Når bare tæer mødes
Bag om dansen
Tilskuerkøen bugter sig tålmodigt i udtrådte klip-klapper. 50 mennesker, nej måske 80, står sommerdovent i en solbrændt slange ude foran Københavns mastodontiske politigård indtil altså en mand pludselig dukker op og råber: »Beklager. Alt er optaget. Beklager
«
Alle billetter revet væk til moderne dans, hvabehar
? Utopi? Drøm? Joke? Men sandt er det, hvert et dansetilskuersæde var optaget i tirsdags. Det kunne man se, hvis man faktisk forcerede den betjentbevogtede indgang. Folk stuvede sig sågar sammen på de halvantikke fliser eller lænede sig op ad søjlerne, mens himlen tonede mørkeblå. Danskerne vil åbenbart godt se dans, når det er om sommeren og udenfor.
Alexander Kølpin har en stor del af æren for sommerens danseinteresse. Han skabte sin sommerballet på Landbohøjskolen for 13 år siden, og han har gjort sommerdansen til et publikumsmust, der ikke er blevet mindre efter flytningen til Bellevue. (I år blev også Mary og Frederik ramt af den svedige dansefeber.) Alexander Kølpin har tydeligvis haft intuition for at skabe et behov hos den del af det danseglade publikum, der ikke udelukkende søger Hamlet eller Fools-specialiteterne som sommerens scenekunst. Og Den Kgl. Ballet har luret succesen og håber på at indfange samme publikum til augustdans på Kastellet.
Solbrændte lår
Succesen handler dog ikke kun om tæft og markedsføring. Det handler om scenepublikummets basale lyst til at opleve kropskunst uden teaterhørm i sommervarmen.
For dansernes kroppe virker anderledes løsslupne under solbrændt hud. Musklerne dirrer synligt, og bare lår og blå faldmærker eksponeres (måske sammen med et skjult modermærke). Og måske lever man sig bedre ind i dansernes ekstreme fodmuskel-præstationer, når man selv kan glo ned på sine egne opsvulmede sandaltæer
Skydetagssved
Til Copenhagen Summer Dance i Politigården præsenterer Nyt Dansk Danseteater både Gøteborg Operaens Ballet og Den Norske Nationalballet i en nordisk dansemanifestation med yngre dansere i koreografi bl.a. af Tim Rushton og den kun 19-årige, norske Cina Espejord. Og så er det gratis.
Politidansen er Nyt Dansk Danseteaters svar på Alexander Kølpins overdådighed på Bellevue Teatret, hvor programmet er lagt an på internationale stjerner og koreografiske satsninger. Sommerballetten 04 får i hvert fald folk til at hænge i lange striber op ad Strandvejen. Også her for at svede under åben himmel, raffineret af Arne Jacobsens skydetag.
Bellevue-danserne indleder årets forestilling med at præsentere sig selv som personer. De fortæller om deres dansedrømme, pre-recorded, mens de samtidig improviserer rundt i vilde spring og spark. De stråler med deres seriøse stjerneentusiasme Marie-Agnès Gillot, Jiri Bubenicek, Tiziana Fracchiolla, Ivan Urban, Gudrun Bojesen
Dansernes humoristiske og personlig udsagn om deres kropsdrømme bliver afgørende for oplevelsen af koreografien på Bellevue. De afslører nemlig et selvværd, der ligger milevidt fra det traditionelle billede af en balletdansers adlydende og selvudslettende natur. I stedet glider danserne pludselig over rampen med en fest som de filmstjerner, de formodentlig lige så godt kunne være blevet. Hvis altså ikke lige, at deres talent havde ligget i kroppen og ikke i ordet.
Hos Rushton i Politigården præsenteres danserne mere traditionelt som repræsentanter for kompagnier; (deres navne er ikke engang trykt i programmet, men de hedder altså Sissel Aarseth, Dirk Weyershausen, Thomas Zamolo, Irene Joyce, Hilary Briggs, Phillip Schmidt
) Deres personligheder smitter, blot mindre selvfixerede, som de strækker deres veltrænede kroppe i troen på balletsprogets grænseløshed. Deres hundesvære balancer er loyale indtil det styrtende, og deres stolthed over at formidle koreografien har en ydmyghed, der er ægte.
Så Bellevue eller Politigård: Måske er det alt i alt følelsen af ægthed, der er på spil. Måske er det autenticiteten, der får klip-klapper til at stå i kø for at opleve tåspidssko og bare tæer i sommernatten.
*www.copenhagensummerdance.dk til sø 15. aug.
*www.sommerballetten.dk til ons 18. aug.
*www.kgl-teater.dk kun lø 21. aug.
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »