Læsetid: 5 min.

Den paranoide thrillers genkomst

Kultfilmen ’Kandidaten fra Manchuriet’ lanceres i nyindspilning, der matcher den politiske tidsånd
13. august 2004

Ny film
LOS ANGELES – Den nye version af Kandidaten fra Manchuriet – John Frankenheimers berømte spionfilm fra 1962 – har virkelig sat sindene i kog i denne for USA så politiserede sommer. Uger før USA–premieren (der fandt sted dagen efter den demokratiske partikon-gres), begyndte konservative kommentatorer at harcelere over, hvad de så som renlivet anti-Bush-propaganda og klage over, at det oprindelige filmplot var blevet ændret. Hvor Frankenheimers film handler om en international kommunistisk konspiration, der vil omstyrte USA’s demokrati ved at plante en morderisk agent i Det Ovale Værelse, er de ondre kræfter i den nye film henlagt til USA, nærmere bestemt til en kæmpestor koncern ved navn Manchurian Global. Manchurian er storleverandør til USA’s militær og forbundstatslige organer og skildres på en måde, så det virker alt for oplagt at drage paralleller til Halliburton – olie- og entreprenørgiganten, som vicepræsident Dick Cheney var chef for og fortsat begunstiger med uden blusel.

Forvirring om budskabet
De konservative webloggere mente med henvisning til velkendte politiske sympatier hos instruktør Jonathan Demme, den kvindelige stjerne Meryl Streep og Paramount Studios-chef Sherry Lansing at kunne konkludere, at filmen reelt er et skalkeskjul for en demokratisk skræmmekampagne.
Men så lanceredes pludselig det modrygte, at Streep, der spiller filmens dominerende moderskikkelse i virkeligheden leverer en ond parodi på en magtbegærlig og kontrolfikseret Hillary Clinton.
Hvem havde ret? New York Times-klummisten Paul Krugman gjorde sit animere debatten, da han beskyldte præsident Bush for selv at agere somen fjendtlig agent i Det Hvide Hus. Her, skrev Krugman, var en mand, der retorisk iscenesætter sig selv som terroristernes værste fjende, samtidig med at han giver den islamisk terrorismes de frugtbareste vækstbetingelser, som tænkes kan. »Kald ham den arabiske kandidat«, skrev Krugman. »Nej, John ’freakin’ Kerry er den nye manchuriske kandidat,« replicerede en kommentator på et konservativt webforum.
Beskyldninger fortsætter med at fyge frem og tilbage – også efter at partigængere fra begge sider har haft lejlighed til at se filmen. Som man måske kan slutte sig til ud fra den herskende forvirring om filmens budskab, er det tale om alt for intelligent værk til at, det entydigt lader sig til indtægt af nogen af USA’s politiske blokke. Bag påtaget populisme lader både republikanere og demokrater sig begge styre af store selskaber, som Ralph Nader aldrig bliver træt af at påpege.
Hvad filmen gør uhyre dygtigt, er at overføre den atmosfære af koldkrigsparanoia, der gennemsyrede John Frankenheimers original, til vor egen angstforknytte tid. I 1962-versionen bliver et kompagni amerikanske soldater kidnappet under Koreakrigen og hjernevasket til at tro, at den mindst populære og kyniske af dem har reddet deres liv i kraft af enestående tapperhed. Laurence Harvey spiller den falske helt, Raymond Shaw, som kommunisterne har programmeret til en mission som koldblodig præsidentmorder. Frank Sinatra spiller hans overordnede officer i Korea, kaptajn Marco, som heroisk modstår hjernevaskens forblændelser og sætter alt ind på at afsløre sammensværgelsen, før det er for sent.

Skrøbelige helte og skurke
Den nye fortælling er historisk opdateret, således at Første Golfkrig træder i stedet for Koreakrigen, og modificeret, således at helte og skurke fremstår langt mere skrøbelige og tvetydige. Især Sinatras gamle rolle er ændret. Denzel Washington spiller Marco som en mand, der desperat forsøger at genoprette den mentale sundhed – både for sig selv og andre – mens han rabler om mareridt, konspirationer og trusler mod det politiske establishment.
Som Frankenheimer før ham udfolder Demme et uvirkeligt drømmelandskab af overophedede politiske spændinger, hvor konspirationer er dagens orden. Det tillader ham med større lethed at at tilføre genkendelige elementer fra det virkelige liv uden at prædike noget bestemt budskab. Med andre ord beskriver han en tilstand af politisk paranoia uden nogensinde at sige hvad – om noget – han selv tror på.
Blandt disse elementer er den uopslidelige traver om terroristers planer om atomangreb på USA, hemmelige computer-chipimplantater, tv-nyheder, som beroliger publikum i stedet for at oplyse, frygten for, at valgprocessen undergraves af manipulerede elektroniske stemmemaskiner og den endnu større rædsel for, at bioteknologien skal udviske skellet mellem mennesker og maskiner.
At flere karakterer minder påfaldende meget om personer fra det virkelige liv er sandt nok. Men Streep ligner i mine øjne ikke så meget Hillary Clinton som om en af de dominerende kvinder George W. Bushs liv – hans hengivne politiske rådgiver Karen Hughes måske, eller hans egen mor, Barbara, der er berygtet for sine ambitioner på sine sønners vegne. Den unge Kimberly Elise forvandler den oprindelige Janet Leigh-rolle til en sand femme fatale af en undercover FBI-agent med en ansigtsmimik som Condoleeza Rices. Og Washington giver os hele tiden små glimt af Colin Powell – hans stålindfattede briller såvel som hans karakter af at være den gode soldat, der kan programmeres til hvad som helst af sine skrupelløse herrer styrker dette indtrykt.
Den paranoide thriller forudsætter i reglen en samtid præget af sociale og politiske opbrud. Genren blomstrede kortvarigt op i 1960’erne og fik for alvor liv med Watergateskandalen – tænk blot på genrehovedværker som The Parallax View, Tre døgn for Condor og The Conversation.

Terrorparanoia
Den oprindelige Kandidaten fra Manchuriet blev trods sin nuværende kultstatus ikke nogen kommerciel succes, da den fik premiere – den var på engang bagud og forud for sin tid. Den koldkrigs-propaganda, den beskrev, var i 1962 på nedtrapning i forhold til McCarthy-æraens excesser og Goldwater-republikanernes rabiate retorik. Var filmen blevet lanceret i den stemning, som bredte sig efter mordet på John F. Kennedy det følgende år, havde den haft chancer. Nu blev den pillet ud af distribution i 25 år, før den omsider kom til hæder og værdighed.
I 1964 skrev socialhistorikeren Richard Hofstadter et berømt essay – Den paranoide stil i amerikansk politik – hvori han forklarerede heksejagten på kommunister ud fra »det moralske chok, vores fremvoksende imperialisme har udløst«: Ved USA’s bratte fødsel som supermagt ved udgangen af Anden Verdenskrig, stod landet over for nødvendigheden af at oprette et militært og nationalt sikkerhedsapparat, der kunne matche denne status.
Hofstadters pointe kan udmærket siges at have gyldighed for den terrorparanoia, der præger tiden efter 11. september 2001 – en begivenhed, der blev fødselsforløser for Bush-regeringens neoimperialistiske ambitioner. USA er i fuld færd med at udbygge et allerede almægtigt militær, omskrive hævdvundne nationale sikkerhedsdoktriner og invadere lande på den anden side af jordkloden. Skræmmende? Helt sikkert. Og den virkelige uhygge er, at den stemning, Demme fremmaner i denne film, er alt for ægte. Der kan næppe findes en mere opportun periode at lancere en sådan film i end vor tids politiske klima.

*’Kandidaten fra Manchuriet’ får dansk premiere den 3. december

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu