Lav mål ikke krig. Under denne parole drog Pelé i 1969 til et Congo, der var martret af civile uroligheder. Og sandelig ikke om de stridende fraktioner var lydhøre og nedlagde deres våben, da den legendariske brasilianske fodboldspiller og hans klub, Santos, spillede venskabsopgør mod lokale fodboldklubber i Kinshasa og Brazzaville (kampene brød dog løs igen, da brasilianerne rejste hjem, red.).
Samme budskab forsøger nutidens brasilianske fodboldstjerner at tage med sig til det voldshærgede Haiti, hvor de vil forsøge at overtale den forarmede østats væbnede grupper til at udlevere deres våben. Verdensranglistens nummer ét stiller i aften op til en goodwillkamp, der er blevet døbt Fredens kamp, mod Haitis landshold, der blot er nr. 95 i verden.
Vil Ronaldo, Ronaldinho, Roberto Carlos og deres holdkammerater kunne udrette, hvad amerikanske styrker ikke var i stand til tidligere i år at få Haitis væbnede grupper til at nedlægge deres våben? Brasiliens præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, som ledsager sit landshold på rejsen, håber på, at det kan være en begyndelse.
»Kampen er et symbol en gestus for at vise, at vi ønsker, at verden skal leve i fred, ikke i krig,« sagde han.
Og i en bemærkning, der måske var lige så meget møntet på George Bush som på de haitianske militser, tilføjede Brasiliens venstreorienterede præsident:
»Vi vil vise verden, at ikke alle problemer kan løses med kanoner, maskingeværer og masseødelæggelsesvåben. Undertiden kan en menneskelig gestus være mere værdifuld end visse krige.«
Det er dog ikke i høj grad tænkeligt, at Lula har knapt så uegennyttige bagtanker. Da hans brasilianske tropper står i spidsen for den aktuelle FN-stabiliseringsmission til Haiti, kan det meget vel blive dem, der i sidste ende får ansvaret for at afvæbne grupperne, når den tidsfrist, som Haitis overgangsregering har sat til midt i september.
En kamp for fred
Den brasilianske præsident gjorde Bush en kæmpetjeneste ved at overtage ansvaret for Haitis sikkerhed fra de amerikanske tropper i juli. Hvis de brasilianske styrker får succes med at sikre et stabilt Haiti, vil det være en stor fjer i hatten for Lula i hans bestræbelser på at sikre Brasilien permanent sæde i FNs sikkerhedsråd. Venstrefløjen i præsidentens regeringsparti, PT, anklager ham da også for at være en amerikansk marionet, »der gør Bushs beskidte arbejde og optræder som regional gendarm for USA«.
Men måske er det kynisk at tillægge Lula sådanne bagtanker, og haitianerne er i hvert fald ellevilde over hans gestus. Skønt hverdagen for mange af dem er en kamp om at overleve og undgå sult, ser de frem til det brasilianske holds besøg som et højdepunkt i deres liv. Haitianerne er formentlig de mest fanatiske fans, Brasiliens landshold har uden for det store sydamerikanske land selv. Hvis Ronaldo stillede op til Haitis præsidentvalg, kunne han vinde med Gaddafi-agtige procenttal. Er han ikke født i Haiti? Pa problem (intet problem), vil haitianerne svare på deres fransk-kreolsk. Masserne vil vide at finde en vej til at ændre forfatningen.
»Mit gæt er, at denne kamp kunne samle en million tilskuere,« siger Augusto Heleno Ribeiro Pereira, brasiliansk general og leder af den FN-styrke, der snart vil forstærkes til 6.000 mand. »Men stadion kan højest rumme 13.000.«
Sylvio Cator-stadion i Port-au-Prince, der er opkaldt efter Haitis mest berømte atlet, som havde verdensrekorden i længdespring i 1920, er blevet kendt uegnet til internationale kampe af FIFA for en periode på et år på grund af Haitis vold.
Haitis landshold måtte derfor spille sin forrige hjemmekamp i juni på Orange Bowl-stadion i Miami, som har en stor befolkning af haitianske indvandrere i den bydel, der kendes som Lille Haiti. Haiti spillede uafgjort med Jamaica i VM-kvalifikationskampen, men tabte det efterfølgende returopgør i Kingston og har nu sat alle chancer over styr for at kunne kvalificere sig til VM 2006.
FIFAs spilleforbud berører dog ikke aftenens fredskamp. Brasilianske flag vajer i disse dage side om side med Haitis eget rødblå banner på tage og i slumkvarterer rundt omkring i landet. Ronaldos navn og ansigt er nu så populært et ikon som Jesus og Rambos og pryder mange af de farvestrålende, håndmalede og ramponerede bybusser, som klemmer sig igennem hovedstaden, Port-au-Princes myldrende masser. Haitianske børn opkaldes efter Ronaldinho eller Juninho, skønt deres navne ofte fejlstaves efter fransk-kreolsk mønster. Mange skoler og offentlige kontorer holder lukket på kampdagen.
Ronaldo kommer
Da Ronaldo og hans holdkammerater vandt verdensmesterskabet i 2002, proklamerede Haitis daværende præsident Jean-Bertrand Aristide (som blev afsat i februar i år), to dages ferie, så nationen få mulighed for at udfolde sin glæde.
»Ronaldo kommer!,« siger Black Joe, bandemedlem i det desperate slumkvarter Cité Soleil. Knælende med en Ronaldo-plakat i sine ene hånd og et brasiliansk flag i den anden, stråler hans blik af begejstring: »Det bliver den største dag i mit liv.«
Jacques Milien, en anden fan, udtaler: »At se Brasilien spille er som at tage stoffer. Min sult, mine problemer, mine trængsler er pist væk og glemt i hvert fald for et stykke tid.«
Haitis hårdt trængte overgangs-ministerpræsident, Gérard Latortue, blev ophavsmand til ideen om fredskampen, da han ved de brasilianske FN-troppers ankomst i juli udtalte:
»Jeg tror, at nogle få brasilianske fodboldspillere vil kunne gøre mere for at afvæbne de stridende militser end tusindvis af fredsbevarende soldater.«
Våben for billetter
Da Ronaldo hørte om de haitianske fans store hengivenhed for Brasilien, var han blandt de første til at sige god for ideen: »Jeg ved, hvad fattigdom og elendighed er. Jeg blev selv født ind i fattigdom. Det er derfor, jeg føler jeg må være et eksempel for disse mennesker.«
Real Madrid-angriberen siger, at han vil tage lige så mange gaver med til fattige haitianske børn, som han kan bære. Hans holdkammerat Ronaldinho, der spiller for Reals ærkerival, FC Barcelona, lovede at give 150.000 dollar. Og den brasilianske præsident og Brasiliens fodboldforbund erklærede, at de ville sende tusindvis af brasilianske landsholdstrøjer til fordeling før kampdagen. De brasilianske tropper har desuden uddelt 5.000 fodbolde til glæde for haitianske børn, hvoraf mange aldrig før havde set en rigtig en fodbold.
Latortues oprindelige idé, som blev bakket op af Brasiliens præsident var at bytte våben ud imod billetter. Militsmedlemmer kunne imod at aflevere et håndvåben opnå en af de eftertragtede tilskuerpladser til den store kamp. Men det varede ikke længe, før det gik op for arrangørerene, at 13.000 mænd fra forskellige politiske grupper og kriminelle bander, der alle stillede sig op med automatrifler i en billetkø, var en oplagt opskrift på katastrofe. Planen blev droppet, men ikke før en heftig efterspørgsel efter våben var brudt ud, da fodboldfans uden en pistol desperat søgte at få fat på en.
Ud over de våben, der er i hænderne på banderne i slumkvartererne (som selv hævder, at de kun er til selvforsvar), indehaves den største ildkraft af dem, som stadig støtter den væltede præsident Aristide, der nu lever i midlertidigt asyl i Sydafrika. Resten er i hænderne på militsfolk de fleste tidligere haitianske soldater fra Duvalier-dynastiets dage eller de senere militærregeringer, som rejste sig mod Aristide i slutningen af sidste år med stiltiende opbakning fra Bush-regeringen.
Deres revolte, hvori over 200 mennesker blev dræbt, førte til afsættelsen af præsidenten, en tidligere katolsk præst, der måtte forlade Haiti om bord på et amerikansk fly i februar. Amerikanerne påstod, at han forlod Haiti af egen fri vilje, men Aristide insisterede på, at han var blevet ført til lufthavnen i Port-au-Prince og fløjet ud med magt. Uanset hvad sandheden er, nyder han stadig stor støtte i de fattige masser, som betragter ham som den eneste leder i nyere tid, der har givet dem en stemme.
Lig brugt som grisefoder
I de seks måneder, der er forløbet siden hans bortrejse, har situationen i Haiti udviklet sig fra slem til værre. Det er ganske vist ikke kommet til større kamphandlinger, men drab er hyppige, og spændingen fortsat høj. Lig af adskillige Aristide-tihængere blev for nylig fundet på lossepladser omkring Port-au-Prince-lufthavn, hvor de tjente som foder for lokale grise. Aristide-
loyale, anti-amerikanske gadedemonstranter beskylder amerikanerne en smule inkonsekvent for først at have holdt landet besat og så forlade det igen efter fire måneder, »fordi vi ikke har nogen olie«.
Trods opfordringer fra overgangs-regeringen til rebellerne, hvoraf de fleste er tidligere soldater, til at lade sig afvæbne, kontrollerer de stadig store områder, navnlig langs grænsen op til Den Dominikanske Republik, deriblandt byen Hinche. De har truet med at genoptage den væbnede kamp igen, hvis ikke Haitis hær, der blev opløst af Aristide, bliver gendannet. De hævder også at have op til 10 års løn til gode.
»Afvæbne os? Lad dem forsøge,« siger en oprørsleder, den tidligere oberst Remissainthe Ravix, som påstår at lede 2.000 mænd.
»De folk er utaknemmelige! Hvis vores våben er ulovlige, så er overgangsregeringen det også, for det er kun takket være vores våben, at den sidder der, hvor den sidder nu.«
En anden tidligere oberst, Himmler Rebu, tilføjer: »Aristide-regeringen var 100 gange bedre end disse teknokrater (overgangsregeringen).«
Det Caribiske Fællesskab (den regionale gruppering, der kendes som Caricom) tror ikke på, at den lovligt valgte Aristide forlod Haiti af egen fri vilje har endnu ikke anerkendt overgangs-regeringen og frosset Haiti ud af det regionale handels- og forretningssamkvem.
For de fleste haitianere bliver livet kun værre, hvis dette ellers er muligt i et land, hvor gennemsnitsindkomsten er syv kroner om dagen. Prisen på ris, grundsubstansen i en haitianers ernæring, er mere end fordoblet siden Aristides afrejse. Næsten 80 procent af den importeres fra USA. Halvdelen af bybefolkningen har ikke rent drikkevand.
Stinkende affald samler sig i meterhøje dynger i Port-au-Princes gader, indtil nogen en gang imellem tager ansvaret for at få det brændt. For at gøre ondt værre, menes hver 20. af landets otte mio. store befolkning at være hiv-positive.
Efter en donorkonference afholdt af Verdensbanken og på opfordring fra USAs udenrigsminister, Colin Powell, har det internationale samfund givet tilsagn om ny støtte og lovet over en mia. dollar i hjælp over de næste to år, heraf over 300 mio. dollar fra EU.
Haitianerne har hørt det hele før. Og selv om hjælp vitterlig måtte være på vej, nye job blive skabt, nye veje bygget, mad komme på bordet og et ægte demokrati blive etableret, er det tvivlsomt, om haitianerne nogensinde vil få udsigt til at leve i andet end en ørken.
Jo flere mål jo større fest
For et halvt århundrede siden var landets bjerge så frodige af skovbevoksning som noget andet sted i Caribien. Nu er 90 procent af dem ramt af afskovning. For at skaffe brænde til madlavning og opvarmning, har haitianerne fældet i millionvis af træer hvert år, hvorved de har reduceret både muldlag og regnmængde. Landbrugsproduktionen er som følge heraf gået ned.
Småbønder må nu satse på, at duggen afgiver væde nok til, at de kan dyrke kartofler, bønner og kål. Haiti ligner et land, der er berøvet ethvert håb om en bedre fremtid. Bortset altså fra i aften, når guderne fra Brasilien løber på banen i, hvad en haitiansk fodbold-official betegner som »en gestus, der for evigt vil bevæge mange Haitianeres liv«. Måske den eneste haitianer, der ikke være knapt så glad for at møde de feterede idoler, vil være landsholdsmålmanden, Fenelon Gabart. En brasiliansk sejr med cricketcifre forekommer uundgåeligt, medmindre haitianere, hvoraf de fleste tror fuldt og fast på voodoo, tyr til hekseri for at influere på resultatet.
Præsident Lula har anmodet Ronaldo og kompagni om at passe på ikke at ikke at score for mange mål, så »de ødelægger festlighederne«.
Men Pierre Rigaud, chef for Haitis fodboldforbund, afviser pure dette hensyn: »Nonsens,« siger han med blikket lysende af forventningens glæde. »Dette vil blive et karneval, som Haiti aldrig har set mage til. Jo flere mål, jo større fest.«
©The Independent og Information
*Oversat af Niels Ivar Larsen
