Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - KULTUR

10. august 2004


Musikhuset udvider
*13.000 nye kvadratmeter betyder, at Musikhuset Aarhus i fremtiden blandt andet kan huse Det Jyske Musikkonservatorium samt øvelokaler og en ny stor koncertsal til Aarhus Symfoniorkester med plads til 1.000 tilhørere. Projektet, der kommer til at koste 235 mio. kr., skal finansieres af de lejeindtægter, som Århus Kommune får ind fra de forskellige kulturinstitutioner, deriblandt også Børneteatret Filuren. »Der er ikke bare tale om mursten, men om en helt anden måde at tænke kultur på,« siger den ansvarlige rådmand Torben Brandi Nielsen (S) til Ritzau og tilføjer, at sammenflytningen er i overensstemmelse med Århus Kommunes overordnede kulturpolitiske visioner.
Det Jyske Musikkonservatorium er i øjeblikket fordelt på tre forskellige adresser og har meget længe haft ønske om bedre fysiske rammer. Projekteringen af det udvidede musikhus begynder allerede i år med forventet byggestart til juni næste år. Om alt går vel, står huset færdig til brug i januar 2007. Byggeriet tænkes udformet i overensstemmelse med arkitekturen på det eksisterende Musikhuset Aarhus, der er tegnet af Kjær & Richter. msk

Film skal ses digitalt
*Nu er også de danske biografer klar til at træde ind i den digitale tidsalder. Som den første biografkæde herhjemme er Nordisk Film klar til at vise digitale biograffilm. Den første af slagsen I, Robot, får premiere i Imperial Biografen i København i denne måned, hvorefter den næststørste sal i Palads i København og den største sal i BioCity i Århus også vil kunne tilbyde film i det ny digitale lyd- og billedformat.
»Vi har fulgt udviklingen nøje, og vi mener, at kvaliteten af det digitale biografudstyr nu er bedre end det traditionelle 35 mm filmformat,« siger John Tønnes, der er administrerende direktør i Nordisk Film Biografer til Ritzau.
Den nye teknik er dog en bekostelig affære for biograferne: En fremviser til en gennemsnitssal koster omkring 750.000 kr., mens en fremviser til en stor sal anløber en million eller mere. Til gengæld bliver det langt nemmere at fremstille kopier af filmene, når filmrullerne erstattes af harddiske. Områdedirektør Anders Geertsen fra DFI understreger, at det bliver en stor filmpolitisk udfordring at tackle de kommende års overgang fra såkaldt analog til digital distribution og fremvisning. msk

Horsens gør det igen
*Med Horsens Ny Teater i front har Horsens gennem de seneste fem-seks år markeret sig som den by øst for Storebælt, der kan tiltrække de største internationale navne. Således har Elton John, David Bowie, Bob Dylan og senest Paul McCartney tidligere været med til at kaste stjernestøv over byen. Og når Horsens Kommune og Horsens Ny Teater den 11. september markerer åbningen af det nye kulturelle samlingspunkt i Østjylland, Forum Horsens, er det atter med verdensstjerner på scenen.
Horsens Galla 2004 byder foruden trækplastret Mark Knopfler på norske Maria Mena og amerikanske Beth Hart, der optræder sammen med Jesper Binzer. Desuden vil mange af dansk rocks store navne lægge vejen forbi. Gallaarrangementet bliver transmitteret direkte på DR 1. msk

Rekordår for Kulturhavn
*Sommerens komme var medvirkende til, at mere end 100.000 københavnere lagde vejen forbi den årlige havnefestival på Islands Brygge, Kalvebods Brygge, Havneholmen og Fisketorvet, der sluttede søndag. Og det er 25.000 flere end sidste år.
»Solen har unægtelig været på vores side. Men alligevel kommer det bag på os, at københavnerne i den grad har valfartet og fyldt alle pladser og telte til bristepunktet i fire dag,« siger sekretariatsleder Nanna Sørensen til Ritzau.
Det er Københavns Kommune, der finansierer festivalen, mens de 112 aktiviteter primært køres af foreninger og sponsoreres af virksomheder. Til næste år vil havnefestivalen bære præg af, at H.C. Andersen har 200-års fødselsdag. Blandt andet opsættes Den Lille Havfrue som musical på en gigantisk flydende scene i Københavns Havn. msk

Kortest muligt
*Oh Happy Day Skuespilleren Hella Joofs anden film som instruktør, Oh Happy Day, får æren af at åbne den internationale filmfestival i Hamburg, der afvikles i dagene 23.-30. september. Oh Happy Day får dansk premiere den 5. november. msk
*Benny Andersen Frederiksberg Hovedbibliotek er flyttet sammen med musikbiblioteket i nye lokaler tegnet af Henning Larsen. I anledningen af åbningen lægger Benny Andersen vejen forbi for at læse op af sine digte og slå et par akkorder på flygelet. Det sker i Bibliotekssalen i dag kl. 17. msk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu