Læsetid 9 min.

Mennesker mødes og konflikt opstår

Kan man som kvinde filosofere over krigens massevoldtægter og ’voldspornobillederne’ fra Abu Ghraib? Ja, mener filosoffen Robin May Schott, hvis bog ’Feministisk filosofi’ høstede anmelderroser i denne uge
21. august 2004

Feministisk filosofi
Filosoffen Robin May Schotts tanker tilhører i høj grad nutiden. Konflikt, respekt for minoriteter, bevidstheden om, at vi kun forstår andre gennem vores egen situation, er grundpillerne i hendes nye bog med den stilfærdige titel Feministisk filosofi. En introduktion (overdådigt anmeldt af Lilian Munk Rösing i Information i onsdags).
Men der er hverken ydmyghed eller hi-tech over hendes hjem i Købmagergade i det indre København – to porte, og man står i en fin gul bindingsværksgård fra 1700-tallet – eller over hendes egen spinkle, elegante fremtoning.
Den jødisk-amerikanskfødte Schott er af væremåde levende og hurtig. Som sin hjerne, der hurtigt og præcist processer svar på de journalistiske spørgsmål. Også på dét spørgsmål, man må stille: Hvorfor findes der ikke nogle store kvindelige filosoffer?
»Jamen, det gør der da også!« svarer Robin May Schott. »I det 20. århundrede har to af de vigtigste filosoffer været kvinder: Hannah Arendt og Simone de Beauvoir. Men det har taget tid at få dem anerkendt. Vent.«
Robin May Schott iler ind over de toppede brosten efter en tyk, blå bog, Encyclopedia of Philosophy, (USA 1972, originaludgave 1967). Hun slår op og viser, at netop de to nævnte filosoffer er ganske fraværende: »Se, Beauty-Becario, ingen Beauvoir, Arete-Aristippus, ingen Arendt. Det handler ikke om bevidste fravalg, men om, at hvis kvinderne ikke er med i ét opslagsværk, kræver det en aktiv indsats at tage dem med i det næste.«
Med i Encyclopedia’en er derimod to af Simone de Beauvoirs prominente mandlige samtidige, Jean-Paul Sartre og Albert Camus (Kamuu, som Robin May Schott charmerende kalder ham). Camus, der ligesom de Beauvoir er kendt som skønlitterær forfatter, er modsat hende repræsenteret med ikke mindre end tre en halv side.
Camus’ tilstedeværelse modbeviser på det nærmeste én af Robin May Schotts forklaringer på, at kvinder ikke når med i opslagsværkernes main-stream. Nemlig, at kvinderne ofte har en anderledes eller bredere tilgang til filosofien.
Som de Beauvoir, der også skrev romaner. Men det gjorde altså også Camus...
»Generelt spindes kvinderne ind i et sæt kriterier, hvor det, de laver, anses for mindre relevant. Ligesom historiefaget, hvor hverdagshistorie ikke har samme høje status som studier i krig og statsdannelse.«
Stadig er det sådan, at danske kvindelige filosofistuderende naturligvis skal læse ’almindeligt’ – mandligt – pensum.
Modsat anses kvindelige filosoffer for perifere, ikke-pensum. En marginalisering af kvinder, der også sætter også sit tydelige spor på universiteternes ansættelsespolitik: Som statistikeren Inge Henningsen har gjort op, vil der med den nuværende ansættelsesrate gå 248 år, før universiteterne har lige mange mandlige og kvindelige forskere ansat.
»At der ikke er ret mange kvinder på de danske universiteter, er bare ude af trit med resten af verden og passer heller ikke med udviklingen i Danmark i øvrigt,« påpeger Robin May Schott.
Længere tilbage i historien er fraværet af kendte kvindelige tænkere lettere at begrunde:
»At blive anerkendt som filosof kræver jo adgang til universitetet, når fag-filosofien foregår dér. Kvinder fik først adgang til universiteterne i slutningen af 1800-tallet. Midt i 1920’erne måtte Simone de Beauvoir som kvinde ikke gå på den prestigefyldte École Normale Supérieure, hvor hendes samtidige, Sartre, Merleau-Ponty og Lévi-Strauss læste. Og følelsen af mindreværd forlod hende aldrig.«
Men det er gået stærkt, siden filosoffen Immanuel Kant beskrev kvinder, der forsøgte at tænke som ’en kvinde med en bog er som at se en kvinde med et ur, der enten går forkert eller er gået i stå.’ Ikke kun har Simone de Beauvoir fået oprejsning de sidste 15 år, Robin May Schott opremser på sit flydende, mundrette dansk med musikalsk amerikansk accent yderligere Iris Murdoch, Simone Weil m.fl.

Selv er Robin May Schott to gange erklæret særdeles professor-kvalificeret i det danske universitetssystem. Men stillinger hænger ikke på træerne.
»Folk spørger, om jeg vil flytte tilbage til USA, hvis jeg ikke finder noget nyt, når mit stipendium udløber i juli 2005. Men jeg har ikke lyst til at begynde forfra, jeg har bygget et godt liv i Danmark. Som professorkvalificeret vil jeg heller ikke arbejde på timeløn som ekstern lektor.«
»Men det kan da gøre mig både rasende og deprimeret, at universitetet giver så vanskelige betingelser. Også fordi samfundet bør tage humanismens bidrag til kultur og samfund og erkendelse alvorligt.«

Robin May Schott flyttede til Danmark, fordi hun mødte sin senere mand, Steen Sauerberg, på en videnskabelig konference i Dubrovnik i 1987. De blev gift, det er de endnu. Men også eks-Jugoslavien spiller en stor rolle i hendes bog.
I et kapitel om ’konfliktetik’ analyserer Robin May Schott vold og krigsvoldtægter i Eks-jugoslavien.
På linje med den kvindelige jugoslaviske filosof, Rada Ivekovic, ser hun voldtægt som et af moderne krigsførelses centrale redskaber: Kvinden symboliserer landet og jorden. At voldtage kvinder oven på de samme blodige klude, hvor deres mænd og sønner umiddelbart før er blevet amputeret og pint, måske endda besvangre kvinderne med ’fjendebørn’, retter et frygteligt slag mod modstanderen. Schott nævner da også et eksempel fra Bosnien, hvor en far forærede sin voldtagne datter –
et reb at hænge sig i.
»Nu sker det samme i DRCongo, hvor man også har opdaget, at voldtægt er den billigste måde at føre krig på. Bagefter skærer man tungen af og stikker øjnene ud på kvinderne, så de ikke kan vidne om, hvem der voldtog dem.«
Analyserne af nutidens rædsler knytter Schotts filosofi til både sociologi, antropologi og politik. Endnu et bevis på, at kvinder ikke kan tænke abstrakt, men blander alting sammen?
»Sådan tænker måske nogle af mændene på Københavns Universitet, når de ikke har sat sig ind i feministisk filosofi,« smiler Robin May Schott.
»Mit udgangspunkt er, at man kan filosofere om alt. Også kerneproblemer som grusomheder og de etiske og politiske problemstillinger, de rejser i moderne samfund. Ved at spørge til kønnet gør man massevoldtægt synligt som et etisk, politisk og juridisk problem. Præcis som Hannah Arendt skrev om det 20. århundredes vigtigste tema, ondskab.«
Det hører også med til moderne erkendelse, at kvinder kan være lige så ondskabsfulde som mænd, mener Schott. Derfor må vi aflive vores sidste naive forestillinger om, at kvinder besidder en speciel godhed og omsorgsetik.
»Men sammenlignet med, hvor længe det f.eks. tog at erkende massevoldtægter i Bosnien og Rwanda, får kvinders overgreb mod mænd meget stor offentlighed og opmærksomhed. Det er tankevækkende, at netop kvinder står anklaget for tortur og fangemishandling i irakiske fængsler. Og at det netop var pornografiske billeder med kvinder og mænd i bestemte roller, der fløj verden rundt.«

Interessen for den jugoslaviske konflikt og dens ofre hører sammen med et centralt element i feministisk filosofi: At sætte sig i den andens sted.
»Feministiske filosoffer sætter fokus på problemstillinger inden for race, klasse, seksuel orientering, etnicitet, så man inddrager andre skæbner og identiteter.«
Samtidig er det vigtigt at gøre sig klart, hvor man selv taler fra. Robin May Schotts nøgleord er ’at være situeret’: Enhver taler ud fra sin egen situation og erfaring.
Udtrykket stammer fra Simone de Beauvoir, som Robin May Schott ser som nøglefiguren i feministisk filosofi: »Det er Simone de Beauvoir, der etablerer den grundlæggende tanke om ’at være situeret’, at tale ud fra sin egen krop og erfaring, når hun spørger: Hvad er en kvinde, hvordan bliver man kvinde?«
»Iøvrigt var hun også meget inspireret af Richard Wright (fremtrædende sort amerikansk forfatter, red.), som var afgørende for hendes forsøg på at udvikle sine tanker om det undertrykte. Redskaber, som feminismen også har været god til at udnytte.«

Med sit spørgsmål om det kvindelige afviser de Beauvoir også den gamle grundtanke om ’det evigt kvindelige’. Tanken om, at mennesker fra naturens hånd og til alle tider ’er’ på en helt bestemt måde, kaldes essentialisme. Specielt beror billederne af andres ’essens’ ofte på projektioner:
»De, der bestemmer, fortæller også historien. I filosofihistorien kan man se, at mænd projicerer den side af sig selv, de ikke vil kendes ved, over på kvinder. Med det resultat, at kvinder repræsenterer mørke, kaos, krop, seksualitet, mens mænd repræsenterer lys, orden, fornuft, renhed. Selv om det er et paradoks, at kvinder på den ene side har været betragtet som mennesker, hvis hele væsen er bundet af deres krop og seksualitet, når manden samtidig ofte skulle være den seksuelt aktive og aggressive. Men skal man bryde med de forestillinger, hjælper det ikke at sige, at det ikke passer, i stedet skal man erkende, at også mænd er kropslige og seksuelle væsener.«

Robin May Schotts egen baggrund har givet hende særlige forudsætninger for at forstå sin egen synsvinkel som begrænset: Som jøde er hun født i en kontekst, hvor det falder naturligt, at sådan som man selv er, er andre ikke nødvendigvis.
»En vis afstand til majoriteten er en rig, kritisk mulighed, som man kan bruge til at forstå, at samfundet er heterogent. Kvinder, sorte, jøder, alle der har oplevet marginalisering, har al mulig interesse i at se, hvordan magthierarkier og sprog er med til at konstruere det, man tager for givet.«
Robin May Schotts to børn, Maya og Emil, er jødisk opdraget, og at være jødisk har haft enorm betydning for hendes intellektuelle opdragelse:
»Jødedommen er en bog-religion, men også et miljø, hvor diskussion spiller en stor rolle. Der er masser af vittigheder om det, som talemåden ’to jøder, tre meninger’, eller: ’Hvis en jøde strander på en øde ø, skal der være to synagoger: En han går i og en han i hvert fald aldrig går i!’«
Det er det Robin May Schotts grundtanke, at konflikt er menneskers basale element. Ikke kun i menneskers forhold til hinanden, men også i vores forhold til os selv:
»De andre er forskellige fra dig selv, du er forskellig fra de andre, og I har heller ikke samme interesser. Men vi er også i splid med os selv, vi er måske ikke altid ’os selv’, og vi ved, når vi har gjort noget forkert. Det er det paradoksale.«

Idéen om en grundlæggende konflikt betyder også, at vi må opgive tanken om et harmonisk, homogent samfund. Også det Morten Korch-Danmark, der for nogle nutidsmennesker ligner længslens land:
»Jeg mener, at man skal arbejde for at formindske vold, og at man skal overveje, om krig overhovedet er legitim i en moderne verden. Jeg bryder mig heller ikke selv om råberi...«
»Men harmoni opnår man ikke bare ved at lade som om, vi ikke er forskellige eller ved at prøve at udrydde forskellighed. Det kan være dødsensfarligt. Nazismen var styret af sådan en drøm om renhed, ligesom de nationalistiske ideologier i eks-Jugoslavien.«
Men hvordan modsat undgå, at samfundet splittes ad i tusind synsvinkler, hvor alle har deres egen historie at fortælle om samfundet?
»Historien i dag må fortælles af mange stemmer,« mener Robin May Schott. »Man kan frygte, at det fører til splittelse af f.eks. det nationale fællesskab, men så må man jo forhandle om, hvordan det skal se ud. Samtidig kan man bevare samfundsrelationerne ved at anerkende et vist mål af grundkonflikt og samtidig erkende, hvor spændingerne ligger, så vi kan forholde os til dem.«

Blå bog
Robin May Schott
*Robin May Schott er født i USA 1954, M.A. 1978 og ph.d. i filosofi fra Yale University 1983.
*Lektor på University of Louisville 1983-94.
*Gæsteprofessor på Københavns Universitet i 1991. Lektorvikar sst. 1995-98.
*Forskningsleder på FREJA-projektet Filosofi på tværs 1999-2003. Aktuelt er hun forskningsleder på et nordisk projekt om seksualitet, død og det feminine, og er seniorstipendiat på Danmarks humanistiske Forskningscenter, der lukker med udgangen af august.
*Hun har publiceret en række bøger og artikler, bla. en bog om Immanuel Kant.
*Desuden er hun formand for en helt ny progressiv jødisk menighed, Shir Hatzafon (‘Nordisk Sang’).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu