Læsetid: 2 min.

’Nu må det stoppes’

Borgmesteren i Thyborøn vil have forureningsproblemerne ved høfde 42 løst en gang for alle – koste hvad det koste vil. Men han frygter, at den nye kommunalreform vil gøre det vanskeligere
5. august 2004

Høfde 42
Borgmester Erik Flyvholm fra Thyborøn havde en travl dag i går.
Kapitalstærke borgere, der var tæt på at skrive slutseddel i sommerhusområderne syd for byen, badegæsterne i sukkersandet bag pølseboden nede på havnen og borgerne i byen ville alle have vished.
Kunne de skrive under?
Kunne de bade?
Kan de bo uden frygt?
»Det her må stå klart for enhver. Det er ikke blot Cheminova, der rammes af fortidens synder. Alle der bor, lever og arbejder på denne egn er ramt af det, der er under opsejling omkring høfde 42,« fastslår Erik Flyvholm fra Borgerlisten, der selv har lært at leve med et kontrolleret depot.
Et ukontrollabelt depot er foruroligende.
»Udsigten piner mig. Vi kan kort og godt ikke blive ved med at leve med usikkerheden omkring depotet ude på høfde 42. I mere end 20 år har vi forsøgt at ryste fortiden af os, men oplysningerne om udsivningen af insektgiften parathion kan bombe os langt tilbage, hvis amtsrådspolitikerne ikke reagerer hurtigt og konsekvent.«

Frygter reform
Trods det at Erik Flyvholm ønsker problemerne løst hurtigst muligt, er han udmærket klar over, at den påtænkte indkapsling – en spunsvæg til i nærheden af 30 millioner – ikke er tilstrækkeligt til at stoppe insektgifte og tungmetaller i at sprede sig ud i Vesterhavet og ind i Limfjorden til fare for vegetation, dyr og mennesker.
»Det er korrekt, at der skal mere til, hvis vi engang for alle skal have løst problemerne. Vi bliver nødt til at lytte til fagfolkene i Ringkøbing Amt, der har tilegnet sig den nødvendige viden gennem mange år. De er eksperter i høfde 42-problematikken.«
Borgmesteren i Thyborøn fastslår, at den nødvendige teknik og teknologi må tilvejebringes.
Også selv om civilingeniør Vibeke Frølich Lanzky, der er projektleder i Ringkøbing Amt med ansvar for høfde 42, har forudsagt, at det kan dreje sig om trecifrede millionbeløb.
»Det er politikernes opgave at finde midlerne og stoppe miljøskandalen, inden det er for sent. Det her må ikke trække ud,« understreger Erik Flyvholm og tilføjer: »Det er altafgørende, at problemerne med høfde 42 løses, inden den nye kommunalreform træder i kraft.«
– Hvorfor?
»Fordi vi ellers kan begynde forfra til den tid. Alle vil spørge: Hvem har opgaven? Amt, stat eller de nye regioner. Det bliver et stort rod og et spørgsmål om ansvarsforflygtigelse, som kunne udvikle sig til det rene vanvid. I dag er kompetencen samlet i Ringkøbing Amt. Det er da trods alt et gode,« siger Erik Flyvholm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her