Læsetid: 3 min.

Metroen har ryggen til byen

Byens metrostationer fungerer fint under jorden. Men set fra gadeplan nærmer de sig visse steder det skandaløse
21. august 2004

København
Ud fra en æstetisk synsvinkel kan man anføre, at de store bunkeragtige metrostationer i den indre by fungerer upåklageligt. De er enkle og elegante, det er let at finde rundt, og lyssætningen i stationernes lukkede rum er eminent. Hvor mange metrostationer ude omkring i verden kan prale af at have dagslys og himmelstriber i loftet, sådan som det er tilfældet ved Kongens Nytorv?
Desværre har det en pris. Pladsen, som stationen befinder sig umiddelbart under er fuldstændig trist og livløs, selv om den er nyrenoveret og i fineste stand. Den er stendød til trods for sin placering mellem Danske Banks sobre hovedsæde og Magasin du Nords klassiske facade. Før metrobyggeriet begynde for nogle år siden, fungerede arealet som parkeringsplads for Magasins kunder – der kunne vel holde 50 biler – og det er lige før, man ønsker sig det tilbage. Eller hvad med en rasteplads for langturschauffører? Eller en amagerkansk skurvognsby? Bare et eller andet, der indbefatter nogle mennesker, som er i bevægelse og bruger rummet.
Et af pladsens problemer er netop tilførslen af dagslys til metrostationen nedenunder. Arkitekterne har i sin tid valgt at placere fem stålindfattede pyramider med glasvægge i forlængelse af hinanden på pladsen. Pyramidetemaet går igen på flere stationer. Bag glasset sidder en ikke særlig køn holder som et strittende tentakel med en række støvede, farveløse prismer, der nærmest hiver lyset ned i undergrunden. Virkningen dernede er formentlig anderledes, end den ville have været, hvis ovenlysruderne var flade, så man kunne gå hen over dem (hvilket ville have været sjovt).
Men er tiden ikke løbet fra pyramiden? Sidste gang, en arkitekt slap heldigt fra at bruge pyramideformen, var da kineseren I.M. Pei midt i 80’erne gravede et større eksemplar halvt ned mellem Louvres tre længer i Paris.
Udover pyramiderne har man sat plads af til en trappenedgang til en cykelkælder og et cirka fire meter højt og fem meter langt glasbur, som tilsyneladende er en aflukket nødudgang. Sådan én skal der naturligvis være, men den er grim og umanerligt ilde anbragt. Resultatet er iltsvind på en ellers fantastisk flade i det urbane landskab. Som det er nu, står pladsen som et symbolladet gravmonument over Magasins elendige årsregnskaber, hvad varehuset næppe kan være tjent med.
Men der er desværre mere. Ved flere metrostationer ligner nedgangspartierne trappen til en obskur parkeringskælder. Det gælder for stationer som Forum, Islands Brygge og Christianshavn. Den overordnede tanke har formentlig været at føre det tidløse, minimalistiske koncept fra undergrunden videre til overfladen. Men det suger ikke; man bliver ikke grebet. Man tænker, at det bedre kan betale sig at gå til Vestamager. Metroen står med ryggen til byen.

I løbet af de sidste 10-12 år har den mellemstore baskiske by Bilbao fået en metro, som på mange måder minder om Københavns: Den er stilren og gennemført, den er endnu ikke særlig udbygget, og linjerne krydser kun hinanden få steder.
I dag er Bilbao mest kendt for sit imponerende, 32.500 kvadratmeter store Guggenheim-museum, som den amerikanske stjernearkitekt Frank Gehry byggede i 1996, men metrosystemet er kreeret af en lige så stor arkitekt, nemlig briten Norman Foster. I stedet for at gemme metrostationerne af vejen har han tegnet nogle overdådige indgangspartier, som har så megen sjæl, at borgerne i Bilbao har gjort sig den ulejlighed at tildele dem et kælenavn. De kalder dem ’Fosteritos’ efter arkitekten. De ser sådan ud (man går ind ved pilen):
Pludselig fylder Bilbaos metro lige så meget i gadebilledet som de velkendte art nouveau-indgange til metroen i Paris.
I disse spalter plæderes der ikke for at foretage en dilettantisk ’fordanskning’ af Fosters port. Tanken er gruopvækkende. Norman Foster har tænkt sin Fosterito som en gennemført overjordisk forlængelse af sit metronet, der har samme form og mønster – blot vendt på vrangen, hvis man kan se det for sig.
Men til gengæld er der andre muligheder, som man kunne overveje.
For at få lidt liv i kludene, for at få børn til at spille fodbold om aftenen og byens drankere til at drikke deres bajere på områderne over metrostationerne, kunne man få nogle internationale renommerede kunstnere til at redesigne indgangspartierne, så de glider ind i omgivelserne og trækker metroen op af hullet. Måske kunne det sætte København på landkortet, så der var lidt mere at komme efter for turisterne. Pengene tjener sig ind igen til sidst. Sammenlignet med hvad Metroen har kostet indtil videre, er det en dråbe i havet. Og vi ville alle få det bedre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her