Læsetid: 6 min.

Offentlige skoler på vej mod afgrunden

I Storbritannien udgør skolerne det mest tydelige billede på et samfund, hvor afstanden mellem vindere og tabere er stor
11. august 2004

Skolen i ghettoen
Solen skinner og de bløde græsplæner changerer i grønne nuancer. På plænen løber en gruppe hvidklædte – fortrinsvis hvide, men også et par indiske, pakistanske og mellemøstlige – drenge, som alle er mellem 11 og 16, rundt. De er koncentrerede. Der er også en lærer. Der spilles cricket på drengeskolen, King’s College i Wimbledon, en velstående, grøn og rolig forstad i det sydvestlige London.
Efter endt skoletid spiller de fleste af eleverne enten tennis eller cricket. Hvis de ikke deltager i andre af skolens eftermiddags-aktiviteter. Ved 17-tiden tager de fleste bussen hjem, hvis ikke de bliver afleveret af den særlige skolebus, som kører de elever, som bor længere væk, til deres hjem.
King’s College regnes for den bedste drengeskole i området. Det er en såkaldt secondary school, hvilket i Storbritannien er betegnelsen for skoler, hvor eleverne optages, når de er enten 11 (i privatskolerne) eller 13 år gamle (i statsskolerne). Sammen med Wimbledon High, som er landets sjettebedste pigeskole (og her kan eleverne gå lige fra børnehaveklasse til efter studentereksamen), udgør King’s College toppen af en række privatskoler i området, der er meget populære for velstående børnefamilier.
Hver morgen og eftermiddag ser man mængder af små børn, alle i uniformer, som enten vandrer i skole med deres forældre eller – mest almindeligt – fragtes dertil
i enorme biler, der blokerer vejene, skaber trafikproblemer og som jævnligt nævnes i aviserne som et fænomen, der burde lægges ekstra skatter på.
Det sker næppe. For selv om Tony Blairs New Labour på papiret er et Arbejderparti, ved alle, som interesserer sig blot det mindste for britisk politik, at Labour sidst af alt ønsker at lægge sig ud med den magtfulde og meningsdannende højere middelklasse. Med andre ord dem, der i stigende grad har vendt det offentlige skolesystem ryggen, og som for enorme summer (mellem 10.000 og 200.000 kroner om året) sender deres børn i privatskole.

Græsk som otte-årig
I Wimbledon fylder de meget i gadebilledet, og kontrasten til de børn, som går i det offentlige system, er enorm.
»Hvis barnet er meget kvikt, er der intet til hinder for, at vi starter med græsk noget tidligere,« som en venlig rektor for en primary school (fire-10 år) sagde, da undertegnede meldte sig som interesseret i at anbringe mit dengang fem-årige ældste afkom i en god privatskole i nærheden af familiens bopæl. Græsk skulle supplere latin, som skolen optimistisk begyndte med i 2. klasse.
De to nærmeste statsskoler var fyldt op, og det bekymrede også lidt, at klasserne var på 31 elever, og at de engelske børn havde læst siden de var fire.
Men efter at have set det nydelige, strøgne overtøj, som hang på knagerne i privatskolens gang og kontrasteret det med de mudderplettede flyverdragter i de danske børnehaveklasser, og efter at min mand havde fået åbnet døren for sig af en lille dreng på seks år, der høfligt bemærkede »terrible weather today isn’t it, sir«, anbragte vi vore børn på den norske skole i Wimbledon, som også er en privatskole, men en skandinavisk af slagsen.
I Danmark tror de fleste – fejlagtigt – at privatskolerne også kvantitativt dominerer det britiske skolesystem. Det er imidlertid helt forkert. Der er mange flere børn i privatskole i Danmark.
Forskellen til det britiske, hvor blot seks procent af eleverne går i privatskole, omkring 500.000 elever, er ikke mængden, men kvaliteten, prisen og afstanden mellem det private og det offentlige system.
I Danmark er privatskolerne kraftigt statsstøttede, hvilket de ikke er i Storbritannien, om end de er fritaget for en række afgifter grundet deres kontroversielle status som velgørende organisationer (som bl.a. skyldes, at alle skoler tager begavede men mindrebemidlede elever ind på fripladser).

Direkte på Oxbridge
Resultatet er under alle omstændigheder nogle meget høje priser, som helt automatisk sætter en grænse for, hvor mange familier, som har råd til at droppe det statslige system. I Danmark, hvor privatskolerne er i kraftig vækst, og i store dele af København nu er oppe på at dække 30 procent af elevgrundlaget, udgør prisen ikke den samme barriere.
I Storbritannien reproducerer de bedste og mest kendte privatskoler et klassesystem, hvor de færdige kandidater i mange tilfælde kan sejle videre ind på de bedste universiteter – traditionelt Oxford og Cambridge. På trods af at antallet af privatskoleelever som sagt ligger omkring seks procent, optager Oxford og Cambridge 50 procent af deres elever fra den private sektor.
Og med en eksamen herfra går vejen videre op i samfundets top. Til medlemskab af klubber, særlige foreninger, forbindelser i diplomatiet, kongehuset, parlamentet, bankverdenen og de store virksomheder. Til polo og hestevæddeløb, til five o’clock teas med scones og agurkesandwiches, til country-houses på landet og golf om eftermiddagen.

Rædselskabinet
Samtidig med at denne systematiske selektion til fordel for privatuddannede finder sted, forfalder det offentlige skolesystem tilsyneladende uafhængigt af, hvad regeringen foretager sig.
Rædselshistorier om meningsløs vold i skolerne – der myrdes årligt mellem tre og seks elever. Gerningsmændene er andre elever – ukontrollabel uro og manglende disciplin i klasserne fylder aviserne, ikke bare de sensationshungrende tabloidaviser.
Problemet er mest akut i de mange forfaldne såkaldte inner-city skoler, som regeringen har postet mængder af ressourcer i de sidste fem år – ikke uden succes, visse skoler er forvandlet fra rene taberanstalter til, hvad regeringen kalder, centres of excellence, som har præsteret imponerende resultater.
Men derudover er der også et kvalitetsproblem på landet, hvor der ofte er bedre disciplin, men hvor kvaliteten af lærerne lader meget tilbage at ønske, fordi de bedst uddannede lærere systematisk søger over i de langt bedre udstyrede privatskoler.
For modsat i f.eks. Tyskland og Frankrig, hvor man groft sagt
mestendels sender sine børn over i det private system, hvis de er små-dumme eller har særlige problemer, som der skal tages hånd om, ryger de bedste elever næsten automatisk over i privatskolerne i Storbritannien – også fordi de bedst begavede tilbydes fripladser – hvilket gør skolerne til en magnet for de lærere, som gerne vil arbejde med interesserede og motiverede elever.

Huspriser eller privatskoler
Oveni kommer så et særligt ressourceproblem, der handler om, at de gode statsskoler, som naturligvis findes (og er berømte), får huspriserne i det område, skolen dækker, til at stige, betragteligt. Resultatet er således, at det groft sagt bliver lige så dyrt at bo i områder med gode, gratis statsskoler, som det ville have været at bo et andet sted og sende barnet over i det private system.
Statsskolernes problemer fylder godt i den offentlige debat, men problemet er ikke kun økonomisk. Regeringen har prioriteret de offentlige skoler og for en måned siden gentog undervisningsminister Charles Clarke, at man ikke vil åbne nye grammarschools (populære hos forældre og i den konservative oppopsition. De er et levn fra fortiden og ligger et sted mellem offentlig og privat,) men konsekvent vil prioritere statsskolerne.
Problemet stikker dybere og er i en vis forstand kulturelt. Det ligger simpelthen dybt i den fælles samfundsforståelse, at med mindre man bor tæt på en af de velkendte elitestatsskoler (der befinder sig i hele landet, men de kendteste ligger i det nordlige London), så er privatskolerne bare bedst.
Opfattelsen cementeres af de såkaldte league-tables, som alle aviserne offentliggør hvert år, og som i klare,kolde tal viser, hvilke skoler, som fører på eksamensresultater, og som følgelig giver de børn, der går på dem, de bedste chancer videre i livet. Og hvilke forældre vil ikke gerne det ?

*Dette er en artikel i Informations skoleserie om ghettoskoler i middelklassekvarteret, rigmandsforstaden og den socialt belastede bydel. De øvrige blev bragt den 4., 5., 7, og 9. august. Serien fortsætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu