Læsetid: 8 min.

Livet i Camp Eden

’Danskeren står i dag midt i et mentalt ruinlandskab,’ skriver Carsten Jensen om det store historiske skred efter 11. september, hvor der vendes op og ned på alle værdier. I et helt nyt essay, der bringes i uddrag i dag og lørdag lægger han ikke fingrene imellem, når han beskriver det omfattende psykologiske og ideologiske sammenbrud i Danmark
27. august 2004

Essay
Rundt om i den tredje verden finder man de såkaldte failed nations, lande uden nogen sammenhængskraft, der er gledet ned i socialt og økonomisk kaos. På det psykologiske og ideologiske plan er Danmark en sådan sammenbrudt nation.
Da næsten 80 års socialdemokratisk dominans i dansk politik blev brudt ved valget i november 2001, og en ny centrum-højre-regering kom til magten med parlamentarisk støtte fra Dansk Folkeparti, blev det kaldt et politisk systemskifte og en veritabel kulturrevolution. Det var det ikke, tværtimod. Det var den nationale selvforståelse, der brød sammen, og den nuværende regering er ikke andet end de magtesløse administratorer af dette sammenbrud.
Danskeren står i dag midt i et mentalt ruinlandskab, og dette hører man straks, hvis man giver sig til at tale med ham. Ikke blot er han ude af stand til at redegøre for nogen som helst fremtidsvisioner på sit lands vegne, i stedet giver han i skiftende tonearter, der brat veksler mellem vrede og frygt, snart udtryk for en generel afmagtsfølelse, snart for en stupid og ubegrundet bedreværdsfølelse. Han føler sig isoleret og drømmer om et nyt fællesskab, men hans problem er, at der altid er nogen, der står i vejen: de andre. Hans identitet som dansker giver ham ingen ro: tværtimod, den kan kun opfatte eksistensen af en verden uden for hans egen som en provokation. Med perlen har hans genvakte i disse år så militant proklamerede danskhed kun tilblivelseshistorien til fælles: Uden det indtrængende sandkorn ville den slet ikke være der. Uden indvandrere ingen genfødt danskhed, ingen værdikamp, intet systemskifte, ingen ny regering.

For nylig viste en undersøgelse foretaget blandt 40.000 mennesker i 33 lande, at danskerne var de lykkeligste mennesker i Europa. Vi kan ikke nøjes med at erklære os tilfredse, vi må overtrumfe med det udefinerbare og dybt private ord lykke, sådan som den, der befinder sig i en art selvhypnose, må gøre det. Undersøgelsen viste også noget andet: at vi er de mest nøjsomme, hvad angår de forventninger, vi stiller til livet. Det er ikke så selvmodsigende, som det lyder. Det er ikke kun, når vi køber mad og tøj, at vi foretrækker discount. Det er også, når det gælder lykken. Og som med alt andet, der er erhvervet på discount, falmer lykken også snart eller er letfordærvelig. Vi er stadig, som Johannes V. Jensen kaldte os i 1906, »lykkens land med måde«. Det er her, vores skæbnefællesskab som danskere ligger. Som alle, der overlever på små forventninger, er vi ekstremt tolerante over for hinanden, men ikke over for dem, der har truffet andre valg. Fordi vores eget lykkebegreb er så nedtonet, vore forventninger så farveløse, tåler vi ikke at leve tæt på en livsudfoldelse, der ikke bekræfter os i, at vi er de bedste. Vi lever i et aggressivt, selvudnævnt paradis, og det er derfor, vi kalder forposten for vores demokrati i Iraks ørkensand for Camp Eden, ’Paradislejren’. Her nord for Basra ligger Danmarkshistoriens endestation, der bor vi, sådan ser der ud inden i vore hoveder tre år efter Socialdemokratiets historiske fald: en maskingevær-rede midt i ørkensandet.

Men hvis det ender i Camp Eden, hvor begynder det så? Det begynder med Dybbøl. Det danske demokrati fødes ikke, da grundloven underskrives 5. juni 1849. Det fødes først femten år senere tidligt om morgenen den 18. april 1864, da preussiske kanonbatterier forvandler Dybbøl Skanser til en grusbunke. Det er ikke grundlovsfædrene fra 1849, men tyske stormkolonner, der er det danske demokratis fødselshjælpere.
Før 1864 var Danmark ikke nogen nationalstat. Vi var en såkaldt helstat, dvs. en stykkestat, hvis enkelte bestanddele ikke hang ordentligt sammen. Af de 2,6 millioner borgere i monarkiet Danmark var den ene million tysktalende, og hvis demokratiet havde rakt dem en lillefinger, havde de taget hele armen og løsrevet den fra riget. De ville have stemt sig ud af et forarmet, indadvendt og selvoptaget Danmark og tilsluttet sig et fremgangsrigt og selvbevidst Tyskland. Skulle vi have demokrati i Danmark, måtte vi først af med dem. Det hjalp de preussiske stormtropper os med. Nu var vi for første gang i historien fri for alle, der ikke var som os. Vi havde arbejdet længe på at nå dette mål, og nu var det omsider lykkedes.
Tilbage i det 17. århundrede talte Danmark endnu blandt stormagterne i Europa. Vi udgjorde et nordeuropæisk imperium, der omfattede Norge, Sydsverige samt store dele af Nordtyskland. I en række heldigt tabte krige var vi sluppet af først med Skåne, Halland og Blekinge, så Norge og nu omsider som kulminationen på en målrettet bestræbelse, der havde stået på gennem flere århundreder, med Slesvig, Holstein og Lauenburg. Dybbøl var et højdepunkt. Helstatens multietniske rod var overstået, nu kunne vi ånde lettet ud og koncentrere os om at være danske.
Aldrig har noget folk været så velforberedt på et nederlag. Igennem et halvt århundrede havde åndslivet i København isoleret sig fra resten af Europa. Grundtvig havde opfundet den nordiske mytologi, folkehøjskolerne var allerede i fuld gang, lige om hjørnet ventede brugsforeningerne, andelsmejeriernes centrifuger og opsvinget i flæskeproduktionen.
Der var nogle naturlige begrænsninger for den danske nationalisme. Den kunne ikke uden at ende i den ufrivillige komik være hverken militaristisk eller nære imperialistiske ambitioner, bortset fra på Grønland, men koloniseringen af eskimoerne krævede i det mindste ingen militære erobringstogter, som vi vor vane tro ville have tabt. Frihed for Loke som for Brage og Thor, hed det hos Grundtvig, som dog tilføjede, men ikke for Fenrisulven, der for altid måtte være bundet. Men Fenrisulven var heldigvis tysk ligesom det ugræs, der over hegnet føg ind i den danske urtegård. Vort demokrati havde således den vigtige, men uudtalte forudsætning, at det onde var udansk.
I vore lykkeligt tabte krige var vi sluppet af med alle de etniske mindretal, der kunne anfægte dogmet om danskernes godhed, og som siden kunne have udviklet sig til
eksplosive oprørscentre i lighed med Nordirland eller Baskerlandet. Den danske nationalfølelse blev stort set identisk med værdier, som man normalt identificerer som demokratiske: lighedsbestræbelse og udligning af klasseskel, rummelighed, det inviterende i stedet for det afvisende. Men det var et demokrati, der aldrig blev prøvet, fordi dets uudtalte forudsætning var befolkningens etniske homogenitet. Det danske demokrati blev aldrig kompromitteret af lugten af krudtslam. Men det vedblev at lugte af mælk og børneværelse. Da danskerne var afskåret fra at dyrke sig selv som en af verdenskortets store, gjorde vi i stedet en dyd af landets ringe udstrækning. I nationernes familie præsenterede vi os som det uskyldige barn. Småt var godt.

Allerede i 1820 havde Grundtvig med sangen Langt højere Bjerge skrevet manifestet for det danske demokrati, på én gang løfte og forbandelse. Her omfavner vi allerede 44 år før det nederlag, der skal blive vort fundament som folk, os selv som nederlagsviede: Andre steder findes der både højere bjerge, kønnere landskaber, større bedrifter, klogere mennesker, mere ædle, åndfulde sprog, større rigdom, men summen af alle disse minusser er et stort plus: den duknakkede jævnheds moralske overlegenhed.
Der findes bestemte adfærdsmønstre, som nationer, der har lidt et afgørende nederlag, følger. Det kan godt være, at det er sejrherrerne, der skriver historien, men det er de overvundne, der nyder godt af dens lære. Der findes ingen besejrede nationer, som ikke samtidig har opfattet nederlaget som en kilde til intellektuelt fremskridt. De overvundne trøster sig med troen på deres egen moralske og kulturelle overlegenhed, mens sejrherrernes militære styrke ses som endnu et bevis på, at magt altid er rå og barbarisk.
De næste hundrede år skulle igen bekræfte danskerne i denne opfattelse: Ved Dybbøl skiltes Tysklands og Danmarks veje for altid. Det var Auschwitz’ kommende arkitekter, der besejrede os i 1864, og mindre end 80 år efter, at tyskerne på dansk jord havde indledt deres march mod barbariet, var dommen fældet og Tyskland forvandlet til en ruinhob, mens vi uberørte af verdenshistoriens mest ødelæggende krige kunne genoptage vores baconeksport til England og indtage vores retsmæssige plads i den internationale orden som verdens bedste land. For Tyskland blev sejren ved Dybbøl en forbandelse, for os blev nederlaget en moralsk renselse. Vi forlod skanserne og trak os tilbage mod Fyn som uskyldige. Marchen mod Camp Eden var begyndt.
Hvem skulle være bedre egnet som moralsk standardbærer for hele verden end den, der havde følt nederlaget på sin egen krop og var blevet forædlet af det? For hver gang en ny verdenskrig brød ud, bekræftede det os blot i vort bedreværd. Hvad sagde vi! Vi var de første, der havde stirret det tyske monster i øjnene, vi havde set det komme siden 1864, så skulle vi ikke vide besked? Selv ikke vores neutralitet under Første Verdenskrig, hvor en helt ny samfundsklasse berigede sig på at sælge fordærvede fødevarer til de krigsførende parter, eller vores samarbejdspolitik under Anden Verdenskrig, der gjorde os fortjent til den hånlige betegnelse ’flødeskumsfronten’, rokkede ved vores selvopfattelse. Netop vores passivitet var jo beviset på vores moralske førerposition. Vi lod os ikke drage ned på barbarernes niveau. Midt i nederlaget sejrede vi med vores sangstævner og vores uforlignelige humor, som var så sofistikeret, at tyskerne end ikke opdagede, at det var dem, vi lo ad. Vi var på én gang ydmyge og selvsikre som kun den, der ved, at han altid har retten på sin side, kan være det.
Vi foretog den politiske kortslutning, at det at være lille var det samme som at være mere demokratisk end de andre. Hvis der fandtes et verdenskort, der i stedet for kvadratkilometer baserede sig på moralske kvaliteter, ville Danmark i dets borgeres bevidsthed fylde lige så meget som det nu forsvundne Sovjetunionen. I Danmark antog nationalisme moralismens form i en dyrkelse af småt som identisk med godt. Et sted skulle taberens bevidsthed finde at overleve, og det blev i den moralske glorificering af nederlagets resultater, idet vi kombinerede den gamle græske ide om hybris med ydmyghedens kristne dyd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu