Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - KULTUR

21. august 2004


Microsoft støtter biblioteker
*Århus Kommunale Biblioteker modtager en pris på over tre millioner kroner fra Microsofts grundlægger. Det er fonden The Bill & Melinda Gates Foundation – der er stiftet af Bill Gates – som har tilgodeset de århusianske biblioteker med en donation til forbedring af it-faciliteter.
Ifølge den amerikanske avis Seattle Post Intelligence modtager bibliotekerne 500.000 amerikanske dollar fra fonden. Beløbet svarer til tre millioner danske kroner. Donationen blev afsløret i Seattle, i staten Wisconsin i USA, skriver Ritzau. Også et kinesisk bibliotek har modtaget en donation. »Fonden har i mange år været interesseret i at forbedre biblioteker og deres faciliteter,« siger Bill Gates til The Associated Press. msk

Forlader TV-Avisen
*TV-Avisens nyhedschef, Søren Knudsen, forlader efter godt fem år på posten, med udgangen af august sin stilling i Danmarks Radio. Ifølge DR stopper nyhedschefen af personlige grunde, fordi han har lyst til at prøve kræfter med noget nyt og andet.
»Jeg har levet og åndet for TV-Avisen, men nu er det tid for mig at bruge mere tid op min familie og på en ny karriere uden for DR,« siger Søren Knudsen.
Henrik Keith Hansen, der er souschef på TV-Avisen, er fra 1. september konstituteret som nyhedschef, indtil Søren Knudsens afløser er fundet, skriver Ritzau. msk

Hans Morten Prisen 2004
*Den 28-årige manuskriptforfatter Mette Heeno blev på åbningsaftenen for Copenhagen International Film Festival overrakt Hans Morten Prisen 2004.
Prisen, der er opkaldt efter tidligere direktør i Nordisk Film, Hans Morten Rubin, er på 70.000 euro (520.000 kr.) og er en nyindstiftet pris i filmfestivalens regi.
Vindermanuskriptet For sent til tiden er en moderne historie om den 30-årige Laura, hvis moral konfronteres med grådighed. Det blev valgt i konkurrence med 56 andre manuskripter fra Danmark og andre europæiske lande. Dommerkomiteen har i sin bedømmelse valgt at lægge vægt på »dens stærke medmenneskelige engagement,« som ifølge komiteen er fortællingens afgørende styrke.
Mette Heeno har endvidere skrevet manuskriptet til kortfilmen Fucking 14, der er instrueret af Christina Rosendahl, og også er repræsenteret på
Copenhagen International Film Festival. Hun er uddannet på Den Danske Filmskole og har på det seneste udmærket sig med manuskripter til danske film som Terkel i knibe, Fakiren fra Bilbao samt den nye produktion Nynnes dagbog. msk

Ny tegneserie om ophavsret
*En ny tegneserie skal øge kendskabet til de ophavsretlige regler. Det er Kulturministeriet, der som led i den såkaldte Infokiosk om ophavsret, sender tegneserien Ophavsret – en miniguide rundt til landets biblioteker i begyndelsen af næste uge.
Infokiosken kan findes på www.infokiosk.dk, hvor også tegneserien er lagt ud som pdf-fil. Manden bag tegneserien hedder Thomas Thorhauge.
msk

Kortest muligt
*Det tekniske museum Elmuseet i Bjerringbro får ny direktør. Cand.scient. og ph.d. Georg Stenstrop kommer fra en stilling som leder af museet på Fur. Han erstatter Keld Nielsen, der forlader museet 31. august til fordel for en lederstilling på Aarhus Universitet.
*Ballet Det Kongelige Teater præsenterer i dag kl. 16 gratis smagsprøver fra den kommende sæsons balletter ved voldene bag kommandantboligen i Kastellet i København. Heriblandt vil Swan Lee optræde sammen med Det Kongelige Kapel og dansere fra Den Kongelige Ballet.
*Dans I aften kl. 20 er der premiere på danseforestillingen Larger Than Life, som er teatret Grans største satsning til dato, Thomas Helmig har lavet musikken, mens Palle Granhøj har stået for koreografien i forestillingen, der fortsætter til 5. september. msk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her