Læsetid: 6 min.

Litteraturen lader sig ikke bremse

Den sydafrikanske forfatter André Brink besøger Møn – sammen med ivrige publikummer fra hele Danmark
23. august 2004

Verdenslitteratur
Verdenslitteratur på Møn? Nej, det er ikke en vittighed i stil med Vorbasse krigshavn, men en veletableret, årlig institution, der i lørdags løb af stabelen for femte gang med den sydafrikanske forfatter André Brink som indbudt gæsteforelæser. Tidligere år har det været tyske Günter Grass, norske Erik Fosnes Hansen, islandske Einar Már Gudmundsson og svenske Henning Mankell.
Det begyndte med Günter Grass, der hver sommer bor på Møn og derfor var ved hånden. Grass er arrangementernes mentor, selvom han i går måtte melde afbud på grund af sygdom.
Men egentlig begyndte det med, at lederen af Møn Bibliotek, Marianne Hiort-Lorenzen syntes, der hvert år burde være et storstilet litteraturarrangement på øen. Hun fik Rødkilde Højskole, Frede Boisens gamle højskole, der efter en omskiftelig tilværelse nu er teaterhøjskole, med på ideen.
Trods alle transformationer ligger de røde, gavltakkede bygninger støt på samme sted i den grønne park ned til Stege Nor og danner hvert år ramme om verdenslitteraturen. Det er også i parken, bordene står dækket til den efterfølgende buffet, så vejret har en vis interesse. I år måtte mange flytte indendøre.
Der faldt 26 mm på halvanden time, før forfatteren til En tør hvid årstid skulle tale og læse op af egne værker. Men da højskolens forsamlingshus, Ottekanten, ved 14-tiden var fyldt til bristepunktet af omkring 300 mennesker – overvejende gamle nok til at huske apartheidtiden – og Storstrøms Amts kammerensemble med legende verve spillede Debussys sonate for fløjte, harpe og bratsch, brød solen igennem de høje rundbuede sprossevinduer bag trioen.

Omvæltningen
»Jeg ville helst have lyttet til musikken resten af eftermiddagen,« indledte den lange magre, cowboybukseklædte afrikaaner, »og det gælder sikkert også mange af jer,« mente han beskedent. Mens vi, der bor på Møn, kunne se, at salen var fyldt af et ivrigt udenøs publikum, der med sikkerhed var kommet for Brinks skyld. Helt fra Aalborg, ifølge Marianne Hiort-Lorenzen.
Og Brink leverede varen. Først satte han de litterære tekster ind i deres sociale tilblivelsessituation, dernæst læste han udvalgte afsnit.
Den store omvæltning i André Brinks liv kom, da han i 1959 kom til Paris fra det lille, snæversynede, calvinistiske universitet, han da havde frekventeret i syv år.
»Indtil da var jeg vokset op i en traditionel boerfamilie i en lille landsby med hovedsagelig hvide mennesker, jeg havde aldrig mødt andre sorte end arbejdere og tjenestefolk.«
»Og var der noget, jeg havde forstand på, var det litteratur, mente jeg. Men i Paris mødte jeg pludselig sorte studerende, der havde bedre forstand på de dele end mig selv.«
Så kom i 1961 Sharpeville-massakren, og »det gik for alvor op for mig, hvad mit folk, afrikaanerne, var ansvarlige for. Før da var det ikke brudt igennem til min bevidsthed.«
»Hele min lille verden led skibbrud. Jeg vendte hjem med en følelse af skam, og i flere år kunne jeg kun skrive om Paris.«
1967 vendte han tilbage til Paris, men så kom studenteroprøret i 1968 og satte fokus på hans forpligtelse over for sit eget land. Brink vendte hjem, og gav sig til at gå tilbage til rødderne, finde ud af, hvordan apartheid var opstået, prøve at forstå. Han skrev sin første bog, Looking on Darkness, på sit modersmål, det lille sprog afrikaans, og den blev straks forbudt.
»Den var blasfemisk, fordi en person sagde »Gud, hvor er det varmt!« Den var pornografisk, fordi den anerkendte eksistensen af sex; og den var statsfjendtlig, fordi den skildrer kærligheden mellem en sort mand og en hvid kvinde.«
Pludselig var han en forfatter uden læsere. Så begyndte han at skrive på engelsk og bruger i dag begge sprog. Ved først at skrive en bog på sit ene modersmål og dernæst genskrive den på det andet, opdager han mange ting, der undslipper ham
på henholdsvis engelsk og afrikaans, sagde han.

Ingen politik
Hvordan var det at vende hjem til den traditionelle familie og begynde at skrive fra en så radikalt anderledes politisk synsvinkel, lød et spørgsmål fra salen.
»Det var meget vanskeligt,« svarede Brink, »men til forskel fra så mange andre familier, der blev totalt splittet over apartheidpolitikken, så elskede vi hinanden, og efter vore sammenstød besluttede vi, at der aldrig skulle diskuteres politik i vores hus mere. Det holdt vi i årevis.«
Men selv den dybt konservative far flyttede sig efterhånden. Da Brink havde skrevet En tør hvid årstid om skolelæreren Ben de Toit, der gradvis opdager retssystemets voldelighed og udbytningen af den sorte befolkning, spurgte faderen:
»Er det noget, du selv har fundet på?« Og fik til svar, at det var det ikke, tværtimod.
»Men jeg har omgåedes myndighederne hver eneste dag og aldrig oplevet noget i den retning,« indvendte faderen.
»Tror du, de ville sige det til dig?,« lød sønnens svar.

Løve på tværs
Mellem forklaringerne opruller Brink rasende historier og storslåede syner. Flere af hans bøger griber tilbage i historien, og vi lytter til beskrivelsen fra det 18. århundrede af migrerende springboks i flokke på millioner, der en hel dag og en hel nat passerer og tramper alt til støv. Næste morgen finder hovedpersonerne et kadaver, hvor kun hovedskallen, splintrede knogler og nogle af tænderne kan skelnes i den levrede, støvede masse. En løve er kommet i vejen.
Humor veksler med både naturens og det sydafrikanske samfunds brutale voldsomhed, og rystende historier om tapre og sære kvinder. Brink er også en fremragende oplæser.
»Man kan mene, at litteraturen var et spinkelt svar på apartheids voldelighed,« siger han efterfølgende. »Men kraftigere modangreb var i virkeligheden meget vanskeligt, fordi alt var overvåget og politiet trængte langt ind i folks private liv.«
»Efter Soweto-opstanden i 1976 begyndte presset mod styret imidlertid at vokse. Man var nødt til at tillade fagforeninger, og efterhånden havde magthaverne så travlt med at holde de ulmende oprør nede, at de havde mindre mandskab til at undertrykke forfatterne med.
Det skrevne ord tilføjede også en vis dimension til den umiddelbare vold. Der var brug for uddybning, en reflekterende dimension, nogle der kunne stille de farlige spørgsmål som ’hvorfor’ og ’hvor kommer volden fra’. I 1970’erne og 80’erne fik kunsten en enorm indflydelse på det, der skete i samfundet. 100.000 mødte op til poesioplæsninger, litteraturen genoplivede fornemmelsen for en retning at gå i, for at der var noget, der var større end én selv.«
Brink fortæller om hundredevis af breve fra unge afrikaanske studenter, der skrev, at de gennem hans bøger havde opdaget, at sorte også var mennesker. Litteraturen skabte et klima, der gjorde forandringen mulig, mener han og fortæller om, da Nelson Mandela kort før han trådte tilbage inviterede til te, lagde hånden på Brinks arm – »jeg tror, aftrykket er der endnu!« – og sagde: »Da jeg var i fængsel, var det jer forfattere, der ændrede mit syn på verden.«
Og så kommer det lidenskabeligt: »Hvis Mandela kan sige sådan, så betyder litteratur for guds skyld noget!«

Så god som Nexø
Marianne Hiort-Lorenzen er af samme mening. Hun mener tilmed, at jo flere eksemplarer af bøgerne, der er til rådighed og jo flere bibliotekarer til at inspirere, jo mere læser folk også. Hvert år har de på biblioteket kunnet se, hvordan folk i månederne op til litteraturarrangementet rev den pågældende forfatters bøger ned fra hylderne. Og i år har det været særligt klart, for en af bibliotekarerne var ved en fejltagelse kommet til at låne alt fra hele amtet af André Brink hjem til Møn Bibliotek. Og alt har været udlånt mere end en gang, fortæller Marianne Hiort-Lorenzen.
Hun mener også, det giver bonus, at hun har valgt at koncentrere Verdenslitteratur-arrangementerne om ’de store, kraftfulde fortællere’, siger hun, og beretter om en mand, der dyngvåd kom ind på biblioteket midt i en af sommerens styrtende regnskyl og udbrød: »Jeg må have nogle flere!«
»Han lignede ikke en type mand, der læste mange bøger, men han fik udskiftet de tre, han medbragte, med tre nye og forsvandt ud i regnen med bemærkningen: »Jeg har ikke læst noget så godt siden Nexø!«
– Næh, litteraturen lader sig hverken bremse af voldelige regimer eller en dansk byge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her