Læsetid: 1 min.

OL som politisk teater

10. august 2004

Spot
Sproget udvikler sig hele tiden, men det hører til sjældenhederne, at to sætninger bliver til én i så høj grad, at den ene dårligt kan leve uden den anden.
Hvor tit har man ikke læst en artikel, der indledes med ordene: »Idræt og politik må ikke blandes sammen, men det bliver det alligevel.«
Eller: »Man siger, at sport og politik ikke hører sammen, men det er en sandhed med modifikationer…«
Det vil en hel del artikler – og tv-udsendelser – også handle om som forskræp til olympiaden, der om et øjeblik er over os. Her vil vi blive mindet om det OL, som Hitler ville profitere af, men hvor Jesse Owens med fire guldmedaljer underminerede hans teori om den ariske races overlegenhed. Vi vil blive erindret om dengang to vindende 200 meter-løbere, Tommie Smith og John Carlos, gjorde sejrsskamlerne til en tribune med deres black power-hilsen lige op i synet på seerne, og om München-legene, der endte i gidseltagning og blodbad (og som Steven Spielberg vil filmatisere).
Og naturligvis om østlandene, som systematisk arbejdede for verdenskommunismens sag ved at pumpe kvinders muskler op tilhammerkast – eller sende småpiger ud i halsbrækkende gymnastisk konkurrence, mens deres led endnu var unge og elastiske.
Der politiseres også bag kulisserne, idet alle nationer gerne giver en halv ø for at få værtsskabet, selvom det efterhånden som sikkerhedsforanstaltningerne tiltager, er blevet mindre attraktivt og mere bøvlet.
På det lokale plan har vi set en Uffe Ellemann med roligan-halstørklæde være med på et hjørne af fodboldlandsholdets succes – og en Jytte Hilden, dog vist ikke i cykelshorts, dukke på ved sejrsceremonien i Paris, da Bjarne Riis var på podiet her.
Men hvad er den sproglige konsekvens af, at to kræfter modarbejder hinanden for og imod sammenblandingen af sport og politik?
At slå de to sætninger sammen til en: Sport er en upolitisk politisk begivenhed.

*TV 2 kl. 21.10: OL: LPS-Special – Det vigtigste er at vinde.
*TV 2 kl. 22.45: OL: Fra Athen til Mexico

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her