Læsetid: 3 min.

Opgør mod middelmådigheden

Et middelmådigt OL og total nedtur for danske fodbold-klubber i mødet med Europa rejser spørgsmålet: Hvorfor virker det danske elitearbejde ikke? Svar: Det er ikke vigtigt nok for aktørerne. Middel-mådigheden har sejret, men endnu ikke over håndbold-kvinderne, der tog det tredje OL-guld
30. august 2004

Det danske kvindelandshold i håndbold har under OL leveret en række resultater, der har kompenseret for en serie danske OL-skuffelser. Når både med sejl ikke har vundet hverken guld eller sølv, har håndboldkvinderne slået Frankrig. Når fjerbold og ketcher skuffer på både herre- og damesiden, har håndboldkvinderne banket Kina. Kort sagt har håndbolden leveret forhåbningen om dansk succes, alt imens de sikre har fejlet og de sædvanlige overraskelser stort set er udeblevet. Danmark har leveret det kendte niveau, og det er ikke nok. Ved OL skal man præstere det unikke for at gøre det godt nok. 10 medaljer var stillet i udsigt, det er blevet til seks af bronze og to af guld. Dermed er den statsfinansierede danske elitesatsning ikke pengene værd, hvis man gør OL op i resultater.
Undskyld, men hvor ligger Europa?
Set under et har dansk elitesport et problem. I den forgange uge blev det cementeret med Brøndby IFs nedtur i kvalifikationen til den sekundære europæiske fodboldturnering UEFA-Cupen. Tidligere er Esbjerg blev slået ud af den endnu mere perifere Toto-Cup, der også kvalificerer til UEFA-Cup. FC København er blevet slået så tidligt ud af kvalifikationen til Champions League, at heller ikke de danske mestre er med i UEFA-Cupen. Dermed er kun ét eneste hold med når UEFA-Cupens første runde begynder. Det er AaB, der dog har trukket så stærk en fransk modstander, Auxerre, at holdet næppe går videre. Tavlen er uden danske kridtstreger. Dansk klubfodbold er i dag relativt dårligere end for fem år siden.
Der er gigantafstand mellem landsholdets sikre kvalifikationer til EM og VM og pæne rangering som nummer cirka 14 på listen over alverdens landshold, og danske klubholds evindelige sjosken rundt i bunden af Europa.
Selvfølgelig er forklarin-gen, at landsholdet består af professionelle fra udenlandske klubber med vindermentalitet.
Men hvorfor er en række af de danske sportsfolk, der er økonomisk sikrede og har gode træningsfaciliteter ikke gode nok?

Når nederlag letter
Lad os spole tiden tilbage til den måske største danske fiasko ved OL. Camilla Martin slået ud i badminton af en englænder, hun aldrig tidligere har tabt til. Det interessante er Camilla Martins reaktion. Først forklarer hun, at vinden har generet hende; Og da hun har sundet sig oven på nederlaget, forklarer hun, at hun føler lettelse. Lettelse over, at det hele nu er forbi. Hun stopper med badminton, og nu kan hun efter nederlaget ånde ud.
En eliteatlet skal ikke føle lettelse efter et nederlag. Hun skal syde af indestængt raseri, skuffelse og nærmest skam. Kort sagt: selvransagelse. Det var ikke godt nok. Hvis hun er lettet over at tabe og være færdig, skal hun slet ikke udtages. OL er ingen badeferie, hvor man skal glæde sig til at hygge sig med atleter fra alverdens lande. Man må gerne hygge sig, hvis man gør alt for at vinde og viser det. Og det er humlen. Det gælder også for fodbolden, ridningen, brydningen, skydningen. Det er ikke vigtigt nok for danskerne at vinde. Velfærden er sikret, man laver bare noget andet, ser fremad, tænker på næste opgave. Atleterne er så ligeglade med sejren, at de ikke lærer nok af nederlaget. Vi er gode nok alligevel. Det er middelmådighedens tyranni.
Håndboldkvinderne har en anden indstilling. De har bevaret selvrespekten og respekten for tilskuerne, der betaler gildet. De tager nederlag alvorligt.
De tuder over dem. ærgrer sig. Tager ansvaret på sig. Det er derfor, de har vundet stor respekt, også ud over håndboldkredse. De gør op med det omklamrende sociale sikkerhedsnet, der hæmmer andre sportsgrene. De forsvarer idrættens høje placering i det samfundsmæssige hierarki. De udstråler, at det her er vigtigt. De viser, at man skal tage sig selv og sit liv alvorligt. Efter to gange omkamp og straffekast i søndagens hypernervøse OL-finale mod ærkerivalerne fra Sydkorea vandt holdet helt fantastisk sin tredje OL-guldmedalje. Men resultatet er i denne sammenhæng faktisk mindre vigtigt. Det handler om attituden. Og den er i top – hver gang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her