Debat
Nu troede vi lige, at det gik så godt. Konklusionerne fra forskerledelsen bag magtudredningen var klare, da det sidste opsummerende bind udkom:
Danskerne oplever, at de har indflydelse på demokratiet og tillid til systemet.
Men den positive udmelding stiller flere forskere sig kritiske over for. De retter en skarp kritik mod forskerledelsens videnskabelige metoder.
Forskningsbibliotekar og lektor i politik og økonomi ved Roskilde Universitetsbibliotek Nils Bredsdorff kritiserer blandt andet, at forskerledelsen bag magtudredningen bruger og undlader konklusionerne fra andre undersøgelser, som det passer dem:
»Dele af magtudredningen er det rene bras. Ledelsen bag magtudredningen drager konklusioner, som der ikke er grundlag for,« siger han.
Han er særligt kritisk over for en undersøgelse af, om folk oplever, at de har indflydelse.
Undersøgelsen, Billeder af magten, baserer sig på 29 interviews, og selv om forfatteren tager forbehold for, at undersøgelsen ikke kan bruges til at generalisere ud til hele den danske befolkning, drager han alligevel flere konklusioner, end han kan tillade sig med så lille et datamateriale, kritiserer Bredsdorff.
Men det værste er i følge Bredsdorff, at ledelsen bag magtudredningen bruger undersøgelsen uden at forholde sig kritisk til den:
»I den pressemeddelelse, der udgik til journalisterne, da det store afslutningsbind kom, var overskriften: Magten har jeg selv, som udtryk for det nye magtbillede, danskerne har. Men det giver ingen mening at citere undersøgelsen, for den er intet værd. Forskerledelsen citerer undersøgelsen uden at diskutere det utroligt problematiske i at trække 29 danskere ud og bruge dem som målestok for resten af befolkningen,« siger han.
Ikke nok med, at forskerledelsen generaliserer ud fra en undersøgelse, der er for dårlig. Bredsdorff kritiserer ledelsen for at skrive noget, der er forkert ved at fejlcitere andre undersøgelser:
»Det er direkte forkert, når de skriver, at folk har en oplevelse af, at de selv har magten, og at oplevelsen af magten ikke er afhængig af den sociale baggrund. Samtidig refererer de til en undersøgelse af Palle Svensson, som siger det direkte modsatte. Det skriver de bare ikke,« siger Bredsdorff.
Han fortæller, at Svenssons undersøgelse tværtimod siger, at folks magtopfattelse er direkte sammenhængende med deres placering i forhold til magten. Dem, der er placeret langt fra magten har en opfattelse af, at magten er langt væk. Og dem, der sidder tæt på magten, synes, at den er ligeligt fordelt.
Det er særligt det afsluttende bind, hvor forskerledelsen opsummerer konklusionerne, som Bredsdorff harcelerer over:
»Mens den første udgivelse fra udredningen var traditionel og solid både i form og indhold, så er det afsluttende bind Magt og demokrati intet mindre end et formmæssigt og indholdsmæssigt makværk,« skriver han.
Bredsdorff retter en grundlæggende kritik af den metode, der anvendes i magtudredningen, som kaldes triangulering, hvor princippet er, at ved at bruge forskellige typer undersøgelser på det samme objekt, får man en bedre vurdering af virkeligheden:
»Magtudredningen bruger triangulering som et argument for den meget brede, liberale og pluralistiske tilgang, hvor alle må skrive det, som passer dem. Magtudredningens ledelse glemmer, at triangulering ikke betyder, at dårlige undersøgelser kan bruges til at understøtte resultaterne,« siger han.
Det største problem ved magtudredningen er i følge Bredsdorff næsten, at der ikke bliver gjort rede for de store metodiske problemer, som han mener, der er:
»Når magten selv vil analyseres og giver 50 millioner til det, er det særligt nødvendigt, at man er bevidst om sin metode. Det kunne nemlig godt tænkes, at udredningen bliver påvirket af, at den er betalt af magten,« siger han.
Han understreger, at der trods kritikken, er flere endda meget fine rapporter i blandt magtudredningens mange bind, men at de drukner i det sidste afsluttende bind.
Professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, Lise Togeby, mener at Nils Bredsdorffs kritik skyldes, at han har et grundlæggende anderledes syn på, hvordan samfundsvidenskab skal bedrives:
»Kritikken bygger på en forestilling om, at man kan lave samfundsvidenskab lige så objektivt, som man kan lave naturvidenskab,« siger hun.
Hun mener, at den benyttede tilgang, triangulering, er god, fordi den inddrager flere forskellige måder at analysere samme problemstilling:
»Til trods for, at jeg selv anvender kvantitative metoder, er jeg meget åben for, at kvalitative metoder kan berige mine undersøgelser,« siger hun. Hun er ikke enig i, at kvalitetskravet har været slækket. Det drejer sig derimod om, at der stilles forskellige krav til forskellige forskningsmetoder.
Hun mener ikke, at det er rigtigt, at forskerledelsen bruger for dårlige undersøgelser til at generalisere ud fra:
»Formuleringen fra Magtens billeder med de 29 interviewede bliver først og fremmest brugt til at illustrere danskeres opfattelse af magt, som vi i øvrigt har dokumenteret i andre undersøgelser,« siger hun. Hun mener heller ikke, at der er grundlæggende uoverensstemmelser mellem det, Palle Svensson skriver i sin undersøgelse, og det ledelsen konkluderer:
»Det kan godt være, at der er en svag nuanceforskel mellem Svenssons rapport og slutrapporten, men budskabet er i de to publikationer er det sammen: At vi har en stærk befolkning med tillid til systemet og opslutningen til systemet er øget de seneste 20 år,« siger hun.
Lektor i Sociologi ved Institut for Statskundskab, Gorm Harste, retter også kritik af magtudredningens metoder. Han kritiserer magtudredningen for ikke at inddrage de mere radikale magtkritikere som Michel Foucault og Pierre Bourdieu bedre:
»Bourdieus magtkritik er meget indlysende at anvende, men den har man ikke gennemgået,« lyder kritikken fra Harste.
Han mener, at den definition af begrebet magt, som magtudredningen tager udgangspunkt i, sætter nogle begrænsninger for, hvilke problemstillinger der er belyst.
Problemet er i følge Harste, at definitionen er så snæver, at alle former for undersøgelser bliver inddraget, uden det gennemtænkes ordentligt, hvordan magten skal undersøges. Den radikale magtkritik, som de franske forskere Bourdieu og Foucault repræsenterer, lægger op til en historisk empirisk analyse, hvor det analyseres, hvordan magten sætter sig igennem overalt i samfundet:
»Man kunne eksempelvis ud fra Bourdieu mere stædigt have sat spørgsmålstegn ved, om der er brudt med den danske tradition for enevælde, altså mangel på magtdeling,« siger han.
Selv om Gorm Harste ser det som et metodisk problem, at en fremtrædende teoriretning ikke er indtænkt i magtudredningen, mener han, at magtudredningen kommer til at danne grundlag for mange frugtbare analyser fremover.
»Jeg tror, at der er mange potentialer i rapporterne. Nu har man jo noget, man kan kritisere,« siger han.
Kritikken fra Nils Bredsdorff og Gorm Harste blev fremført i artikler i det samfundsvidenskabelige tidsskrift Grus, hvor forskerledelsen også skrev et svar på kritikken.
Til Harstes kritik siger professor Lise Togeby, at hun mener, at det handler om, at der kan være forskellige meninger om, hvad der skal prioriteres:
»Vi har forsøgt både at have mainstreamforskning med og projekter, der stiller spørgsmål ud fra en radikal magtkritisk tilgang,« siger hun. Til Harstes konkrete forslag til, hvad man kunne have belyst ud fra en kritisk tilgang, siger Lise Togeby:
»Hvis nogen havde lavet det forslag, ville vi med garanti gerne have gennemført det.«
