Læsetid: 2 min.

Letlandsk tungsind

’Manden fra Letland’ fortæller stærkt om begæret hos en flygtning i Danmark, men stykket sønderrives af for mange temaer
16. august 2004

Teater
Manden fra Letland, et stykke nyt dansk dramatik fra Erling Jepsen, der har huseret i alle medier siden 1977, springer med dette stykke ind i globaliseringens tidsalder. Vi bringes hid og did mellem vores fremtid 2022 og vores umiddelbare fortid 1999, mellem tiden, hvor hovedpersonen Karel på jagt efter job møder de to croquis-tegnere Laura og Iben, som henrykt tegner og betages af Karels melankolsk-smukke udtryk, hans duft af nåleskov og hav og veludstyrede slanke mandekrop, og tiden, hvor Karel nu en succesfyldt galleriejer 23 år senere, opsøges af Iben efter mange års adskillelse, og hvor han genser Arvo, sin søn, og genkender dennes jagt efter meningsfuld identitet.
Stykket fortælles fra fremtiden med erindringssekvenserne fortalt med Karel den ældre, der står som tilskuer og regissør i forhold til sin egen fortid. Han blander sig lidt, styrer lyd og lys eller ser forbavset på Karel den yngres ungdommelige letsind. Søren Iversens scenografiske stålrørsminimalisme og de synlige sceneskift, hvor alle de medvirkende er involveret, forstærker indtrykket af, at dette drejer sig om erindringens selvrefleksive konstruktion.
I Danmark vil Karel gerne sælge sine ydelser, for han har brug for at sende penge ned til sin diabetessyge forlovede, som mangler medicin. Men også Lauras mand, hjerneforskeren Christian, betages seksuelt af Karel og skaffer denne et job som burpasser på sit laboratorium. Her anretter Karel skandale ved at lukke en kaninhoppende genmanipuleret mus ud, velvidende at en sådan handling kan forårsage økologiske katastrofer. Karel kan ikke stå for den alt for tydelige metafor for flygtningens hybride tilstand.
Stykket sønderrives lidt mellem (for) mange temaer: migration og de affødte vanskeligheder med at forstå hinanden, erindringens konstruktive og nostalgiske funktion i selvfortællingen, og et sci-fi-scenario ( lidt for forudsigeligt) dystert fremstillet mellem gensplejsningens uheldige konsekvenser, den farlige cocktail af religiøs og politisk fundamentalisme og almindelig gangstervælde.
Stærkest står Manden fra Letland i de scener, hvor vi og de migrerende ofte forgæves mødes i et uforeneligt begær. Karel vil have et job og penge til at sende til sin syge forlovede, mens de danskere, han møder, begærligt betages af hans sensuelle melankoli, hans harpiksduftende primitivisme, hans slaviske eksotisme. I disse scener pendler vesterlændingene mellem gemen udstødelse og imaginær begærsinvestering i det eksotiske. Som tilskuer svinger man ligedels mellem at føle sympati for de kontaktsøgende og ensomme 30-årige og være frastødte af disse luksuriøs frustrerede unge, der uden indføling jagter begærspirring
Det er glimrende fremstillet og spillet af det unge team på Studioscenen, især Joen Seemann Højerslev som Karel den yngre/Arvo er intens. Sjov, når han aflirer sit bevidst for dårlige dansk, gribende når han fortæller om bærplukningen med sin tykke mor, første gang som anstødssten til flugten væk fra barndomshjemmets stillestående kvælende liv, anden gang som ét af de barndomsbilleder, hvori al hans nostalgiske fortidslængsel efter tidsfylde er fortættet.

*Manden fra Estland. Erling Jepsen. Iscenesættelse: Søren Iversen. Århus Teater Studio.
Urpremiere 13. august

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her