Læsetid: 8 min.

Løfte om bedre tider

Lene Falgreen Larsens liv som psykiatrisk patient begyndte, da hun blev færdig på jurastudiet i 1989. Uddannelsen har hun kun brugt ganske kort tid. Lene er skizofren og hører stemmer og ser syner. Derfor har hun svært ved at klare et arbejde
20. august 2004

Lene Falgreen Larsens liv som psykiatrisk patient begyndte, da hun blev færdig på
jurastudiet i 1989. Uddannelsen har hun kun brugt ganske kort tid. Lene er skizofren
og hører stemmer og ser syner. Derfor har hun svært ved at klare et arbejde

Afsnit 3
Lene går rundt i taglejligheden på Anker Jensens Vej i Åbyhøj og pakker det sidste. I eftermiddag, den 16. juni 2001, skal hun på ferie til Færøerne med otte venner fra hendes kirke, Pinsekirken. Hver af vennerne skal tage lidt mad med fra køkkenskabene, men i Lenes skabe er der aldrig ret meget mad, så hun har været på indkøb.
Da lørdagsposten dumper ind ad brevsprækken midt på formiddagen, er Lene nærmest klar til at tage af sted.
Lene Falgreen Larsen er 34 år. For tre år siden blev hun færdig som jurist, kort derefter blev hun indlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov første gang. Som alle andre skizofrene, har hun svært ved at erkende, at hun er syg, selv om hun hører stemmer og ser ting, der ikke eksisterer.
Lenes sidste arbejde var i personaleafdelingen hos Terma Elektronik A/S i Lystrup. Hun skulle være barselsvikar, men havde svært ved at klare opaverne. Efter et par måneder bliver hun i februar 2000 indlagt for fjerde gang. Hun må opgive arbejdet på
Terma.
Selv om hun stadig drømmer om at komme til at arbejde som jurist, søger hun førtidspension i januar 2001 under endnu en indlæggelse.
Lenes psykiater, Aksel Bertelsen, skønner, at førtidspension vil være en god løsning for Lene. Hendes sygdom ser ud til at være så kronisk, at hun ikke kan arbejde som jurist foreløbigt. Når hun lever af kontanthjælp, skal hun hele tiden i gang med arbejdsprøvninger, hun ikke kan klare. Det giver nederlag, hun ikke har gavn af, for der skal meget lidt til at vælte Lene omkuld.
Normalt er Aksel Bertelsen bekymret for at foreslå førtidspension, der kan tage initiativet fra patienten. Men med Lene er det anderledes. Hun får hele tiden nye ideer om, hvor hun kan bruges som frivillig arbejdskraft. Desuden kan en pension stilles i bero, hvis hun får det bedre.
Lørdagsposten rummer det svar, Lene har ventet på i et halvt år.
»De er berettiget til mellemste førtidspension jfr. § 14.2.1 og jfr. § 15.3. Afgørelsen har virkning fra 1.7.01.,« skriver Århus Kommunes Socialcenter Vest.
Nu får hun pludselig travlt.
Lene skal nå at udfylde en formular med kontonummer og oplysninger, der skal bruges til at beregne hendes pension. Hun opfordres også til at søge boligsikring. Det må vente, til hun kommer hjem igen.

Sidst på eftermiddagen mødes Lene med de andre på parkeringspladsen udenfor Pinsekirken på Viborgvej i Århus. Hun er i godt humør. Flokken kører mod Hanstholm for at tage færgen til Færøerne.
På Færøerne falder noget på plads for Lene. Et gammelt løfte om bedre tider har ulmet i hendes bevidsthed i mange år, og på rejsen vågner det op igen.
Som 18-årig gik Lene på International Apostolsk Højskole i Kolding. Hun fik et syn, hvor hun kom ud af en mørk tunnel. Udenfor skinnede solen på en stor flade af grønt græs, der var hverken træer eller buske uden for tunnellen, kun fred og solskin.
Det er hverken første eller sidste gang, Lene har set ting, ingen andre kan se. Når hun sidder i sin stue i Åbyhøj, kan knasterne på hendes trægulv finde på at bevæge sig som kravlende edderkopper, og nogle dage ser Lene store skygger langs væggene. Når hun er ude, kan hun se busser, der pludselig dukker op i synsfeltet og forsvinder lige så pludseligt igen. Busserne kan også skifte farve fra gul til blå, eller omvendt.
Efterhånden har Lene lært at skelne.
Rigtige busser kommer kørende ind og ud af synsfeltet, mens de forkerte dukker op og forsvinder pludseligt. Når knasterne begynder at kravle på gulvet, ved Lene, at det er hendes tanker, der spiller hende et puds.
Hallucinationerne forstyrrer og skræmmer, fordi hun frygter at miste grebet om virkeligheden.
Sådan har Lene aldrig haft det med synet af den solbeskinnede græsflade for enden af tunnellen. Det har altid fyldt hende med en følelse af fred og afklaring.
Mange steder på Færøerne ser der ud som i synet. Måske bliver løftet om bedre tider endelig opfyldt, nu hvor førtidspensionen er på plads, tænker Lene flere gange i løbet af de to uger, ferien varer.
Lenes veninde Jane, som hun har delt lejligheden med i halvandet år, flytter. Sådan er det nødt til at være, ellers bliver Lenes førtidspension lavere. Det gør den for alle førtidspensionister, der ikke bor alene.
Som personer er Jane og Lene meget forskellige. Lene står tidligt op, og hun har orden og system i sit hjem. Hendes lange mellemblonde hår er altid ordnet på samme måde, med pandehåret samlet i et spænde og resten hængende løst over det feminine og noble tøj. I hendes hjem har hver enkelt ting sin faste plads. Jane derimod er meget spontan, og hun tænker ikke over at holde system i tingene. Så selv om Lene har nydt Janes selskab, nyder hun også den ro, det giver at have lejligheden for sig selv, efter Jane er flyttet.

I månederne efter Lene har fået tildelt mellemste førtidspension glæder hun sig over alt det, hun nu har fået råd til. Hun slipper også for kommunens mange arbejdsprøvninger, som hun hele tiden har følt, stillede for små krav til hendes juridiske evner. Igen kaster Lene sig over frivilligt arbejde.
Hun synger i kirkekor i Kolt Kirke, giver juridiske råd til medlemmerne af Foreningen af Psykiatribrugere, og følger kurser om forskellige aspekter af kristendommen i Pinsekirken.
I løbet af det næste år holder Lene flere gange op med at tage den medicin, lægerne mener, hun bør tage. De ved, at for hver gang en skizofren bliver psykotisk og når så langt ud, at patienten væltes omkuld af tanker, stemmer og hallucinationer, kan symptomerne blive værre, så de til sidst ikke kan behandles.
Lene prøver flere forskellige præparater, der kan fjerne hallucinationerne og dæmpe de stemmer, hun hører. Virkningerne oplever Lene ikke som noget positivt. Om morgenen hjælper stemmerne hende med at beslutte, hvilken trøje hun skal tage på. Når medicinen virker, mærker hun ikke sygdommen, men kun bivirknin-gerne af medicinen. Hun bryder sig ikke om, at den får hendes ben til at ryste, gør tankerne sløve og får hende til at tage på i vægt.
Derfor dropper hun medicinen mange gange og når sin sjette og syvende indlæggelse på Psykiatrisk Hospital i Risskov.
Det er nu fire år siden, Lene blev indlagt første gang. De sidste to år har hun haft regelmæssige samtaler med en psykolog gennem lokalpsykiatrien. I begyndelsen mødtes de hver uge, senere hver 14. dag.
Siden Lene fik tilkendt førtidspension for et år siden, har hun taget hensyn til sig selv. Hun arbejder med at sætte alle sine dage i system. Når hun ikke har hele dagen planlagt på forhånd, har hun svært ved at overskue den. Hun udsætter kun sig selv for et minimum af krav og belastninger og Lene har det bedre, end hun før har haft.
Nina, Lenes seks år yngre lillesøster, har opdaget, at det er en god ide at have faste aftaler med Lene om, hvornår de skal ses. Ellers løber det let ud i sandet.
For nogle år siden havde Nina meget om ørerne, fordi hun og kæresten var ved at sætte et hus i stand, de lige havde købt i Grejsdalen ved Vejle. Derfor gik der næsten et år, hvor Lene og Nina ikke havde kontakt.
Det seneste år har de set hinanden regelmæssigt, og for en måneds tid siden begyndte de at gå i teater sammen.

Onsdag den 25. september 2002 er Nina og Lene i Århus Teater for at se stykket Operation: Luise og Ferdinand, en gendigtning af Schillers Kabale und Liebe. Lene bliver fra begyndelsen fanget af stykket, der handler om kæresteparret Luise og Ferdinand, der ikke kan få hinanden. Stykket er effektfuldt og bygget op på en måde, der fascinerer Lene.
Skuespillet foregår om ørerne på publikum på teatrets lille Studio-scene. Bedst som Lene regner med, at Ferdinand og Luise får redet trådene ud, så de kan få hinanden, tager skuespillet en for Lene uventet drejning. Ferdinand forgifter Luise. Inden giften har taget livet af hende, fortæller hun, at hans far har tvunget hende til at skrive et usandt brev, om at hun har været Ferdinand utro og er forelsket i en anden. Luise dør i Ferdinands arme. Bagefter tager han livet af sig selv. Faren finder Ferdinand og råber: Du dør ingen steder. Lyset slukkes. Stykket er slut.
Lene har det meget underligt. Slutningen kommer fuldstændig bag på hende. Hun er chokeret.
Efter teaterturen går Nina og Lene på cafe. De snakker om stykket og om slutningen, der ikke overraskede Nina. Hun gættede undervejs, at stykket var bygget op om en Romeo og Julie-agtig historie. Lene synes, stykket byggede op til en happy ending, hun aldrig fik. De snakker også om løst og fast, inden Nina kører Lene til Åbyhøj og fortsætter mod Vejle.

Hjemme i lejligheden tænker Lene igen på teaterstykket. Hun kredser om slutningen. Den umoralske far med de forkerte idealer lever videre, mens sønnen, der stod for alt det rigtige, ender med at slå sin egen kæreste ihjel. Hvad er det for en form for kærlighed, tænker Lene. Det er næsten ikke til at bære. Det er som om, der ikke er noget godt ved noget af det.
Lene glider ind i oplevelsen og i sine egne følelser og tanker. Angstniveauet stiger. Det samme gør alle de psykotiske symptomer som stemmer, hallucinationer og kaotiske tanker.
Det er umuligt for Lene at falde til ro. Hun står op igen og ringer
77 89 20 00.
Nummeret kan hun i hovedet. Det er til omstillingen på Psykiatrisk Hospital.

*Beretningen fortsætter ...

*De forrige artikler blev bragt den 14. og 18. august

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her