Læsetid: 7 min.

På den store karrusel står der små karruseller

Åbner vi kronbladene med kirurgisk forsigtighed og kigger lukt i hjertet på den globale popkultur vil vi se, hvor langsomt det slår
6. august 2004

Frit slag
Det er så sjældent, man løber på Tidsånden, for han har travlt: han står foroverbøjet og hvisker uhørligt frem for sig i stævnen, mens han sejler de små og større berømtheder over den brede, kolde flod, der adskiller de irrelevante fra de dagsordensættende og de forhåndenværende fra de forhenværende. Den udbredte fornemmelse er, at han sejler oftere nu end før, og at båden er ved at segne under vægten af passagererne: det er ikke umuligt, at Andy Warhol bliver husket længere for sin spådom om 15 minutters berømmelse til alle, end for sine malerier (en ironi, han med garanti selv ville påskønne).
Jeg er oprigtigt i tvivl om, hvorvidt tidsånden eksisterer eller ej. Under alle omstændigheder er jeg grundlæggende uenig i billedet af, at verden i almindelighed og mediestrømmen i særdeleshed befinder sig i en eksponentiel acceleration. 15 års kronisk medienarkomani har snarere overbevist mig om, at verdens store drejescene bevæger sig i en uendelig langsom dans om sin egen akse, og at den ægte – sociale, politiske, økonomiske – virkelighed nedenunder bevæger sig endnu langsommere. Ikke at de store, altomstyrtende begivenheder er lettere at forudsige end at forstå: Der er ikke timer nok i døgnet og ikke kanaler nok på kassen, når tingene sker. Nyhedsstrømmen kan ikke rumme dimensionerne af Tiananmen, Murens fald og 9/11 og bevæger sig kun tøvende videre. Ikke at udviklingen ikke går hurtigt for den 19-årige pige, der i løbet af fire uger for første gang siger farmand imod, flytter fra Wuzhou til Shanghai, finder et kontorjob, lærer sine første 100 ord på engelsk, åbner en hotmail-konto og får sit første kys. Kun folk som hende oplever den rigtige globalisering og det eneste autentiske møde med verdenshistorien, som vor tid indeholder. At bladre frem igennem århundrederne på den måde er den eneste tilbageværende opdagelsesrejse. Og selv hun har vel hørt rygter om verden udenfor? I givet fald er den sidste, der oplevede det fuldendte kulturchok, den jyske bondedreng, som blev sendt til Vestindien for at beskytte kongens interesser – og som højst kan have haft et kobberstik at indstille forventningerne efter. St. Croix har lignet Mars.
Åbner vi kronbladene med kirurgisk forsigtighed og kigger lukt i hjertet på den globale popkultur, vil vi se, hvor langsomt det slår. Måske er den eneste rigtige berømmelse reserveret en ekstremt eksklusiv klasse af personer, der formår at opretholde et selvstændigt projekt over et par årtier eller tre: én Brando, én Kubrick, én Madonna. Når Tom Brokaw den 1. december giver jobbet som ankermand på NBC’s Nightly News videre til Brian Williams er det første gang i mere end 20 år, at der skiftes værter på en af Amerikas tre store nyhedsudsendelser – for i hans hjemland er tv en branche, der er veteranernes og ikke vårharernes legeplads. Og for popkulturen under ét gælder det, at billedet af en evigt flimrende flok af friske ansigter, der afløser hinanden, for øjnene af én, hvis man kigger længe nok.

Hvis selv underholdningsindustrien er underlagt så bestandige hierarkier, rejser det spørgsmålet om ikke tidsånden – i sin daglige, ugentlige inkarnation – er en ren fantasi. Ingen idé er vel mere naiv, end at verden skulle have et fælles, bevidst pulsslag? Et gammelt minde bliver til en halv sang, der gemmes, glemmes, genopdages, færdiggøres, indspilles – og glemmes igen, til den så måneder eller år senere tages med for at fylde en plade ud – som udsendes på en dato, én af pladeselskabets praktikanter vælger så den passer med julesalget.
Og alligevel: Nærværet er ikke en illusion, fordi fragmenterne trods alt danser ud i den kollektive bevidsthed. Arthur Miller har sagt, at i en god avis ’taler nationen med sig selv’ – og mediestrømmen er netop stedet, hvor verden ser sig selv i spejlet – og præcis af den årsag bliver til mere end summen af sine dele. Nutiden, mener den amerikanske historiker John Lewis Gaddis, er historiens lynlås – men den kan kun bevæge sig i én retning: Det er her, alle fremtidens talløse muligheder sorteres og kun de udvalgte uopløseligt sammensmeltes. Det er tidsåndens opgave: at væve tilfældighederne til et uundgåelighedens tæppe. Det er hitlisternes evige privilegium: Ja, de kan kun gøre krav på sandheden én uge ad gangen, men øjeblikket er deres ejendom – og det eneste, der kan true dagens mode er morgendagens mode. Pet Shop Boys minder om, at popsange er underlægningsmusikken til folks liv: Du husker dén sang, fordi du husker dén sommer (eller måske lejlighedsvist: vise versa). Og tidsånden er fri fordi ingen kynisk kalkulation af publikums luner står alene: Kontrolforsøgene brydes mod hinanden. Kun tidsånden kan ophøje en enkelt frase i et enkelt løsrevet omkvæd til hele døgnets motto. Først gør han dét, der er umuligt personligt til allemands-eje – og derefter: Allemandsejet umuligt personligt.
Et eksempel. I 2002 erobrede Værløse-drengene Nik & Jay radiostationerne med singlen »Nik & Jay« og udsendte snart efter et debutalbum under titlen – nå ja, gæt selv. Det andet album gik guld på tre forårsuger og singlen »En Dag Tilbage« er – trods et udpræget fravær af glatte bardiske og snurrende parasoller – sommerens største danske hit. En eksistentiel R&B-single er en sjælden ting, og fik da også kulturjournalisternes opmærksomhed ved at citere fra Piet Hein. Duoen er ikke undergrund – de har fra starten haft P3’s bevågenhed, et stort pladeselskab og meget synlige sponsorkontrakter. Men: Gruppen synger sit eget materiale, på dansk – og er slået igennem uden tv-reklamer (eller synergieffekt fra tv, reklame- eller spillefilm). Hvilket dansk popnavn er det lykkedes for – de sidste 15 år? Endda er produktet øjensynligt kemisk renset for humor – efter en årrække, hvor succesen har syntes at forudsætte ironi, fra Aqua til Det Brune Punktum. Hvis fysikerne havde tid, ville de kunne skrabe en prøve af et Nik & Jay-cover med en vatpind og med garanti finde en næsten total mangel på forlegenhed.
Det er et godt eksempel på forskellen mellem autenticitet og originalitet. Originaliteten er begrænset (den sirupsmurte rap går tilbage til Warren G; drømmen om en lurmærket street credibility til Rockers By Choice og de letargiske referencer til mærkevareprodukter forbinder R&B-stjerner i alle lande med den samme indforståede kraft som de latinske remser før reformationen).
Men autenticiteten er så tyk, at man kan stille varme gryder på den. Her drømmer mænd i 20’erne sig tilbage til teenageværelset på hypernostalgiens vinger og vinder pigernes opmærksomhed ved at spille så livstrætte og melankolske, at det kan få bedemænd til at lede efter fjernbetjeningen. Her praktiseres en så beslutsom hedonisme og en så gravalvorlig seksualitet, at det til forveksling ligner arbejde. Men resultatet er et genrebrud – i retning af en ægte nordisk forstadshiphop, hvor kun én ting står i vejen for den aldeles oprigtige længsel efter en amerikansk stjernetilværelse (som duoen vedkender sig i interview): Nemlig, at hverdagen punkterer drømmene på vejen mellem Bellevue og Kastrup, og Piet Hein således vinder med bredden af et guldbæltespænde foran Puff Daddy.*

Og man må spørge de to hårdkogte Columbusæg: Hvorfor har ingen fundet på det før? Hvorfor måtte underholdningsgiganten Warner Bros vente på, at en enlig mor skulle debutere med en børnebog på det britiske marked, før de kunne få fingre i 1990’ernes største kommercielle bidrag til popkulturen?
Tilfældet Harry Potter er så påfaldende, ikke kun på grund af den enorme flermediale succes, men også fordi figurens univers er opbygget med en for en bogserie uhørt skematisk systematik. Hvorfor var han ikke noget, som Warner’s hære af højt betalte, højt uddannede college graduates i de sorte kontortårne i det californiske solskin kunne lave – selv?
Ifølge kritikerne fordi popkulturen er blevet mere industri end underholdning og dermed har sløvet sin egen innovationsevne. Undergrunden lover vedholdende, at den om få øjeblikke vil bryde løs i cyberspace og dérfra undergrave Hollywood. Men selv om tidsånden ikke er udelt tilfreds med megakoncernene – de er alt for langsomme efter hans smag – vil han aldrig stille sig på undergrundens side: for præcis som i de finkulturelle cirkler hersker dér en frelst og fatal selvtilstrækkelighed, som er ham inderligt imod.
Hvorfra kommer den dybe mistro til popindustrien? Den bunder i vores frygt for at blive forført. Vi kan ikke klare tanken om, at nogen skulle kunne beregne vejen ind i vores underbevidsthed. Vi tvivler på vores egen evne til at kunne vurdere kvaliteten af det næste nye navn på tre minutter og til at kunne skelne tidløse sandheder fra hule klichéer. Når tidsånden sejler forb,i betragter vi de ansigtsløse masser af
stjernefrø og linselus, og vi kan ikke undsige fornemmelsen af, at populærkulturen for bare 10 år siden lå tættere på de uskyldens og oprigtighedens kilder, der i mellemtiden har udtømt deres sidste dråber i dybet under færgemanden.
Men frygten for at blive narret er logisk ubegrundet, for sandheden ved underholdningen er, at den kun kan praktiseres ufrivilligt. Hver gang det lykkes tidsånden at farve så meget som 30 sekunder af din kalender med sine indtørrede sprittusser kan det kun skyldes, at han har fat i noget – i noget af dig, i hvert fald – selv hvis produktet ikke er sikret nogen plads på hylden med tidløse klassikere. Tidsånden har en sommerfugls opmærksomhed, men en elefants hukommelse: Han reciterer uafladeligt navnene på dem, der prøver at snyde sig over floden. Intet er lettere end at narre ham første gang – og intet er sværere end at gøre det igen.

* David Letterman drillede sidstnævnte for at lade ’Mercedes’ rime på ’80s’. Men Nik & Jay har hævet niveauet: I ethvert ledigt øjeblik spekulerer jeg på retfærdigheden i at lade ’hende’ rime på ’rødvin’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her