Læsetid: 9 min.

Ligestilling af navn, men ikke af gavn

Tyrkiet har indført en række love om ligestilling, som på nogle punkter er mere vidtgående end i Danmark, men æresdrab, hustruvold og mødomstests vidner om, at Tyrkiet endnu kun har fået ligestilling af navn og ikke af gavn
25. august 2004

ISTANBUL – Da Berivan Soray var barn fik hun tæsk af sin far og sine brødre. Da hun som 15-årig blev gift fik hun tæsk af sin mand. Hun blev tvunget til at dyrke sex, som hun ikke brød sin om, for eksempel med andre kvinder. Hun blev tvunget til at prostituere sig selv. Hun blev pint med brændende varme teskeer på huden, men kun lige akkurat så længe, at de ikke lavede forbrændinger i huden
– ellers kunne hun ikke tjene nok som prostitueret. Hun måtte affinde sig med, at hendes datter boede hos hendes mands forældre. Hun kunne ikke passe på hende. Hun kunne heller ikke passe på sig selv. Flere gange forsøgte hun at få hjælp fra sine egne forældre. Her blev hun afvist. Hendes forældre følte, at hendes tilværelse kastede skam over dem.
Først da hun kom i kontakt med rådgivningscenteret Mor cati i Istanbul, som består af frivillige kvindelige jurister, psykologer og socialrådgivere, forandrede hende tilværelse sig. Her fik hun ligesom andre voldsramte og seksuelt misbrugte kvinder hjælp til at genvinde sit selvværd og bryde ud af sin mands greb.
Hun er nu ved at blive skilt fra sin mand. Hun har fundet et sted at bo. Hun har fået arbejde som sekretær. Hendes datter kommer snart hjem til hende at bo.

Uvidende og alene
I Tyrkiet er det både udbredt og alment accepteret, at mænd slår kvinder. Ifølge en rapport fra Amnesty International, ’Tyrkey: Women confronting family violence’, fra 2004, bliver hver tredje kvinde i Tyrkiet udsat for vold af deres familie. Ofte aner kvinderne ikke, hvor de skal vende sig hen for hjælp. Hvis de går til deres mødre, for de at vide at der ikke noget at gøre ved det, for sådan er det bare. Hvis de går til politiet får de at vide, at de skal gå hjem og opføre sig ordentlig, så holder det nok op. Hvis de går til advokater skal de være heldige, hvis de bliver ordentlig oplyst om deres rettigheder.
»Det får kvinderne til at tro, at de er alene om deres ulykkelig situation, at de selv er skyld i den, og at de ingen muligheder har for at bryde ud af den, « siger Gülsun Kanat, som er frivillig i Morcati.
Men der er faktisk muligheder – og mulighederne er blevet langt bedre end for blot fem år siden.
Siden 1998 har Tyrkiet opdateret en række love i et forsøg på at forbedre ligestillingen mellem mænd og kvinder. Det er sket som et led i Tyrkiets bestræbelser på at blive medlem af EU.
Indenfor de seneste år er der for eksempel blevet indført en lov, som giver gifte kvinder mulighed for at bede politiet om at få fjernet manden fra hjemmet, hvis han udsætter hende for vold. Det er sket i erkendelse af, at tyrkiske kvinder havner i en meget sårbar situation, hvis det er dem der presses væk fra hjemmet. Langt størsteparten af de tyrkiske kvinder er nemlig bundet til hjemmet med husarbejde og børnepasning, og har derfor ingen indtægt. Loven, som faktisk er mere vidtgående end i Danmark, hvor det stadig er kvinden, der må forlade hjemmet, hvis hun vil slippe væk fra en voldelig mand, er dog kun så småt ved at komme kvinderne til gode. For få politifolk kender loven, mens andre ligefrem vægrer sig ved at efterleve den.

Nedsat straf
På papiret har loven altså forbedret kvinders retsstatus og retssikkerhed i Tyrkiet, men det kniber med at få loven omsat til praksis. Det gælder også for en række andre ændringer i lovgivningen.
Tidligere kunne en voldtægtsforbryder for eksempel slippe for straf, eller i hvert fald få nedsat straffen, hvis han giftede sig med den kvinde, han havde voldtaget. Det blev anset som en bedre løsning for kvinden at blive gift med voldtægtsforbryderen, end at leve et helt liv uden at kunne stifte familie, fordi ingen andre mænd ville gifte sig med hende. Nu er muligheden for straffrihed eller nedsat straf blevet fjernet fra lovgivningen, men det tager tid at få dommere til at ændre på deres afgørelser. Det betyder, at nogle dommere fortsat giver strafnedsættelser selv om muligheden formelt set er fjernet fra loven.
Ifølge Erdogan Ishakoglu, som er departementschef i Justitsministeriet, er der to forklaringer på, hvorfor det tager tid at ændre mentaliteten.
»Dels er der en lille gruppe af dommere, som er imod modernisering, og dels er der en stor gruppe af dommere, som ikke er så hurtige til at omstille sig,« siger han og fortsætter:
»Det kan jo sagtens lade sig gøre at ændre lovgivningen over natten, men ikke mentaliteten.«
Derfor bruges der mange penge på efteruddannelse af dommere i Tyrkiet. Indtil videre har 10.000 dommere således været på to ugers efteruddannelse.

Kvindens krop
Men udover problemer med at omsætte lovgivning til praksis, er der også, ifølge flere af Tyrkiets kvindeorganisationer, problemer med love, som er blevet formuleret for vagt.
Mødomstests er for eksempel blevet forbudt, men forældre, rektorer og lærere kan fortsat og straffri sende unge piger til lægen for at få undersøgt, om mødomshinden er intakt. Hvis blot det sker under påskud af, at pigerne skal til gynækologisk undersøgelse.
»Det er desværre ikke bare sjusk eller ubetænksomhed, der er ligger bag lovens vage formulering, men en fortsat tilbageholdenhed ved for alvor at gøre op med synet på kvindens krop som noget, der tilhører familien og samfundet og ikke individet,« siger Nazik Isik, konsulent i kvindeorganisationen Flying Broom, som blandt andet arbejder for at forbedre samarbejdet mellem Tyrkiets forskellige kvindeorganisationer.
»Forældre, rektorer, lærere og læger skal kunne retsforfølges uanset, om undersøgelsen bliver kaldt for det ene eller det andet,« siger Nazik Isik, som også sidder i et rådgivende udvalg under regeringen. Her har hun igennem nogen tid forsøgt presse på for, at formuleringen i loven bliver ændret.
Et andet eksempel på uklar lovgivning er loven om æresdrab. Selvom muligheden for at få nedsat straffen ved æresdrab er blevet fjernet fra loven, ligesom det er tilfældet med voldtægt, fortsætter mange dommere med nedsætte straffen simpelthen ved at betegne drabene som traditionelle drab fremfor som æresdrab.
Det er nemlig, især i det syd-østlige Tyrkiet, stadig ikke ualmindelig, at en far slår sin datter ihjel, hvis hun krænker familiens ære ved for eksempel at blive gravid udenfor ægteskab.
Det betyder, at familier dækker over hinanden, at politiet lader drab figurere som selvmord i politirapporterne og at dommerne dømmer som hidtil.
Det er der dog begyndt at blive grebet ind overfor.
Kvindeorganisationernes løsningsmodel, som blev formuleret på en større konference om ligestilling i Tyrkiet i 2003, er helt at fjerne ordet æresdrab fra loven, og i stedet blot dømme æresdrab efter de almindelig paragraffer for drab.

Sparsomme tal
Udover disse spektakulære straffelove, er der også blevet ændret en række civilretslove. Kvinder har for eksempel fået ret til at arve, gifte kvinder er sluppet for at skulle have en tilladelse fra deres mand til at søge arbejde og forældre er blevet forpligtet til at sende ikke bare deres drenge, men også deres piger i skole i mindst otte år.
Ifølge Halime Güner, koordinator i Flying Broom, går piger dog fortsat færre år i skole end de otte år.
»Det ser fint ud i statistikkerne. Der er næsten lige så piger som drenge, der begynder i skole nu, forskellen er bare, at pigerne bliver hevet ud igen efter et eller to år for at hjælpe til derhjemme, men det fremgår ikke af statistikkerne,« siger Halime Güner.
Hun mener generelt, at der mangler grundigere og yderligere statistik på kønsforhold end tilfældet er nu.
Der findes da også kun sparsomme og, som nævnt, temmelig usikre tal – på blandt andet uddannelse og arbejde.
Kvinder udgør således 40 procent i gymnasierne, 25-30 procent på universiteterne og på enkelte fag, som jura og medicin, er kvinderne undtagelsesvist i flertal.
»Kvinder får ikke så ofte som mænd en uddannelse, og selv hvis de gør, bruger de den sjældent, fordi de står for hus og hjem, så snart de får børn. Det er uheldig, da vi ved at arbejde og økonomisk uafhængighed er afgørende for ligestilling mellem kønnene,« siger Halime Güner.
Der er således kun én kvinde for hver syv mænd på arbejdsmarkedet.
Halime Güner så desuden gerne, at der blev lavet lønstatistik på forskelle på mænds og kvinders indkomst. Noget som i øvrigt heller ikke findes i Danmark.

Politisk korrekt
Men uanset at kvindeorganisationerne ønsker sig flere tal for bedre at kunne at underbygge deres kritik af manglen på ligestilling mellem kønnene, så står kvinde-organisationerne, som der findes en bred vifte af i Tyrkiet, efterhånden stærkt. Ikke mindst regeringens bestræbelser på at blive medlem af EU, har gjort det lettere for kvindeorganisationerne at få gennemtrumfet deres ønsker.
Det har også betydet, at ligestilling er kommet til debat – ikke mindst i medierne. Det er dog stadig sådan, at mens spektakulære æresdrab kan finde spalteplads og sendetid i de fleste medier, så er det mest avisen Radikal, som fortrinsvis læses af unge, venstreorienterede og intellektuelle, der skriver, om piger der trækkes ud af skolen, mødomstests og lignende.
Der er desuden opstået en politisk korrekthed omkring ligestilling, der gør at enhver lidt moderne tænkende tyrker tilsyneladende går ind for ligestilling. Dog ikke en ligeså vidtrækkende ligestilling, som den kvindeorganisationerne arbejder for.
Kadri Gürsel, udlandsredaktør på avisen Milliyet, er blandt disse erklærede tilhængere af ligestilling.
»Milliyet støtter kvinder i deres bestræbelse på at frigøre sig fra deres mænd og deres familier,« siger han uden tøven.
– Hvordan kommer det til udtryk i avisen?
»Vi dækker sager om æresdrab og tørklæder, men vi kan jo ikke fylde hele avisen med ligestilling, selv om feministerne selvfølgelig kunne ønske sig det. Vi skal også kunne sælge avisen.«
Han tilføjer derefter allerede lettere opkørt:
»Som med enhver der ender på -ist, så er feminister alt for radikale.«
– Gælder det også for journalister?
»Ja, også dem,« siger han og griner højlydt.

Glasloftet
I kvindeorganisationen Flying Broom er det et velkendt fænomen, at politikere, medier og almindelige mennesker erklærer sig som tilhængere af ligestilling, og samtidig afviser kvindeorganisationerne som værende for vidtgående i deres krav.
»Vi vil gerne have, at mænd og kvinder i Tyrkiet opnår en højere grad af ligestilling, sådan som i for eksempel Danmark, men det er noget, som vi må arbejde for lidt efter lidt. Lige nu er det som om, der er et glasloft over vores hoveder. Vi kan se igennem det, men vi kan ikke komme igennem det. Vi må begynde med at få både mænd og kvinder til overhovedet at kunne se igennem det, og først derefter kan vi begynde at trænge igennem det,« siger Halime Güner.
Menal Zübarigolu, 23 år og ansat som assistent i The Altinyildiz Textile Company, kunne være en af de kvinder, som kvindeorganisationerne håber at få gjort mere bevidst om, hvordan kvindeliv kunne komme til at se ud i fremtidens Tyrkiet, hvis ellers kvinderne turde forestille sig det og kræve det.
Hun er klædt i lavtaljede cowboybukser, en stram turkis ærmeløs t-shirt, og højhælede sandaler med tynde remme. Hun er flyttet hjemmefra, det vil sige, hun bor sammen med sine to brødre. Hun har fået en uddannelse. Hun har et arbejde. Hun har på mange måder frigjort sig fra familien. Hun ved desuden, at hun, modsat sin mor, selv får lov til at vælge, hvem hun vil gifte sig med.
Men hun kan ikke få lov til at bo sammen med sin udvalgte inden ægteskabet. Det kunne hun ellers godt tænke sig.
Alligevel mener hun, at kvindeorganisationernes rolle er udspillet i Tyrkiet.
»Vi har allerede fået bedre vilkår, så jeg kan ikke rigtig se, hvad vi skal med kvindeorganisationerne længere,« siger hun og fortsætter:
»De vil for meget. De vil have alt det, mændene har.«

*Information er i Tyrkiet med støtte fra det tyrkiske statsministerium

FAKTA
De hjælper
*Morcati: udover rådgivning til voldsramte kvinder, laver organisationen også oplysningskampagner, udgiver bøger med cases og statistik og står for et tæt samarbejde med lokale politikere.

*Flying Broom: udover at lobbye på lovgivning, stå for samarbejde mellem kvindeorganisationer, producere radio og udgive tidsskrifter, forestår organisationen også en årlig filmfestival med, om og for kvinder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her