Læsetid: 9 min.

Når homo er på mode

Politikere og marketingchefer har fået et godt øje til bøsserne. De er gode at demonstrere frisind på, og så har de penge til overs til forbrug
21. august 2004

Politikere og marketingchefer har fået et godt øje til bøsserne. De er gode at
demonstrere frisind på, og så har de penge til overs til forbrug

Kortlægning
Se ham engang: Rådhuspladsen er et sydende menneskehav, technoen dunker i mellemgulvet, og på et vognlad midt i mylderet af svedglinsende torsoer og dragqueens og mænd i villet stereotype bøsseuniformer står landets liberale statsminister med et tolerant tandsmil og en stor, våd laks i favnen. Gad vide hvad han tænker? Hvad sker der bag de mørke øjne? Situationen er på ingen måde under kontrol, og da slet ikke hvis man er kontrolfreak. Næsten alt kan ske, og pressen står klar på første række. Det må være enhver toppolitikers mareridt.
I januar udtalte Anders Fogh Rasmussen (V), at homoseksuelle efter hans mening burde kunne vies i kirken. Det var vand på Landsforeningen af Bøsser og Lesbiskes søde mølle, så de tildelte ham fluks en fin homopris - 'Årets laks'. Men derfra og så til at møde op i egen høje person... Hvad foregår der?
Formentlig har statsministeren og hans kabinet af politiske rådgivere og spinfolk afvejet sagen nøje og opdaget, at han var fanget i en fælde. Hvis han ikke dukkede op kunne han risikere at blive stemplet som uliberal og diskriminerende, mener samfundsforskeren Johannes Andersen fra Aalborg Universitet.
»Jeg tror ikke, at han synes, at det er sjovt at stå i den dér sammenhæng. På den anden side tvinger hans liberale sindelag ham til at acceptere det. Jeg gætter på, at bøssekulturen med dens kaotiske og omvæltende karakter ikke er særlig rar for en liberal, velfungerende statsminister. Der er en stor kulturforskel,« siger Johannes Andersen.

Når Anders Fogh Rasmussen så åbenlyst skilter med sin tolerance over for de livsglade homoer i pride-paraden, følger han for så vidt en almen, international tendens, der har boblet i den vestlige verden i de senere år. De homoseksuelle er blevet mere synlige i politik. Overborgmestrene i Oslo, Paris og Berlin er pivåbne bøsser. Byer som Amsterdam og Berlin og for den sags skyld også Københavns turistforening Wonderful Copenhagen har en særlig politik i forhold til bøsser og lesbiske. Cape Town i Sydafrika opererer med en hel turismepolitik, hvor homoseksuelle er målgruppe nummer 1.
Samtidig er der kommet fokus på bløde, mandlige værdier. Måske spiller fodboldspilleren David Beckham en rolle med sin skiftende frisure og dobbelttydige seksuelle fremtoning på forsiden af modemagasiner. I underholdningsudsendelser på tv (De Fantastiske 5 og Queer Eye for the straight guy) hjælper modebevidste bøsser deres kiksede heteroseksuelle brødre med at få lidt stil. Begrebet metroseksuel har vundet indpas i sproget. Det betegner heteroseksuelle mænd, der har overtaget nogle dyder, der almindeligvis opfattes som bøssede eller feminine: man bruger tid og penge på personlig pleje, lækkert hår og hudpleje. Man investerer i hårgel. Ifølge en artikel i Independent forleden viser en undersøgelse, at salget af hudplejeprodukter til mænd i Storbritannien mellem 1998 og 2003 er steget med 560 procent.
På det teoretiske plan har vi den amerikanske økonomiprofessor Richard Florida. I sin bog The rise of the creative class, der udkom for et par år siden, påviser han, at et givet områdes vækst i høj grad kan sammenføres med dets antal af homoseksuelle beboere. Dels har en homohusstand ofte dobbelt indkomst og ingen børn (DINK – double income, no kids), og dels er et område med mange homoseksuelle et udtryk for et højt toleranceniveau; hvis en udsat gruppe som bøsser og lesbiske kan bo et sted og have det godt, så kan andre sikkert også. Som Richard Florida har formuleret det i USA Today: »Kreative, innovative iværksætteraktiviteter har det med at befinde sig de samme steder, som tiltrækker homoseksuelle og andre, der befinder sig uden for normen. Groft sagt – et sted, hvor det er ok for mænd at gå ned ad gaden med hinanden i hånden, vil sikkert også være et sted, hvor indiske ingeniører, tatoverede softwarenørder og udenlandske entreprenører føler sig hjemme.«
Med afsæt i Richard Floridas bog arbejdede Det Radikale Venstre i Århus sidste år på at få kommunen til at støtte homomiljøet aktivt. Indsatsen skulle fungere som løftestang til at skabe en mere kreativ erhvervsby. Det kom der en livlig debat ud af. Ordfører i sagen var Uffe Elbæk, der er radikalt byrådsmedlem og rektor for uddannelsen
Kaospiloterne, som har til huse i Århus. Han mener, at det er blevet velset og smart at blive set i selskab med en homoseksuel.
»Det bliver anset for – og det lyder lidt floskelagtigt, når jeg siger det – at være cool at hænge ud med en bøsse eller en lesbisk,« siger Elbæk. »Samtidig med at det sker, er det også lettere for en Anders Fogh at stille sig op ved siden af en homoseksuel, for det er med til at understrege frihed og tolerance og til en vis grad, at man har lidt kant.« siger han.
Således er statsministerens optræden i homoparaden en tidstypisk gestus. Han er – tilsyneladende – med på beatet.

Men hvor står den sammensatte skare af homoseksuelle selv i det her? Uddelingen af homopriserne varetages af lobbyorganisationen Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL). Pudsigt nok deler LBL slogan med Venstres Ungdom – ’Frihed til forskellighed’. De to benytter sig også af den samme rettighedsretorik. Ifølge
Sune Prahl Knudsen, journalist og netop afgået redaktør for homomagasinet Panbladet, er LBL slået ind på en ny strategi, som handler om at skabe dialog med Venstre og VU
»Hvor Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske før i tiden havde venstrefløjen som sin politiske alliancepartner, bejler man nu på alle måder til den borgerlige fløj ved at appellere til nogle traditionelle dyder som frisind og individets ret,« siger Sune Prahl. Strategien er massiv. Eksempelvis modtog Århus Kommunes unge Venstre-borgmester, Louise Gade en homopris som årets politiker.
Da statsministers folk vurderede, at det var sikkert at sende ham op på det podie i lørdags, var det altså en slags strategisk sejr for LBL.
Bortset fra en lille detalje.
Det var ikke statsministeren Fogh Rasmussen, som mødte frem mellem bøsserne, det var privatpersonen Anders.
Man kan jo bare kigge på hans fremtoning: Han var ikke iført sin sædvanlige tilknappede statsmandsmundering, men fremstod solbrændt og grænseløst casual i en flaskegrøn polo-shirt fra Lacoste, som han havde proppet godt ned bag læderbæltet i sin lyse, sommerlige, let krøllede buks. Som var han blevet afbrudt midt i havearbejdet. Da Fogh i januar udtalte, at han ikke havde noget imod kirkelige vielser af homoseksuelle, understregede han nemlig flere gange, at han talte som privatperson og ikke som statsminister. For Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske var det imidlertid nok i første omgang.
Foghs sondring mellem private og officielle meninger kan virke absurd, men Sune Prahl kalder det »en genistreg«, fordi udmeldingen dermed ikke får politiske konsekvenser.
»Han forpligter sig ikke til noget, når der skal trykkes på stemmeknapperne. Han får PR’en på det, uden at skulle tage konsekvenser, så det er ret smart tænkt,« vurderer Prahl.
Frederik Preisler, direktør i reklamebureauet Propaganda McCann, finder til gengæld statsministerens udtalelse »lidt skæg« og kalder den »lige så spændende, som når Prins Joakim udtaler sig om landbruget«. Set fra Preislers vinkel er gruppen af homoseksuelle efterhånden en fuldstændig mainstream og ufarlig minoritet.
»Man skal meget langt tilbage i Venstres bagland for at finde nogen, der rigtig rynker på næsen af det,« siger Frederik Preisler.
Dagen før paraden havde Vejle Amts Folkeblad opstøvet nogle af næserynkerne i Jylland: Ernst Madsen, amtsformand i Venstre i Ringkøbing mente, at »det strider mod Bibelen«; Henning Ryberg fra Venstre i Haslev Kommune mente, at »det strider mod naturen«; og Christian Juhl, Venstres formand i Juelsminde-kredsen, syntes »ikke umiddelbart, at det er nogen god idé«.
I et større perspektiv har Venstre-toppen formentlig tænkt, at der var nogle gode tolerancepoint at hente ved at lade statsministeren slå vejen forbi bøsseparaden i sit civile kluns. Det ville i særdeleshed være gefundenes fressen for den gruppe af funktionærer, som partiet snuppede fra Socialdemokraterne ved sidste folketingsvalg.
Ifølge samfundsforsker Johannes Andersen kan statsministerens uforpligtende snak om homovielserne netop være en del af en større profileringspakke, som også tæller regeringens miljø- og familiepolitik.
»Arbejderne gik over til Venstre på grund af indvandrerspørgsmålet – funktionærgruppen skal holdes med sådan noget som det her,« siger han.

Selvsamme weekend, som Copenhagen Pride-optoget satte hovedstaden på den anden ende, blev Anders Fogh Rasmussens frit udstillede tolerance overtrumfet andetsteds. I et interview i Søndagsavisen bebudede Socialdemokraternes formand, Mogens Lykketoft, at han var enig med Fogh. Men ikke nok med det: Hvis Socialdemokraterne kommer til fadet efter næste folketingsvalg, så er partiet klar med et lovforslag, der skal give præsterne ret til at vie to personer af samme køn. Privatpersonen Fogh havde til sammenligning holdt fast i, at han ingenlunde var til sinds at ændre loven.
I går gik Socialdemokraterne et kæmpe skridt videre. I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad skrev partiets kirkeordfører, Karen J. Klint, at Socialdemokraterne allerede nu vil »tage Fogh på ordet« og skabe politisk pres for vielser af homoseksuelle.
På Venstres sommertræf for 14 dage siden gik Anders Fogh Rasmussen på scenen iført en lyseblå funktionærskjorte med korte ærmer. I løbet af sin tre kvarter lange tale kom han ind på forskellen mellem tolerance og frisind. »Tolerance er sådan en lalleglad ligegladhed: Man skal bare tolerere alt,« sagde han. Men frisind, det er noget andet: »Først og fremmest at man har en holdning.«
Som Johannes Andersen ser det, var Foghs tilstedeværelse ved paraden et udslag af tolerance og ikke frisind:
»Det er reel tolerance, det her. Nemlig evnen til at tåle noget, man ikke kan lide,« siger Andersen. »Fogh accepterer det, fordi det er en del af hans liberale grundholdning at acceptere noget, han i virkeligheden ikke kan lide.«
Mogens Lykketofts bruger til gengæld sin udtalelse som et pejlemærke på, hvor frisindet han er. Johannes Andersen kalder Lykketofts tilgang »68-kultur-agtig«.
De to midaldrende partichefers pludseligt artikulerede velvilje over for de homoseksuelle kan meget vel være en tiltrængt mulighed for at skrabe nogle rare point sammen hos vælgerkorpset på en letkøbt baggrund.

Kaospilotrektor Uffe Elbæk synes, at der er »en eller anden form for dobbeltmoral, når man en uge efter at have talt om ’lalleglad tolerance’stiller sig op på et vognlad på Rådhuspladsen og siger, ’Nu går jeg ind for frisind og tolerance’ - særligt hvis man spinner tilbage til Richard Florida og hele hans tænkning omkring det flerkulturelle perspektiv.«
Uffe Elbæk så gerne, at Foghs snak udmøntede sig i politisk handling.
Reklamemanden Frederik Preisler mener, at statsministeren har et generelt problem, hver eneste gang han taler om frisind, »fordi han alt andet lige står for noget af det mest minoritetsundertrykkende, vi ellers kan pege på, hvis vi taler om de minoriteter, der betyder noget – indvandrerne og kunstnerne og den slags. Dem har man jo ikke voldsomt meget til overs for.«
Internationalt set er det ikke ualmindeligt at profilere sig på at være tolerant over for bøsser, mens man fører en hård kurs over for andre minoritetsgrupper. Et ekstremt eksempel er den hollandske homoseksuelle højrenationalist Pim Fortuyn, der blev myrdet for to år siden.
Sune Prahl Knudsen synes ikke, at der er meget sprængstof i at lade de homoseksuelle komme ind i kirken »til nogle middelalderlige vielsesritualer«.
»Det er nogle rettigheder, som ikke ligefrem medfører, at samfundet går af lave. Samtidig er der den bonusgevinst, at man ved at tage dem med ind i varmen kan bruge det til at slå andre minoriteter i hovedet med. Man hiver nogle mennesker ind i varmen og får mulighed for at sætte nogle andre udenfor,« siger Sune Prahl.
Han synes, at Anders Fogh Rasmussen bevæger sig på et overfladeniveau i forhold til de homoseksuelle, idet han ikke tager stilling til »hvorfor der stadig er flere homoseksuelle, der bliver slået ned end heteroseksuelle, og hvorfor der er en overrepræsentation af homoseksuelle, der begår selvmord og alle mulige andre, dybe samfundsmæssige ting, som kunne stille spørgsmål ved, hvad det er for et samfund, vi lever i.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her