Læsetid: 7 min.

Medicinen skræmmer

Som nyuddannet jurist styrter Lene Falgreen Larsens verden i grus. Hun bliver indlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov ved Århus. Hun håber, hun snart kan klare sig selv igen, så hun kan få et job som jurist
14. august 2004

Afsnit 1
Lene knæler ned ved sin seng med ansigtet ind mod væggen, mens hun holder en antipsykotisk pille i sin spinkle hånd.
For fem måneder siden afleverede hun speciale om tvangsmedicinering som jurist fra Århus Universitet. Hun blev overbevist om, at hun aldrig ville tage antipsykotisk medicin. Aldrig.
Alligevel sidder hun nu med netop sådan en pille i hånden. Frivilligt. Næsten.
Da hun den 7. december 1998 knæler ved sin seng med pillen i hånden, er hun netop blevet udskrevet fra sin anden indlæggelse og skal nu prøve en anden antipsykotisk medicin. Risperdal.
Lene Falgreen Larsen blev indlagt første gang på Psykiatrisk Hospital i Risskov tre måneder forinden i august 1998. Efter den første indlæggelse begyndte hun i et behandlingsforløb, hvor psykiateren, Per Jørgensen, anbefalede hende at tage antipsykotisk medicin, Serdolect.
Lene var bange for medicinen. Hun skulle være i ugentlig kontakt med Per Jørgensen i to år, og hun synes, hun blev nødt til at vise velvilje over for ham og tage den medicin, han foreslog, når hun omvendt ønskede, at han skal tage hende alvorligt. Serdolect virker beroligende, derfor gik hun i første omgang med til at tage det. Men Serdolect blev trukket tilbage fra markedet, fordi der har været nogle mystiske dødsfald blandt skizofrene.

De mystiske dødsfald med Serdolect har gjort hende endnu mere bange for medicinen.
Derfor citerer hun et bibelvers om, at hvis man tror på Gud, kan man drikke dødbringende gift, uden det skader. Hun beder for Kirsten og Jens Vestergaard, som hun bor til leje hos, for sagsbehandlerene, lægerne og alle andre, hun er i berøring med. Hun beder Gud om, at de må gøre det rigtige.
Kirsten og Jens flyttede hun ind hos, da hun blev udskrevet fra første indlæggelse i slutningen af september. En af deres bekendte havde hørt, at Lene manglede et sted at bo. Kirsten og Jens har tidligere haft lejere med psykiske problemer boende på førstesalen i huset i Lystrup og havde et ledigt værelse.
Derfor besøgte Kirsten Lene på hospitalet, og tog hende med til Lystrup for at se værelset, inden hun blev udskrevet.
Efter nogle uger med Risperdal fortæller Lene sin psykiater, at hun har hun det bedre. Hun kan bedre koncentrere sig og træffe beslutninger, men hun skammer sig over at skulle tage medicin. Hun er bange for, man kan se det på hende. Når hun sidder stille, ryster benene, og hendes finmotorik er blevet dårligere, synes hun.
Lene er meget glad for dans og drama. Det er hendes måde at udtrykke sig. Når finmotorikken er dårlig, føler hun, at hendes sprog er taget fra hende.

Lene har endnu ikke fundet et job som jurist. Hun har levet af sygedagpenge siden den første indlæggelse i august 1989. I januar 1999 begynder hun i arbejdsprøvning på Århus Kristne TV 20 timer om ugen. TV-stationen ligger i samme hus som Pinsekirken. Lenes kirke.
Lene skal lave lettere forefaldende kontoropgaver, men hun har svært ved at holde styr på sine tanker, ser syner og hører stemmer. Flere gange bliver hun overvældet af angst og overnatter i modtagelsen på Psykiatrisk Hospital.
Når hun møder på arbejde, ved hun ikke, hvad hun skal lave. Der er ingen opgaver til hende, synes hun. Og de opgaver, der er, kommer meget pludseligt. Hun mangler struktur. Det eneste, hun skal, er at møde til tiden og gå hjem til tiden, føler hun. Det er dybt frustrerende, for hun vil gerne snart kunne klare et job som jurist, og hun mener ikke, at arbejdsprøvningen holder hendes juridiske evner ved lige.
Arbejdstiden går med at snakke med kollegaen Margit, der godt kan se, at forefaldende arbejde er forvirrende for Lene.
Lene cykler de knap 10 kilometer ind til kirken fra Lystrup, og skal hun ind til Århus om aftenen, tager hun ofte cyklen igen. Hun kan lide at holde sig fysisk igang.
Lene har været meget angst i mange år, og kontrolleret angsten ved at holde sig i gang hele tiden, altid have projekter og frivilligt arbejde at gå op i. Ved siden af jurastudiet, som hun klarede på seks år, arbejde hun frivilligt i Frelsens Hær og Pinsekirken.
I april 1999 stopper Lene med at spise. Hun kan ikke holde sammen på sig selv og føler, hun er ved at gå i opløsning. Når hun ikke spiser, er der én ting mindre, hun skal forholde sig til. Hun har en fornemmelse af, at hvis hun tager bare en enkelt bid af maden, så vil hele hendes krop falde fra hinanden. Helt bogstaveligt. Smuldre.
Lene kalder det faste. Både kristne og jøder viser Gud ære ved at faste. De helliger sig Gud i stedet for maden. Kirsten og Jens opdager hurtigt, at Lene er holdt op med at spise, for som regel spiser de fælles frokost og aftensmad. Tit spiser Kirsten og Lene også morgenmad sammen, når Jens er taget på arbejde.

Kirsten og Jens er tidligere missionærer og kommer i Pinsekirken i Århus. Kirsten vil godt godtage, at Lene faster i en eller to dage. Men Lenes faste står på i mange dage.
Hun drikker både vand, juice, te og kaffe, men spiser ikke. Fasten holder de ubehagelige tanker i ro.
Det sker, at tankerne overvælder Lene. Tankemylder kaldes det. Den ene tanke overtager den anden. Ord efter ord kommer og går mens det ene billede efter det andet viser sig og forsvinder igen. Overgreb, tyranni, misbrug, politiske kup, krig, naturkatastrofer, flodbølger, verdens ende, atomkrig. Alle billeder og ord vælter rundt oven i hinanden, og intet slår sig til ro. Hun når ikke at tænke den ene tanke, før den næste har overtaget.
Sådan har hun det tit.
Kirsten forsøger at lokke Lene til at spise ved at lade en duft af nybagt brød sprede sig. Lene synes, det er sødt af Kirsten, at hun forsøger. Men intet hjælper.
Når Lene ikke kommer ned til morgenmad, går Kirsten op til hende på værelset. Nogle dage ligger Lene i sengen med et angst udtryk i øjnene og dynen trukket op til næsen, andre dage sidder hun i hjørnet af sengen med ryggen ind mod væggen, benene trukket op under sig og dynen tæt pakket om kroppen.
Kirsten sætter sig som regel ned på kanten af sengen.
’Du har det vist ikke så godt,’ kan Kirsten finde på at sige.
Kirsten tilbyder at komme op med te eller kaffe. Som regel har Kirsten også lagt et stykke brød på tallerkenen. Så går hun igen. Hun vil ikke tjekke, om Lene spiser og drikker. Kirsten vil vise hende tillid. Lene er glad for Kirstens omsorg. Det føles rart.
Efter nogle uger, hvor Lene ikke har spist, er hun helt grå i ansigtet, hendes lange blonde krøller er ikke længere velplejede, øjnene er matte og triste, hendes krop ryster, og Kirsten kan se, at hun har svært ved at holde balancen, når hun går.
Kirsten tør ikke længere tage ansvaret for Lene. Hun ringer til Psykiatrisk Hospital og får fat i psykiateren Per Jørgensen, som er Lenes kontaktperson. Kirsten fortæller, at Lene har det skidt, og at det ikke går at have Lene hjemme. De aftaler, at Kirsten skal køre Lene ind til modtagelsen.
Mens de kører i den lysegrønne Passat, er Lene overbevist om, at når hun først kommer ind på hospitalet og får forklaret, hvordan det hele hænger sammen, vil hun komme hjem igen. Med det samme.
Da Kirsten og Lene kører i bilen mod Psykiatrisk Hospital, er det er flere måneder siden, Lene er holdt op med at tage antipsykotisk medicin. Medicinen, Risperdal, fik hende til at ryste, følte hun. Nu er hun sikker på, hun ikke bliver indlagt. Hun er jo ikke syg. Alligevel må Kirsten køre hjem alene. Den 4. maj 1999 bliver Lene frivilligt indlagt på den lukkede afdeling. Det er hendes tredje indlæggelse. På under et år.

Hun har skizofreni. Som regel bryder sygdommen ud i 20-25-års alderen, men den kan også vise sig både før og senere.
Under Lenes tredje indlæggelse på Psykiatrisk Hos-pital siger en stemme i hendes hoved, at maden er farlig.
Efter tre dage på hospitalet spiser hun stadig ikke. Selvom hun godt ved, at det, stemmen fortæller hende, ikke er rigtigt, er det ikke nok til at få hende til at spise.
For to dage siden, dagen efter indlæggelsen, begyndte hun igen at spise antipsykotisk medicin, Risperdal, som hun ellers var stoppet med flere måneder før, fordi hun rystede af det.
Men nu prøver hun igen. For hun ved, at hvis hun ikke går med til det frivilligt, kan hun blive tvunget, og som hun ser det, vil tvang ødelægge et godt samarbejde mellem hende og personalet på hospitalet.
Efter seks dage på hospitalet vejer hun 48 kilo, og med hendes 162 cm i højden mener personalet, at det er alt for lidt. Det kan Lene ikke se. Men hun er begyndt at spise igen og får det bedre og bedre.
Stemmerne er blevet mere utydelige og ikke så anmassende, efter Lene igen er begyndt at få antipsykotisk medicin, Risperdal.
Tredje indlæggelse varer kun 17 dage. Den 21. maj 1999 er Lene tilbage på værelset hos Kirsten og Jens.
Kirsten og Jens har taget Lene til sig som et barn af familien. Mange aftener sidder de sammen i stuen og læser enten højt for hinanden eller i hver sin bog. Tv ser Lene helst ikke.
Når de tager på besøg hos venner og familie, inviterer de Lene med. De synes ikke, hun skal være alene hjemme, når hun har det dårligt.
Lene tænker stadig meget på at komme i gang med at bruge sin uddannelse. Hun frygter at hendes viden bliver forældet, så det bliver sværere og sværere at få et job som jurist, jo længere tid, der går.

*Beretningen fortsætter ...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her