Kunst
»Var Dubuffet ikke blevet grebet af begejstring for dette museum i Silkeborg, der hverken er specialiseret i moderne kunst eller i kunstnerisk tradition, men simpelthen en afsluttet episode i tid og rum, så ville det hele næppe have taget dette omfang.«
Sådan skriver Asger Jorn i den lille bog om Jean Dubuffets grafik, Silkeborg Museum udgav i 1961. Det år stillede kommunen den gamle skolebygning til rådighed, der indtil museets egne bygninger kunne indviedes mange år senere var hjemsted for Asger Jorns samling.
Blandt andet hele Dubuffets grafiske værk indtil da, som Jorn med slet skjult stolthed kalder »den første bogstaveligt talt komplette samling i verden«.
Uanset hvad man måtte mene om tid og rum og hvad deri måtte findes af »afsluttede episoder« og der er her og der i rummet og tiden blevet ment adskilligt vil det være svært at betragte Dubuffets gigantiske serie af litografiske tryk, Fænomenerne kaldte han den, som »afsluttet«.
Hele serien med dens 13 sort-hvide mapper, hver på 18 blade, 10 i farver hver med 10 blade og to med 18 og 20 »overskydende ark« kan lige nu ses på museet.
Man kan sige, og det vil nogen gøre, at det på grund af værkernes karakter, den måde de i systematisk kaos undersøger alle litografiets aspekter på, er en udstilling for de få, der for alvor interesserer sig for og ved noget om litografisk tryk som proces, men det er næppe rigtigt.
Primordial meteorik
Jean Dubuffet ledsagede den-gang serien med en skridt-for-skridt indføring i litografiets praktiske væsen, og væsentlige dele af den kan læses i en lille ledsagende pamflet.
Enhver der har tilbragt nogen tid på et trykkeri ved, siger han, at makulaturarkene med deres aftryk af tilfældigt er langt mere interessante end de færdige tryksager, hvad enten det drejer sig om ugeaviser eller om kunstneriske litografier.
Det er det sponant kaotiske, der interesserer ham, mere end det tilfældige, for det kan jo kun være tilfældigt på trykprocessens betin-gelser, og det opløftende makulatoriske kaos optræder ikke af sig selv, det kan det ikke, kun som netop et nødvendigt resultat af den målrettede trykkeproces.
Det siger sig selv, at den slags er et billede af livet. Det er i enhver forstand elementært.
»Hvad kan litografiet ?« spørger han. »Og hvad kan det ikke ?«.
Ingen grund til at ville bruge det til noget, det ikke kan, så han giver sig til at undersøge det, hvad man kun kan gøre som praksis. Dubuffets undersøgelser er så eksemplariske, at det næsten bliver for meget, sådan som alting er for meget, når man går i dybden, og som kun det, der på den måde er for meget, er værd at beskæftige sig med.
Billedet er hvad som helst, man kan lægge en ramme om, som i hans »Texturologier«, der som maleri kan være f.eks. en firkant af en asfaltvej.
Det arbejder han med i nogle år, der i begyndelsen af 1950erne, med alt hvad maleriet kan, og som litografiet ikke kan. Han benytter sig af afgnidninger af aftryk af hvad som helst og oparbejder på den måde et enormt repertoire af billedmæssige tegn, der i fri kombination kan anvendes litografisk. Et lager af løse elementer, en lille række grundbilleder og derefter, mener han, kombinationer nok til en livstid. Behøver aldrig røre en pensel længere, de elementære processer klarer resten.
Film noir
Arbejdet med Fænomenerne påbegyndtes i 1957, og var færdigt i 1962. For Dubuffet selv var litografiet derefter en »afsluttet episode i tid og rum«.
I Noël Arnauds liste over Dubuffets udstillinger til og med 1960 fra det Patafysiske Kollegiums dossiers 10 & 11, den 8. Clinamen LXXXVII patafysisk tidsregning, præsenteres det litografiske projekt Fænomenerne :
»Denne encyklopædi af billeder eller vel snarere tryk består af omkring tre hundrede tryk, som Dubuffet har fremstillet i trykkerilokaler, lejet og udstyret til det formål i Rue de Rennes. De behandler primordiale fysiske eller meteoriske temaer, såsom jorden, vandet, luften, skyggen, byen, stenen, jordbunden, lyset og ilden.«
Troels Andersen, der står bag udstillingen i Silkeborg, nævner i den forstand som mulig parallel den poetiske filosof Gaston Bachelards forsøg på at redegøre for en vandets, ildens, luftens eller jordbundens poetik.
Serien i sin helhed har kun været udstillet en gang før, i Venezia for 40 år siden.
Ophængt i løbende baner eller bånd fungerer trykkene som en slags film, eller det omvendte af en film, hvor de enkelte frames står stille, og bevægelsen opstår ved at man selv går forbi dem. Filmen har organisk, og ikke mekanisk hastighed, fordi der er visse billeder, man standser ved, mens man sådan set bare lader andre vandre forbi.
Ved gentagelse, for den der går så vidt, i modsat retning eller på kryds og tværs mellem serierne, vil det være andre, man standser ved, andre man vandrer forbi.
Ved hjælp af et »grundklaviatur« er der, siger Dubuffet selv, tale om en proces, der giver plads og spillerum til »afvigelser og omveje, gennemkrydsninger, fejltællinger, møder undervejs og blandinger som mellem vand og benzin, zinkplader oxyderet i solen, fernis der krakelerer, farvepulver opvarmet med flammer på stenen« og så er der navnene, titlerne på de enkelte plader. For Dubuffet, som for Jorn i øvrigt, var denne sproggørelse yderst væsentlig:
Se blandt andet:
Spor i sten. Gassens dans. Mineralsk flora. Spiring. Skyggevæg. Mystisk mur. Hob af småsten. Dråber bobler perler. Vandets tumlen. Antilopen. Burleske silhuetter. Undergrundenes teater. Voldtaget område. Blodet. Bærme. Jordklumpen. Væskende vabler. Fantastisk jord. Hudens belægning. Hakket halm. Luftstrømme. Gløden. Håret. Tumult. Nervestimulering. Strålebrydning. Glemslens slør. Den flyvende hollænder. Skyggekamera. Bad med vat. Drømmens blomster. Skyggens tekst. Stiplet område. Stenens draperi. Affaldslag. Undertrykt liv. Teater af totter og dråber. Jordmarmorering. Behag og lyst. Jordens brændende liv. Smuds og kløfter. Uskyldig glæde. Myldrende struktur. Leopardplettet lag. Aftenmark. Strittende børster. Kvaler, Tufsten. Spraglet lag. Rynket element. Fos. Lysende vand. Stenet vig. Hajerne. Hærgende vand. Perler. Den ødelagte klippe. Forvitret tekst. Skælvende tekst. Det sammentrukne net. Stentekst. Murenes sprog. Den fejede skygge. Affældig tekst. Lette inskriptioner. Mycelium. Smuds. Kornet vejbane. Støv. Boulevard. Spedalskhed. Rask falmen. Illumination. Jomfru Marias søvn. Midlertidig situation. Klippernes fest. Uklar tekst. Revnede brudstykker. Jordens kød. Skyggens træ. Genskær. Modning. Jordens kode. Fyldte klumper. Urolig bevægelse. Tekst med mangler. Brutal dekoration. Totter og slæbespor. Konjugationer. Diskret selskab. Kradsen. Gniden. Visken. Skriven. Skraben. Rejseplan. Vandet. Let dans. Forfald. Natlige diskussioner. Tankens felt. Tindren. Overflod. Ungdom. Vild jord. Stilhed. Blidhed. Alvorligt sted. Guld og skygge. Sort mælkevej. Forbudets forhæng. Dyster udvikling. Luftblomst. Sorgløshed. Spor på jorden. Genlyd. Drømme. Lindrende lag. Håb. Intime bånd. Ledigt felt. Fantasier. Ro. Dunkle ynder. Trusler. Skyggens feberpuls.
Rå kunst
Det kan måske være svært i dag at forholde sig til retorikken i det, der stadig var efterkrigstiden, med dens insisteren på kunsten som bærer af åndelige værdier, oven i købet hvad Dubuffet angår i noget så raslende antikt som »permanent revolution«.
Det kan virke chokerende elitært, og det er muligvis også, hvad kunsten kunne være nødt til at være i dag, hvis den vil adskille sig så meget fra det øvrige mediebombardement, at den kan have absolut betydning helt nede på jorden. Rå kunst, simpelt hen, eller »art brut« som Dubuffet kaldte det, og han var det 20. århundredes førende usystemtiserende ekspert på dette dybt entartede område. Elementær eruption. Hemmelige budskaber til de ganske få hvor som helst og derfor også ganske mange. Et sprog, der taler fundstændig hen over hovedet på en ny tids voksende kulørte pøbel.
Respekt for historien, dens fortid og fremtid, og despekt for den spektakulære samtid med dens dengang endnu ganske spæde tilløb til total entertainment. Og underholdende, da. Som ind i helvede. Weird og elementær.
Som overpissede grædemure gennembrudt af begejstret pus eller beskedne små støvede vækster ved foden af havemure i Sydfrankrig. Den slags man ser, når man går tur med hunden, og den stanser for at snuse. Sådan læser hunde. Som sydende boblende syreplamager og vandfald af slikkepindeagtige væsener klippet ud af stemplede lærreder og genopstået i sten.
»Lykkelige beboere i Silkeborg og omegn,« åbner Arnaud sin tekst i Dubuffetbogen fra 1961. Det er os, der skal tage imod disse firkanter af asfalt og hvad som helst, trykket gennem presser og valset på tidens og rummets vinde til boblende ursafter.
*Silkeborg Kunstmuseum. Jean Dubuffet: Fænomenerne. 10-17 undtagen mandag. Til den 21. september
