Læsetid: 2 min.

Når P1 bliver ultra-lokal

24. august 2004

Spot
Hver eneste mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og fredag morgen klokken 9.07 indleder jeg et ritual, som jeg har indarbejdet i min hverdag: Jeg slukker for radioen. Præcis 53 minutter senere tænder jeg den igen. Så er udsendelsen P1 formiddag nemlig overstået.
P1 formiddag, der vist regnes for at være et af kanalens formiddagsfladeflagskibe, har det problem, at den dagligt smadrer den fornemmelse af lækker, velproduceret radio, som P1 morgen bygger op fra den årleste morgenstund.
Dette synspunkt har intet at gøre med værten Poul Friis. Hans evne til at brede sig over komplekse politiske problemstillinger er imponerende, og han evner at føre en forståelig samtale med sine gæster og lyttere, hvadenten emnet er socialdemokratisk politik, overvågningssamfundet, de studerendes historiske viden, terrortruslen mod Danmark, olympiske idealer eller folkeskolens litteraturkanon – for blot at fyre de sidste par ugers overskrifter af.
Problemet er, at P1 formiddag lyder som en perifer lokalradio med sendetilladelse hver anden torsdag mellem klokken 14 og 16.

Det er alt rigeligt, at almindelige lyttere i sagens natur kan ringe ind og lufte deres luner i den direkte sendetid; det kan tit føles som at sende et stjålent blik gennem et nøglehul til et sort hul af rystende rablerier og vanvid.
Men eftersom Poul Friis vist nok sidder mutters alene i sit studie på Bornholm, er de egentlige gæster ofte også med på en grynet mobiltelefonforbindelse, om det så er Marianne Jelved, Bjørn Lomborg eller Niels Anker Kofoed (tænkt eksempel).
Det er indbegrebet af dogmeradio, det er billigt at producere (ingen taxaboner og et mindstemål af logistik), og det kræver en overmenneskelig kraftanstrengelse at lytte til. Man kan høre, når folk ikke kan se hinanden i øjnene. Det ligner en billig lappeløsning, som er kommet til verden, fordi man tilfældigvis har en god vært til rådighed. Danmarks Radio har nu to muligheder: 1) Fjern P1 formiddag, eller 2) Tilfør P1 formiddag de penge, det koster at lave ordentlig radio på en ordentlig kanal.

*DR P1: P1 formiddag, 9.07-10.00

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her