Læsetid: 12 min.

Det lyder lidt som Tysklands sidste åndedrag

Det ulmer i Tyskland. Titusinde demonstrerer i gaderne, nogle er begyndt at kaste æg efter kansleren. Hvad er det, der sker? Mens nogle mener, at krisen kun er mental og afspejler tyskernes forvænthed, ser andre et land under omvæltning – på vej fra den rhinske kapitalisme til den rene kapitalisme. Det er afskedens time
27. august 2004

Min bedstemor var mopset den dag. Hun var netop kommet hjem fra sin morgenlige cykeltur, hvor hun havde opdaget, at endnu et supermarked var ved at lukke i området.
»Det er det tredje i løbet af sommeren«, sagde hun oprørt i telefonen, »og det er det med den gode slagter, som altid gav lidt ekstra.«
Jeg kunne godt høre, at det var alvorligt, og at hendes hobby med at cykle fra forretning til forretning og finde de billigste priser, nu led under en alvorlig indskrænkning.
»Når ham slagteren nu er så rar, tror du så ikke, at han bliver ansat hos én af de andre kæder?«, prøvede jeg at opmuntre hende.
»Ach, mein Junge, wo denkst Du hin«, lød det resolut i den anden ende af linien, »han er over 50. Der er jo ingen, som ansætter ham. Og slet ikke i disse tider.« Forundringen over så megen naivitet kunne mærkes hele vejen fra Berlin til København.
Min bedstemor har altid været en pålidelig kilde vedrørende stemningen i Tyskland. Født i Berlin i 1926 er hun en levende historiebog, som har haft evnen til at få de storpolitiske sammenhænge ned på et håndgribeligt niveau. En af mine yndlingshistorier er den om, hvordan hun morgenen efter Krystalnatten den 9. november 1938 er på vej til skole og ser de mange knuste vinduer i de forskellige jødiske forretninger, hvor folk er godt i gang med at tage for sig. Skoforretningen kan hun ikke stå for – hun, som altid havde måttet gå i sine to søstres aflagte sko. Stolt og fuld af glæde vender hun hjem, for at vise byttet til sin mor, hvilket hun, efter eget udsagn, aldrig skulle have gjort. Få minutter og et par røde ører senere stod skoene tilbage, hvor de kom fra, for min oldemor havde mange fejl og svagheder, men nazisterne, »dette primitive folkefærd«, kunne hun ikke tåle!
Også den tyske efterkrigshistorie blev tit og ofte suppleret med et par personlige annekdoter. Hvordan det i 50’erne langsomt begyndte at gå fremad, og hvordan min bedstefar, når han fik udbetalt sin løn kom hjem med kage samt lidt chokolade og frugt til børnene. Hvordan min bedstemors søster, efter mange dages tøven, nåede et tog fra Øst- til Vestberlin dagen inden Muren blev bygget. Eller hvordan min bedstemor selv elskede at stryge, mens debatten fra Forbundsdagen blev transmitteret, for dengang, i 60’erne og 70’erne, kunne politikerne altså stadigvæk finde ud af at holde taler – da ging es richtig rund.
Så når hun i dag fortæller, hvordan supermarkederne lukker på stribe, og uanset hvem hun taler med i lægens venteværelse, er én eller anden i vedkommendes familie lige blevet arbejdsløs, ja, så er der tegn på krise.

Og det er jo sandt – set med tyske øjne blev sommeren 2004 ikke, hvad den skulle have været. Europamesterskabet i fodbold var slut allerede efter første runde efter uafgjort mod Holland og Letland – og et nederlag til Tjekkiet, der på det tidspunkt allerede var gået videre til næste runde, og derfor kun stillede op med sit B-hold. Jan Ulrich, som inden Tour de France havde proklameret, at i år skulle det altså være, endte ikke engang på podiet. Og heller ikke stjernesvømmeren Franziska van Almsick, der har vundet alt, bare ingen olympisk guldmedalje, og derfor i to år havde trænet og levet udelukkende med henblik på Athen, havde succes – hun blev nummer fem. Tilbage står nationen med en arbejdsløshed i top og en vækst i bund, og som nu for tredje år i træk overskrider de regler i den europæiske stabilitetspagt, som den for nogle år siden selv fik gennemtrumfet overfor sine europæiske partnere. Kan det undre nogen, at der for tiden bliver demonstreret i de tyske gader og kastet æg efter kansleren?
»Hvis dette er begyndelsen på et oprør, så er det et meget tysk et – velernæret, velklædt og meget kultiveret«, skrev Financial Times’ korrespondent i Berlin fornylig. Hans pendant i London, Christoph Schwennicke fra Süddeutsche Zeitung, reflekterede over denne betragtning og kom frem til, at den tyske krise i virkeligheden er et mentalt problem:
»David Miliband, skoleminister og Tony Blairs nye star, har netop hævdet, at der findes en british desease. Denne britiske sygdom består i at nedgøre selv det gode. Det er noget vås, i det mindste i en tyskers ører. Der findes næppe et andet land, som er ligeså god til at erklære det middelmådige som værende storslået. I Storbritannien er der meget, som er i uorden – sundhedssystemet, den offentlige transport, produktiviteten, ungdomskulturen. Men optimismen er ubrudt. Når engelske fans drager til et verdensmesterskab, så ved de hver gang påny, hvorfor de helt sikkert bliver verdensmestre, selvom de kun er blevet det én eneste gang. Når vi tyskere derimod drager til et verdensmesterskab, så ved vi i allerede i forvejen, at vi med dette hold ingen chance har – selvom vi har vundet verdensmesterskabet tre gange og er kommet i finalen selv med et formentlig dårligt hold. Dette er forskellen: en stor optimisme og den faste tro på sig selv. Briterne har ingen mental blokering. Hvis lyseslukkeri og modløshed skulle være en britisk sygdom, så har David Miliband ikke set Tyskland endnu.«
Tesen, at krisen i Tyskland i virkeligheden er af mental karakter, har i ugens løb endda fået støtte fra prominent side. I et interview med Der Spiegel ytrede filosoffen Peter Sloterdijk, at han allerede for to årtier siden fremhævede, at oplysning går igennem opmuntring.
»Man ville afskrive mig som en nar, der ikke erkendte situationens alvor. I mellemtiden har mange indset, at man skal begynde ved de atmosfæriske kendsgerninger. Ensidig negativisme kan ikke leves i længden.« Derfor, tilføjer Sloterdijk, bør man frem for alt undersøge de mekanismer, som gjorde, at en af de materielt og mentalt rigeste nationer bliver offer for en permanent fortrædelig selvagitation.
Ved nærmere betragtning virker det imidlertid tvivlsomt, om tyskerne bare trænger til en gang opmuntring, og så er vi ved at være der igen. Det er rigtigt nok, at landet umiddelbart stadig hører blandt de rigeste i verden. Men kløften mellem rig og fattig ikke bare vokser kolossalt i disse år, meget af tyskernes levestandard beror på en illusion – eller rettere: på lånte penge!

For nu at illustrere problematikken med nogle få tal: I 2003 beløb Tysklands samlede gæld sig på 1.325 milliarder euro, hvilket rundt regnet svarer til 9,8 billioner eller 9.800 milliarder danske kroner. Siden Murens fald er statsgælden tredobblet, hvilket betyder, at hver eneste tysker, nyfødt som gammel, lige nu skylder 16.745 euro. Allerede i dag bruger staten 70 milliarder euro om året alene på renter, som svarer til hver syvende euro af det offentlige budget. Bund der Steuerzahler, en organisation som repræsenterer de tyske skatteydere, har regnet ud, at hvis staten blev forpligtet til at holde op med at optage nye lån og samtidig skulle tilbagebetale én milliard euro om måneden, så vil det tage 113 år inden Tyskland blev gældfri.
Men dette scenario er der mildest talt lange udsigter til. I 2003 brugte staten 72,4 milliarder euro mere end den havde til rådighed. Alene i de første seks måneder i år kom 42,7 milliarder euro til, hvilket svarer til en gældstiftelse på 2.534 euro i sekundet. Mens staten i 2000 brugte 22 milliarder euro på overførsler til sine pensionerede ansatte, regner man i 2040 med et tilsvarende beløb på 90 milliarder euro. Der er altså ikke noget at sige til, hvis den tyske finansminister sover uroligt om natten.
At man har levet over evne, har man nu vidst i mange år, i hvert fald hvis man ville vide det. Hele den tyske socialstat er bygget op omkring en kontrakt mellem generationerne, som det populært hedder. Udover at betale skat, indbetaler både de tyske arbejdstagere og arbejdsgivere til sygesikring og pension, penge, som bliver brugt til at forsørge nutidens ældre og syge. Allerede tilbage i 80’erne var der derfor mange eksperter, som påpegede, at systemet ville komme i vanskeligheder på grund af den demografiske udvikling, som betyder, at stadig færre unge skal betale til stadig flere ældre.
Men det gik jo godt. 80’erne var et årti med vækst, arbejdsløsheden var til at overskue og både nationalstaten og Den Kolde Krig satte en grænse for den internationale konkurrence, således at man bare kunne forhøje lønninger for at opretholde den tyske levestandard. Og så kom genforeningen – og hvem ville tale om smålige reformer af socialstaten på et sådant historisk tidspunkt? »Helmut nimm uns in die Hand – führ’ uns ins Wirtschaftswunderland« stod der på en berømt plakat ved de østtyske demonstrationer i 1989 – og det var netop det, Helmut Kohl gjorde. Den sociale markedsøkonomi eller med et andet ord den rhinske kapitalisme skulle eksporteres mod øst. Alle skulle føle sig trygge, og der blev lovet blomstrende landskaber i løbet af nogle få år – uden skattestigninger eller andet, som kunne kaste en skygge over folkets glæde.
Selvfølgelig var det en illusion, men Helmut Kohl blev genforeningens kansler, og Oskar Lafontaine, som på det tidspunkt var hans modkandidat og tillod sig at påpege skævhederne i regnestykket, blev ikke mindst af mange østtyskere betragtet som en fædrelandsforræder. Mon ikke det også på Lafontaine selv virker som en historisk ironi, at han på mandag skal tale på en af de mange demonstrationer mod den rød-grønne regerings forsøg på at reformere socialstaten?
Regeringens reformpakke, siger Sloterdijk til Der Spiegel, hvilket man til gengæld ikke kan være uenig i, indeholder ingenting, som Helmut Kohl ikke allerede burde have bragt på vej for tyve år siden. Han gjorde det bare ikke, heller ikke for 10 år siden, og nu er problemerne ikke længere til at overse. Væksten har i de sidste fire år ligget under én procent (0,6 procent i 2001, 0,2 procent i 2002, 0,6 procent i 2003) og dette har trukket fundamentet væk under det tyske samfund. Udover fire millioner arbejdsløse menes fire millioner mennesker at befinde sig i aktivering, mens to millioner mennesker modtager andre former for offentlig bistand. Dem, der er i arbejde, skal til gengæld af med en stadig større del af deres løn til de forskellige offentlige systemer.
»Nogle af dem, som betaler skat af deres karrige løn, der finansierer hjælpen til dem, som er kommet i nød, undrer sig måske over, at de aldrig har kunne opspare så mange penge, som de mennesker, der nu taler om reformens grusomheder, gerne vil have til deres rådighed«, hed det i en barsk kommentar, som kun Frankfurter Allgemeine Zeitung er i stand til at skrive.

Særlig prekær er situationen med hensyn til pensionen. På den ene side er de 20-40 årige med til at finansiere de nulevende ældres liv. På den anden side skal de ikke gøre sig forfærdelig meget håb om at komme i den samme priviligerede situation, og bliver derfor opfordret til selv at sørge for deres pension. Kontrakten mellem generationerne er i opløsning – og det går stærkt!
De nuværende demonstrationer, dette er de fleste iagttagere enige om, er således også udtryk for angst.
»Det er et uvant billede, at se den arbejdsløse akademiker og den ansatte, som er bekymret for sin arbejdsplads, ved siden af den langtidsarbejdsløse og kontanthjælpsmodtageren, som for lang tid siden har indrettet sig i sin kælder«, skrev Frankfurter Rundschau for nylig.
I Die Welt supplerede sociologen Wolfgang Sofsky:
»Det er ikke de fattige, som går på gaden, ikke de hjemløse og dem der lider af sult, og som alligevel ikke længere har noget. Flertallet af de protesterende er mennesker, som frygter nedstyrtningen, arbejdsløse uden perspektiv til beskæftigelse. De vil under ingen omstændigheder ende, hvor de fattige og overflødige allerede befinder sig. De har stadigvæk noget at tabe: den månedlige overførsel uden modydelse, opsparingerne, status og stolthed. Fordi afstanden nedad er lille, ytrer protesten sig desto tydligere. Fremtidsangst blander sig med vrede og harme. Mange føler sig uretfærdigt behandlet og frataget livets løn. Andre føler sig bedraget om det håb, som er blevet dem foregøglet i årevis. Ikke så få tror stadigvæk på et umisteligt retskrav om solidaritet – fra statens side.«
Skal man tro filosoffen og religionssociologen Horst Kurnitzky, er Tyskland for tiden dog kun ved at opleve den første bølge af ubehageligheder. »Som en orkan ødelægger det rasende frie marked alle sociale husly, hvor mennesker engang har kunnet søge tilflugt. Det, som bliver tilovers, er ruiner og brudstykker. Men det kan ikke svare sig at rydde op eller at begynde med en genopbygning, når en ny storm allerede tegner sig i horisonten.« Denne nye storm er globaliseringen, som langt fra har udviklet sit iboende potentiale. Hvis udviklingen hen mod det totale marked fortsætter, skriver Kurnitzky, vil vi snart alle sammen arbejde i den samme virksomhed – eller snarere dem af os, som der er plads til. Resten må se, hvor de bliver af:
»Aldrig har samfundet været så totalitært. På den ene side vokser fattigdommen med antallet af arbejdsløse og udelukkede, på den anden side vokser rigdommen. Vi lever i et samfund i opløsning, et samfund, som har mistet sit humane ledemotiv. For hver enkelt, som er blevet udelukket, vokser angsten hos dem, der trues af at blive udelukket i fremtiden. Angst, som til enhver til kan slå over i vold.«

Selvom ikke alle deler dette pessimistiske perspektiv, så hersker der enighed om, at man for tiden er vidne til den gamle Forbundsrepubliks død. Det er uvist, hvad der vil træde i stedet, men det tyske samfund, som det har formet sig efter Anden Verdenskrig, er ved at nå sine sidste åndedag.
Efter at havde beskrevet den aktuelle krisestemning i Tyskland, skriver forfatteren Thomas Hettche i Neue Zürcher Zeitung:
»Dette er nutidens elendighed. Men følelsen af fremmedhed i sit eget land giver også fortiden et nyt ansigt. Først nu begynder vi at forstå, hvordan landets velstand købte os fri, der er vokset op efter krigen. En politik, som virkede uden vold, fordi den undgik verden, og en økonomi, som ikke kendte til personlige risici, så ud til at være et sikkert fundament. Og alligevel: Aldrig har man følt sig helt hjemme i denne hjemstavn uden død og vold, som måske kun den generation af tyskere virkelig har kunnet tro på, som har skabt den.«
Også andre, med den tysk-britiske liberale Ralf Dahrendorf i spidsen, betragter krisen som en stor chance. Endeligt, lyder argumentationen, kan Tyskland udvikle sig fra et stats- til et borgersamfund, som er kendetegnet ved, at den enkelte tager del i samfundets anliggender: »Det er en borgerlig pligt at blande sig. Et demokrati bestående af demokrater gør livet svært for dem, som sidder ved magten, alene fordi man hele tiden og ubønhørligt stiller spørgsmål, kritiserer og udøver tryk. Vi skal gøre alt for at modarbejde den demokratiske kulturs forfald.«
Det sidste vil sociologen Oskar Negt, som aldrig har gjort en hemmelighed ud af sin sympati for venstrefløjen, sikkert være enig i. Alligevel påpeger han, at tyskerne er blevet forsonet med demokratiet ikke ved hjælp af opdragelsesprogrammer, men via socialstaten: »Efterkrigstidens samfund med dets sociale markedsøkonomi har forfulgt det princip, at reducere den sociale angst igennem anlæggelsen af forråd.«
Som sagt, min bedstemor har altid været en pålidelig kilde vedrørende stemningen i Tyskland.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her