Læsetid: 2 min.

Milliarder savnes i fond

Den tidligere amerikanske besættelsesmyndig-hed i Irak (CPA) har udbetalt milliarder af dollar til irakiske ministre uden at sikre sig, hvordan pengene blev brugt
21. august 2004

Den tidligere amerikanske besættelsesmyndig-hed i Irak (CPA) har udbetalt milliarder
af dollar til irakiske ministre uden at sikre sig, hvordan pengene blev brugt

Det står hen i det uvisse, hvordan flere end 8,8 milliarder dollar udbetalt af de forrige administratorer af Irak, CPA, til irakiske ministre er blevet brugt, viser en endnu ikke offentliggjort revisionsrapport udarbejdet af CPA’s egne revisorer.
Den lækkede rapport kritiserer CPA for ikke at have redegjort tilstrækkeligt for administrationen af de mange milliarder – svarende til 53 mia. kr. – som stammer fra den såkaldte Irakiske Udviklingsfond. Fondens midler kommer primært fra Iraks olieindtægter, indefrosne midler tilhørende tidligere regeringer og overskuddet fra FN’s olie-for-mad-program. Håndteringen af midlerne blev kritiseret i en FN-revisionsrapport tidligere på måneden, lige som den britiske nødhjælpsorganisation Christian Aid i juni offentliggjorde en rapport, der hævdede, at der ikke var redegjort for 20 mia. dollar af Iraks oliepenge.

Usynlige ansatte
Ifølge revisionsrapporten har revisionspanelet blandt andet ikke kunnet få adgang til amerikanske revisionsrapporter, der omhandler de kontrakter, som vicepræsident Dick Cheneys tidligere firma, Halliburton, har fået i Irak. Halliburton har bl.a. modtaget en milliard dollar fra Udviklingsfonden for at levere brændstof til den civile irakiske befolkning.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters var en af de opsigtsvækkende opdagelser, at lønningslisterne for de irakiske ministerier under CPA’s kontrol indeholdt flere tusind medarbejdere, som ikke eksisterede.
Et af revisionsrapportens eksempler viser, at CPA betalte for 74.000 vagter, på trods af at antallet helt åbenlyst ikke kunne passe. I et andet eksempel nævnt i rapporten er der blevet udbetalt løn til 8.206 vagter, mens man kun har kunnet optælle 603 vagter, som rent faktisk udførte jobbet.
Tre demokratiske senatorer i USA – Ron Wyden fra Oregon, Tom Harkin fra Iowa og Byron Dorgan fra North Dakota – har nu i et brev til forsvarsminister Donald Rumsfeld krævet en forklaring på, hvordan CPA har håndteret fondens penge.
»CPA har tilsyneladende overført denne kolosale sum penge uden nogen nedskrevne regler eller retningslinjer, der sikrede en tilstrækkelig ledelsesmæssig, finansiel eller kontraktmæssig kontrol med midlerne,« skriver senatorerne.
»Sådanne enorme uoverensstemmelser rejser seriøse spørgsmål om potentiel svindel, spild og misbrug.«
Revisionsrapporten ventes ikke offentliggjort før om to til tre uger, skriver Fox News. Forsvarsministeriet Pentagon ønskede i går ikke at kommentere revisionsrapportens konklusioner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu