Læsetid: 4 min.

Længslen efter fællesskab

Lotte Svendsens morsomme og medfølende komediedrama udfolder en farverig vifte af danske taber-portrætter
13. august 2004

Ny film
Hvad er pælesidning? Det er en konkurrence, hvor det gælder om at blive siddende længst muligt på toppen af en pæl hamret ned i havbunden, inden man opgiver ævred og i vanære lader sig plumpe i vandet.
Og så er pælesidning et komisk og rammende billede på den psykiske tilstand, som personerne i Lotte Svendsens Tid til forandring befinder sig i – isoleret på hver sin pind af illusioner og forgæves stræben, ensomme og sjæleligt forhutlede, men bag type-maskerne styret af længslen efter samhørighed.
»Sammen er vi stærke, men hvordan?« som det lyder på det banner, som ’Europas sidste marxist’, den døende, men ukuelige Svend (Claus Ryskjær) hænger op som en sidste opfordring til samling af de svages tropper.

Tværsnit
Lotte Svendsen spillefilmsdebuterede i 1999 med det forfriskende anderledes provinsdrama Bornholms stemme og har siden ligget filmisk underdrejet, beskæftiget som primus motor for den skrappe komiske kvindegruppe Emmas Dilemma.
Men nu vender Svendsen tilbage bag kameraet med et komediedrama, der er i format er mere beskedent anlagt end debutfilmen, men heldigvis ofte rummer den samme kombination af lystigt barsk satire og usentimental medfølelse, man kender fra tidligere udspil. For eksempel novellefilmen Royal Blues, som med sit tværsnit gennem meget variable danske miljøer er den af hendes film, som Tid til forandring minder mest om.
Det dramaturgiske problem i Tid til forandring er, at den – i modsætning til Royal Blues – ikke har nogen hovedperson og til tider lader sin handlingstråd drive for vinden mellem sit kollektive udvalg af bifigurer. Det tager derfor lidt tid, før man er godt og grundigt inde i det Svendsenske univers af lettere groteske tabere. Men efterhånden som tema-konturerne begynder at stå klarere, tegner billedet sig af en film, der tør fastholde sin egen dobbelttone af galgenhumor og solidaritet. Og drømmen om samhørighed udmønter sig i med noget så sjældent som en underliggende socialistisk dagsorden, der fuldt ud berettiger filmen til at præsentere sig som »en utidig komedie«.

Hvor er fællesskabet?
Først præsenteres vi for Claus Ryskjærs Svend, der på en måde er filmens helt – den furede frontkæmper, der stædigt har holdt fast ved sin socialistiske idealer og stadig ser verden gennem den politiske idealismes briller. Problemet er bare, at han er ved at kradse af, går rundt med en sonde i næsen og har svært ved at finde kampfæller i sin nyeste plan for verdens redning.
Både han og Peter Bellis vicevært har ukomplicerede drømme om det store varmende fællesskab. Så let går det ikke for filmens øvrige personer, selv om længslen er den samme. Psykologen Erik (Waage Sandø) og hans Lea (Kirsten Lehfeldt) kan ikke engang finde fællesskabet i deres Bo Bedre-hjem i Hellerup, hvor Erik er ved at gå i akut rødvins-opløsning, mens Lea eskaperer i perfektionistisk boligindretning.
Modsat er hjemmehjælperen Inge (Helle Dolleris) så meget for andre, ikke mindst sin elskede hund, at hendes egen personlighed svinder bort, indtil hun lægger tilværelsen om og kaster sig ud i pælesidningens prøvelser. Det fører til en menneskelig kontakt med visse muligheder, for ingen kan i det lange løb forbyde snak mellem konkurrenterne indbyrdes.
Og heller ingen kan forbyde den unge kontakthæmmede it-fyr Jens i at skaffe sig en handicappet bror for at gøre indtryk på genboen, fotomodellen Gry, der er lige så ego-drevet som ovennævnte Inge er ego-løs. Men Gry drømmer om at være noget for andre, og så må Jens leve op til drømmen. Og måske skaber hans bedrag virkelig en ændring af hans isolation, på en helt anden måde, end han forestillede sig.
Lotte Svendsen opererer med typer, der rummer et vist mål af klichéer: den indretnings-fetichistiske Hellerupfrue, den overfladiske fotomodel, den følelseshæmmede it-fyr, den standhaftige marxist og den alt for opofrende hjemmehjælper.
Men styrken ligger i den komiske overdrivelse, den skarpt ramte situations-
detalje, den overraskende reaktion – et væld af små-
træk, der gør det stereotype overraskende barokt. Samtidig med, at selv de mest irriterende af personerne trods alt rummer forsonende momenter. Satirens trykpresse klemmer aldrig den fundamentale menneskelighed ud af dem.
Det gode spil bidrager meget. Waage Sandø tegner et rørende og vittigt portræt af psykologen, der er ved at gå til grunde i kæmpemæssig brækfremkaldende, sofa-tissende rødvinsbrandert. Han er den af ydre imposante hjælper, som selv bliver hjælpeløs, for hvem i Hellerup-miljøet vil gribe fat i ham på vej ned?
Claus Ryskjær brillerer med en blanding af pudsigt pedanteri og en gnist af galskab som den gamle klassekæmper: hans møde med Sandø, der viser to gamle ventrefløjsfolk på milevid afstand af hinanden, er både komisk og vemodigt, et virtuosernes gnidningsfrie samspil. Helle Dolleris blander suverænt det barokke og det medynksvækkende som pælesidningens dronning, og Dan Zahle og Anne Sofie Byder er velkomne nye filmansigter som en decideret uromantisk udgave af ’de unge elskende’.

Ikke spor trendy
Tid til forandring kan af og til ligne en letvægtsudgave af en Mike Leigh-film. Den er til tider lidt fladt og farveløst fotograferet og har nogle fortællemæssige skønhedspletter i form af en påtrængende brug af påklistret underlægningsmusik (af Kim Larsen) og et kort direkte sangoptrin (med den dejlige Pernille Hansen).
Fine numre i sig selv, men kluntet integreret i helheden. Kim Larsen kan synge den gamle arbejderkampsang Internationale som den drøm, den er, men sangen gør nu bedre fyldest som ringetone på gamle Svends mobiltelefon. Begravet i et nyt årtusinds kiste af egoisme lyder kampsangen endnu engang, stædigt og vemods-fyldt, i Lotte Svendsens sympatisk tids-atypiske og mode-forkerte film.

*Tid til forandring. Instruktuktion: Lotte Svendsen. Manuskript: Lotte Svendsen og Elith ’Nulle’ Nykjær. Dansk (Dagmar, Grand, Palads, Empire, Biocity, Kinopalæet Lyngby. Albertslund, Gentofte)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Grethe Preisler
Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer