Læsetid: 3 min.

Nul huller i uvidenheden

Det er kommet frem, at studerende ikke aner, hvad de ikke ved. Vi har udboret sagen
19. august 2004

Historie
Det har vakt opsigt i undervisningskredse, at studerende i Danmark ikke aner, hvad de ikke ved noget om.
En netop offentliggjort undersøgelse fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet viser således, at 89 procent af en årgang studerende tror, at at enevælden blev indført på D-dag af David Beckham, Goethe er en flod i Napoleon, og at Manila er en bornholmsk socialminister.
Mere end 100 procent af de kvindelige studerende er overbevist om, at ob er et menstruationsbind, mens lidt over 100 procent af de mandlige har svaret, at det er en odenseansk fodboldklub (i virkeligheden er det flod i Finland. red.)
Lektor Gorm Harste, som har stået for undersøgelsen, siger fra sit bombeskjul i universitetets bygning 331, tilføjer: »Det eneste, jeg ved, er, at de studerende ingenting ved.«

Hus forbi
Gorm Leschly, der er formand for gymnasielærerne, synes, det er tarveligt, når nogen vil skyde skylden på gymnasieundervisningen.
»Vi har netop bestræbt os på at undgå at videregive paratviden til eleverne, når den lige så godt kan slås op i en bog,« siger han til Information.
»Det var parolen i henhold til cirkulærerne omkring 60’erpædagogikken, så vi har gjort vores pligt.«
Formanden for Studenterrådet ved Aarhus Universitet, Simon G. Krøyer, melder hus forbi, hvad de studerende angår. Han mener, at lærerne – ikke eleverne – bør testes for deres manglende viden.
»Det er den med hønen og vandglasset om igen,« udtaler han til Information. »Er en elev således halvt tom eller halvt fuld,« klukker han.

Skæg nok
Men hvornår var det nu, det var, 60’erpædagogikken blev indført?
Det spørgsmål har vi forelagt Hans-Georg Møller – bedre kendt som Gorm – der var studievært i gamle dage i tv-programmet Hvornår var det nu, det var? og forresten gift med operasangerinden Kirsten Vaupel.
Hans-Georg Møller, der qua at han har eller har haft en masse skæg rundt om hagen er en typisk repræsentant for rundkredspædagogikken, erindrer ikke umiddelbart, hvornår det var, men gætter på, at det var i 60’erne.
»Men jeg er sikker på, at det kom som en fornuftig reaktion på den sorte skole, hvor man skulle lære unyttig viden som latinske verber og diverse årstal udenad,« hævder han.

Back to basics
Eks-kong Gorm den Gamle siger fra sit opholdssted i Jelling, at han begræder, at man gik væk fra at lære kongerækkens årstal udenad.
»Det er det, der nu slår igennem i den nye undersøgelse,« kommenterer han med hul gravrøst.
Gorm den Gamle mener også, det gik galt, da man indførte krøllede bogstaver i stedet for runetegn.
»Havde man holdt sig til runeskriften, havde man heller ikke haft alle de problemer med kommatering, som man nu trækkes med,« slutter han.
Gorm Felt, der er boreplatform i Nordsøen, mener, at danske studerendes viden er, som vinden blæser.
Han udtaler sig fra en position i et krydsfelt, hvorfor han også er godt inde i forholdene på universiteterne i Oxford og Cambridge.
»De ved, hvad fuck betyder, men ikke hvad how do you do står for,« ringler platformen ildevarslende.
Den nye undersøgelse ligger i forlængelse af en anden test fra i fjor, der viste, at børn i Nakskov i vid udstrækning ikke vidste, hvor Nakskov lå – og også var ligeglade.

Matematik next stop
Undervisningsminister Ulla Tørnæs har ingen særlige kommentarer, da det nemt kunne forskrække både lærere, elever og vælgere. »Så hellere på én gang stramme op og løsne lidt,« siger hun.
Efter hvad Information erfarer, er man ikke desto mindre ved at lægge an til en ny undersøgelse med spørgeskemaer inden for faget matematik, hvor man vil prøve at finde ud af, hvor mange der ved, hvad to og to er.
Derimod vil man ikke spørge om, hvad nul-nul eller et sekstal er, for det ved man, at man ved.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her