler sig i den svenske udlændinge- og integrationspolitik, som er langt mere åben og imødekommende end i det øvrige Europa.
At stille krav om, at indvandrere skal lære svensk, oplever pluralisterne for eksempel som et overgreb på indvandrerne.
I Sverige er der opstået et særegent ord for det svenske som bliver talt i ghettoerne – kebab-svensk. For nyligt foreslog en svensk sprogforsker således, at kebab-svensk skulle have status som en anerkendt svensk dialekt. Et meget godt billede på, hvordan tilgangen er til sprogvanskeligheder i ghettoerne. Det fik dog ikke opbakning.
I Sverige har der desuden i over 20 år ligget en stor moske i Malmø. Noget der endnu ikke findes i Danmark.
Der er altså bred opbakning blandt flertallet til, at indvandrere skal have ordentlige rammer til at praktisere deres religion.

Promiskuøst
Det, mener Aje Carlbom, er fint, men han synes, at der mangler opmærksomhed omkring, at mange indvandrere på grund af høj arbejdsløshed, sociale og psykiske problemer og en generel følelse af at være udenfor, føler sig draget mod islam i en endnu større grad, end de gjorde i deres oprindelseslande.
»På den ene side hjælper det indvandrerne til mening og sammenhæng i tilværelsen, på den anden side er det med til at øge indvandrernes isolation fra et samfund, som imamerne fortæller dem er promiskuøst og umoralsk.«
Aje Carlbom understreger, at han ikke ligger inde med løsningerne. Han ved ikke, hvor grænsen for, hvor meget der skal tolereres, kan trækkes mest optimalt.
Hverken når det gælder tørklæder, ghettoer, krav til sprogkundskaber, fritagelse fra svømning eller ekstremisme.
»Ligegyldigt, hvor vi trækker grænsen, vil det altid afføde nye problemer,« siger han.
»Hvis vi for eksempel blot går restriktivt til værks, vil det gøre det enklere for radikale grupper at vinde gehør for deres synspunkter,« mener Aje Carlbom og fortsætter:
»Og hvis vi blot accepterer alle krav, så bliver segregationen endnu mere udtalt, end den er i øjeblikket. I første omgang må vi se at få åbnet debatten.«
En gang imellem er der dog hændelser i Sverige, som ikke lader sig forbigå i tavshed – og som afføder debat. For to år siden begik en muslimsk far for eksempel æresdrab på sin datter, da hun ville gifte sig med en svensk kæreste. Det blev kendt som Fadime-sagen.
»Det var på traumatisk vis med til at skubbe til behovet for en debat,« siger Aje Carlbom, trækker på skuldrene, og fortsætter: »Men symptomatisk nok kom debatten ikke til at handle om integrationspolitikkens mulige problemer og mangler, men om hvorvidt hændelsen var udtryk for en enkelt galnings værk eller for et kulturelt fænomen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her