Jazz memorial
EZCARAY Han synger som en messedreng, der har set forbudte film. Egen krop har han nærmest ikke, han synger kun med den saft og kraft, han kan finde i rytmen.
Stemmen piber af ophidselse, men den finder alligevel aldrig sit eget afløb, og i stedet pibler sveden af hans pande, så det spansk-mørke hår klistrer til hans hvidfedtede hud.
Kvinderne på Restaurant Masip hviner af fryd, og de smallæggede servitricer løber endnu hurtigere for ikke at gå glip af det. Jeg overgiver mig: Jeg vil også være spanier, i hvert fald lige nu i Rioja, tæt op ad det rablende morsomme Marmada Dixieland Band, næsten direkte fra New Orleans...
To klarinetter gejler hinanden op machomusikeren med øreringen over for den tyndbenede med bakkenbarterne og så løber tonerne over bjergkammene. Og natten glider af hænde.
Ezcaray fejrer sin 8. Jazzfestival. Memorial Ebbe Traberg står der med store bannere på tribunerne i den lille bjergby i Rioja; det var her, at Informations berømmede skribent og jazzentusiast holdt fester for vennerne i sit sommerhus, når de kom på besøg for at træne personlige bjergetaper, også på cykel.
Der er mærkbar respekt om Ebbe Trabergs navn og også en blid sorg, her otte år efter hans død. Folk får tydeligvis ro i sjælen af at drage hertil og tænke efter.
Festivalen er kommet for at blive. Der er proppet med mennesker til koncerterne, som om alle nabolandsbyerne er blevet affolket til lejligheden; resten er draget de fire timer fra Madrid. Den gennemgående konferencier er en spansk mediestjerne. Han sjokker omkring med spanskomstændelige indledninger til koncerterne, men tilskuerne elsker ham.
Sort sovs
Udenfor på Parque Tenorio er det amerikanerne Benny Green og Russell Malone, der holder tilskuerne stangen. Den filosofisk magre Green ser slet ikke ned i tangenterne. Han søger efter tonerne i sit eget indre klaver, hvor han finder de skæveste triller, der tydeligvis også overrasker ham selv. Han ser forvildet op næsten lykkelig.
Malone sender diskrete øjensmil ud over guitaren, mens han udforsker strengenes skjulte vittigheder. Og han ruller med sine runde muskelskuldre, mens han nedlægger La Guitarra med indslugt underlæbe og små, dumpe dup på strengene. Jo, frokostens blæksprutter burde kunne genopstå direkte af deres sorte sovs, sådan swinger jazzen.
Omsvøbt dadel
Det er efterhånden ved at være sent i Ezcaray. Vandet løber i fontænen på torvet, og altanblomsterne laver silhuetter. Hotelejeren med den ranke nakke går gennem natten, forklædt som sig selv i civil, mens hans Don-øjne lyser i liflig genkendelse. Good evening, miss... Floden er doven mellem de tørre sten, og kirken på toppen af bjerget lyser svagt som et billede.
Man skal bare følge lyden. I dybet af Palacio Azcarate er der proppet med mennesker. Delikatesserne prøver at udkonkurrere hinanden; dadlen omsvøbt med skinke og dyppet i friture kæmper nu mod sardiner i gelékuber og mikroål i paprikastrimler. Alle frygter dog mandarina-forfriskningen, sådan en citronsorbet udsat for orange isbryder...
Da kvintetten med canadiske Grant Stewart og amerikanske John Swana lukker op for tonerne, udvikler lysekronekælderen sig til et lydligt kollegiemareridt. Spanierne kan ikke få nok af disse importmusikere med fingerteknikken i orden, men musikalsk set spiller de mere som en hilsen til ingeniørstanden i Saudi end som et ørekys til livsnyderne i Ezcaray.
Det gælder dog ikke den spanske trommeslager med blafrearmene. Han har forlængst bragt sin indre krop til mere polyfoniske lydsfærer, og jo, selvfølgelig har han også taget nogle af de smallivede, kvindelige tilhørere med sig ud i lyddrømmen adskillige øreringe dingler i hvert fald faretruende rytmisk.
Næste morgen glimter der også øreringe fra passagersæderne i lastbilkabinerne. Den ene store truck efter den anden dytter sig igennem byen med blomster på køleren det er dagen for chaufførernes skytshelgen, og det går ikke stille for sig i Ezcaray.
Jazzfestivalen har også en skytshelgen. Det er bare noget, man kan fornemme. Og han begyndte altså ikke som messedreng.
*www.jazzezcaray.com
*www.jazzvoyeur.com
