Det er en ganske særlig nydelse at indtage en kop kenyansk højlandskaffe i safariklubben, vidunderligt placeret under Mount Kenyas sneklædte tinde. Gennem klubbens panoramavinduer kan man beundre udsigten til den smukke park med de lilla bougainvilleaer og de sort-hvide ibiser, bag hvilken den grønne regnskov strækker sig op ad bjergets sider. I klubben, hvor etiketten tilsiger jakke og slips til middagen, hvor sorte tjenere i grønne jakker lyder ens mindste vink, og hvor personligheder som Winston Churchill, Clark Gable, Aga Khan, Sean Connery og Catherine Deneuve er kommet som medlemmer, er man del af et særligt aristokrati. Uforstyrret kan man her omgås ligesindede og finde fred i sjælen ved at prøve golfbanen, fiske ørred, ride i parken eller blot sidde foran pejsens knitrende ild med en cognac og udsigt til vildttrofæerne på væggene.
Mount Kenya Safari Club er med sin koloniale stil og elegante luksus en tidslomme fra dengang, Kenya var britisk protektorat, forvaltet af stræbsomme mænd og kvinder med sans for både det gode liv og den barske pionertilværelse. Men safariklubben er ikke noget isoleret levn fra kolonitiden, der varede fra 1895 til selvstændigheden i 1963. Hele det centrale Kenya er den dag i dag domineret af store rancher med vidtstrakte arealer, hvor livet i mange henseender leves som dengang, om end man har fået privatfly, internet og adgang til internationale donormidler, så man kan leve af vildtpleje og bestandene af løver, elefanter, giraffer, næsehorn og zebraer.
Tag en ranch som Ol Jogi nord for Mount Kenya, der strækker sig over et areal som Møn og ejes af den franskfødte Alec Wildenstein, en af verdens rigeste kunsthandlere. Eller ranchen Ol Pejeta et stykke østpå, som blev skabt af Lord Delamere, en af de første britiske kolonisatorer i Kenya. Lordens familie ejer stadig en stor luksusranch i området, men Ol Pejeta har skiftet ejer på et tidspunkt tumleplads for den berygtede saudiarabiske våbenhandler Adnan Khashoggi, nu ejet af den farverige britiske mangemillionær Tiny Rowland. Her kan man for 3.350 kroner pr. nat leje sig ind i en dobbeltsuite, tage på guidet vildtsafari eller bese de vidstrakte arealer, hvor 8.000 stykker kvæg og 4.000 får græsser.
I det centrale Kenya omkring Laikipia-distriktet findes mange flere ranch med enorme landområder. Her lever hvide mennesker med magt og privilegier. Så smukt som i gamle dage.
Men i dag bliver idyllen antagelig brudt. Hvis det står til områdets oprindelige beboere, maasaierne, bliver Laikipia-distriktet og en række større byer i Kenya i dag ramt af omfattende demonstrationer og aktioner. For netop i disse dage er det 100 år siden, det stolte hyrdefolk blev fortrængt af de britiske kolonisatorer fra de områder, hvor de i generation efter generation havde vandret med deres køer, geder og får.
Maasaierne mener, at kolonisatorernes brugsret til jorden udløber nu på søndag, og at omkring 4.000 kvadratkilometer skal gives tilbage til de oprindelige ejere, der i dag for manges vedkommende lever i nød og elendighed, fordi de ikke kan skaffe græsningsmuligheder for deres dyr.
Med de stærke interesser, der fra begge sider knytter sig til jorden, kan dagens manifestationer let blive starten på voldsomme konflikter i det i forvejen problemplagede afrikanske land.
I en tom hotelrestaurant i den lille by Nanyuki i det kenyanske højland fortæller Samuel Ole Larpei om maasaiernes kamp for retten til landet. Samuel Ole Larpei er en ung maasai, tilknyttet organisationen Osiligi det betyder håb der er samarbejdspartner med danske Mellemfolkeligt Samvirke. Det er Osiligi, der er drivkraften bag de protester, der efter planen starter i dag.
»Det var i 1904, at briterne fik vore forfædre til at underskrive et dokument, der fratog dem adgangen til en stor del af det land, vi har beboet så længe. Det er den aftale, der er hovedårsag til vore problemer i dag,« fortæller Samuel Ole Larpei.
Maasaierne udlægger aftalen som en lejeaftale, og en sådan udløber i henhold til Kenyas love efter 100 år. Derfor er 2004 året, hvor der skal sættes fokus på retten til landet, og hvor aftalen må genforhandles. Mener Osiligi.
Aftalen i 1904 var led i de nye britiske koloniherrers plan for udvikling af Kenya til en landbrugsbaseret økonomi. Ved beslutninger i London i 1901-02 havde den britiske regering tiltaget sig formel kontrol over såkaldt ledige landområder i Kenya. Som sådan opfattedes de store områder i Rift Valley, hvor det maasaiske hyrdefolk havde vandret med deres dyr i 500 år, men ikke dyrket jorden, fordi det ikke var del af deres livsform. Ud fra briternes forståelse af en landbrugsøkonomi var disse områder uudnyttede.
Den britiske guvernør i Kenya, Sir Charles Eliot, gjorde sig i et memorandum følgende overvejelse om spørgsmålet:
»Jeg kan ikke gå med til, at vandrende stammer har en ret til at holde andre og overlegne racer ude af store områder, bare fordi de har anlagt den vane at strejfe rundt på meget mere land, end de kan udnytte.«
»Jeg har ikke noget ønske om at beskytte maasaiernes livsform. Det er et dyrisk, blodigt system, bygget på plyndring og umoral, katastrofalt for både maasaierne og deres naboer. Jo hurtigere, det kan forsvinde og blive glemt bortset fra i antropologi-bøgerne desto bedre.«
Den britiske guvernør udformede en traktat, der beordrede maasaierne ud af den centrale del af Rift Valley mod, at de fik retten som de jo egentlig havde i forvejen til et område omkring Laikipia i det centrale højland samt et sydligt område omkring det nuværende naturreservat Masai Mara.
Da aftalen skulle indgås, var maasaierne et svækket folk. I årene forud havde de mistet mindst 80 procent af deres kvæg som ofre for kreatursygdommen kvægpest, der var kommet til Afrika med de europæiske kolonisatorer. Og i kølvandet på kvægpesten hærgede kopper, kolera og tørke og reducerede stammens størrelse fra 500.000 til 40.000 personer.
Der var således ikke megen styrke til at stritte imod, da den britiske guvernørs repræsentant i 1904 mødte op med kravet om flytning.
Et af de sidste øjenvidner til begivenheden var maasaien Marieni Ole Kertella, som i 1970, 90 år gammel, blev interviewet af den britiske forfatter Gerald Hanley. Den gamle mands hukommelse var så god, at han bl.a. kunne huske navnene på den britiske forhandlingsdelegations medlemmer. Som han husker budskabet fra den britiske talsmand, Mr. Hopline, faldt ordene således:
»På dette møde er vi kommet for at fortælle jer alle, at regeringen vil have jer til at forlade Naivasha og Kinopop, fordi regeringen har bygget en jernbane fra Mombassa tværs over landet til Kisumu. Regeringen vil bringe mange ting med jernbanen. Vi vil bringe kvæg som nedstammer fra bøflen, og det kvæg vil slå og besejre jeres kvæg, hvis de slås. Vores tyre er stærkere end jeres og vores køer ligeså. Og vi vil bringe får, der er så forskellige fra jeres, at I ikke vil kunne lide dem og vil ønske at dræbe dem, fordi I tror, det er vilde dyr, som hyæner. Men det er får, ligesom jeres.«
»I denne sag beder vi jer om at forlade dette område og flytte til Ngatet,« sagde Mr. Hopline ifølge Ole Kertellas erindring.
Maasaiernes leder Olanana Den Bløde skrev under på briternes papir den 10. august 1904 og en række af hans stammefrænder den 15. august.
Det var et papir, som sagde, at »Vi, underskriverne (...) har af egen fri vilje besluttet, at det er til vort eget bedste at flytte vort folk og vore hjorde til bestemte reservater på afstand af jernbanen og på afstand af ethvert landområde, som måtte blive åbnet for europæisk bosættelse (...) Ved at flytte de omtalte grupper til reservatet påtager vi os at rømme hele Rift Valley, så denne kan anvendes af regeringen med henblik på europæisk bosættelse.«
Som andre maasaier kunne Olanana ikke læse, endsige forstå engelsk, og han godkendte aftalen, der reelt indskrænkede maasaiernes område med to tredjedele, ved at sætte sit mærke på det britiske papir.
Nogle maasaier nægtede at flytte, men britiske soldater tvang flytningen igennem. Britiske farmere rykkede ind og fik hver især tildelt landområder på op til 1.000 kvadratkilometer to gange Bornholm.
Maasaierne skulle med 1904-aftalen til gengæld være sikret retten til de nye, indskrænkede områder »så længe maasaierne eksisterer som race.« Men der gik bare syv år, før de britiske nybyggere ønskede mere plads. Derfor blev maasaierne kaldt til nye forhandlinger, og de resulterede i en aftale i 1911, som pålagde maasaierne at opgive det nytildelte reservat i det centrale Kenya og flytte til det sydlige ved Masai Mara.
I alt skønnes det, at over 10.000 maasaier, 200.000 køer og 500.000 får og geder måtte flytte i perioden 1904-1911. Sir Eliot, udtalte i 1905 om processen:
»Det eneste håb for maasaierne er, at de under intelligent vejledning gradvist slår sig ned og antager en vis grad af civilisation.«
Som maasaierne oplever det, har de lige siden 1904 været udsat for pres, tvang og mishandling og i dag så stærkt som nogensinde.
»Briterne benyttede sig af vort folks svaghed dengang,« siger den unge Samuel Ole Larpei. Han sidder med kopier af de gamle traktater foran sig i restauranten på hotellet i Nanyuki.
»Den tids maasaier vidste ikke, hvad de gik ind til. De kunne ikke læse,« siger han.
Når man flyver henover Rift Valley ved det sydlige Masai Mara, kan man se de små cirkelformede bopladser på den røde jord et vidnesbyrd om maasaier, der fortsat lever den nomadiske livsform. Men mange er blevet presset ind i en tilværelse som bofaste landmænd og kvægavlere i bestræbelsen på at øge landbrugsproduktionen.
Maasaiernes bæredygtige overlevelsesstrategi har altid været at bevæge sig rundt for at udnytte de halvtørre jorde optimalt, præcis som mange af de vilde dyr flytter sig med regnen. Det permamente landbrug i det sydlige Kenya har vist sig at føre til overudnyttelse af jorden, og derfor har mange bofaste maasaier måtte sælge jorden og er flyttet il byerne, hvor de ofte lever i nød, mens andre frister en fattig tilværelse på overgræssede arealer.
I Laikipia-distriktet i det centrale Kenya har man ikke samme problem. Der har man nemlig fra starten holdt maasaierne ude fra de store græsningsområder. Det var det, der fra 1904 skete med uddelingen af jorden til britiske farmere og den samtidige fordrivelse af de fleste maasaier. Nogle blev, og de er siden blevet flere i dag omkring 78.000 i Laikipia men de har kun adgang til en forsvindende brøkdel af landskabet.
»I dag er det sådan, at 70 procent af Laikipia-distriktet er ejet af rancherne og vi taler om i størrelsesorden 10 personer,« siger Samuel Ole Larpei.
Særlig grotesk illustreres det på den bumlede jordvej til den lille by Dol Dol, et stykke nord for Nanyuki.
»Maasaierne er henvist til at lade deres dyr græsse i et stadig mindre område, der ligger mellem vejen og de elektriske hegn, der omgiver rancherne. Området skrumper, fordi rancherne i ledtog med politikere udvider deres besiddelser ved at definere det som nye naturbeskyttelsesprojekter ofte med finansiel støtte fra f.eks. Verdensbanken eller USAID,« siger Kristian Sloth, der for Mellemfolkeligt Samvirke samarbejder med Osiligi.
Den typiske ranch hænger i dag økonomisk sammen i kraft af en blanding af safari-virksomhed for rige turister, vildtbeskyttelse med donorstøtte, kvægavl samt tilgange fra ejerens formue, der ofte hidrører fra kontrollen med nogle af Kenyas store erhvervsvirksomheder.
»Hvis nogen overhovedet ejer løverne, elefanterne og de andre vilde dyr, så må det være Kenya. Det kan ikke være private menneskers ejendom,« siger Samuel Ole Larpei.
Men det er det tilsyneladende. I hvert fald profiterer ranchejerne via turistindtægter og donortilskud af de vilde dyr, der lever inden for deres hegn. I Nanyuki taler lokale embedsmænd med vrede om rancherne, der angiveligt ikke bidrager økonomisk til det lokalsamfund, de lever i.
»De er som selvstændige stater. Flyver turisterne direkte ind på deres private landingsbaner inden for ranchens hegn,« siger én embedsmand.
Nu har maasaierne fået nok. De vil ikke opleve flere tørkeår som i 2000, hvor dyrene døde, fordi maasaierne ikke kunne få adgang til de vidtstrakte græsningsarealer inden for ranchernes hegn.
Derfor har de op til 100 års-dagen for den gamle aftale forlangt retten til landet tilbage. Og derfor planlægger de i dag aktioner i Laikipia og andre steder i Kenya. Osiligis direktør James Legei har sagt, at man håber at kunne besøge forfædrenes grave det kan betyde indtrængen på ranchernes område.
Om det kommer dertil, er uvist. Den 28. juli blev Osiligis ledelse kaldt til møde med Laikipias politichef og distriktskommissær og fik besked om, at demonstrationerne er ulovlige, at Osiligis status som lokalsamfunds-organisation er annulleret samt at enhver mødeaktivitet i organisationen derfor er forbudt.
Osiligi har svaret igen ved at lade sig registrere som fond og ved at fremrykke demonstrationerne fra årsdagen på søndag til i dag.
»Vi anerkender, at der er et problem,« sagde for nylig Michael Dyer, ejer af den store Borana-ranch.
»Spørgsmålet om land er følsomt og giver genlyd over hele Afrika. Hvad vi ved er blot, at vi har skøde på denne jord og har som opgave at forvalte den efter bedste evne. Vores primære bekymring er, hvordan vi kan beskytte denne værdifulde økologiske ressource og skabe vækst i økonomien,« sagde Dyer.
Den kenyanske regering ventes at være på ranchejernes side. Og det er tvivlsomt, om en domstol vil godkende Osiligis juridiske argumenter. Deres forfædre skrev jo under dengang for 100 år siden, endskønt de hverken kunne læse, skrive eller forstå engelsk.
Omvendt kan en åben konflikt med racistiske undertoner om retten til landet i sig selv være dybt skadelig for rancherne, for turismen og for Kenya som sådan.
*Jørgen Steen Nielsen besøgte Laikipia og maasaierne for nogle måneder siden i research til bogen Fra frihedens slagmarker, der udkommer i næste måned
