Læsetid: 3 min.

Et politisk husholdningsbudget

Forslaget til finanslov for 2005 er oplæg til politiske forhandlinger, hvor regeringspartierne ønsker at bringe de øvrige partier i så dårligt lys som muligt inden det kommende valg
27. august 2004

Analyse
De fleste nyheder var kendt på forhånd. Og i forhold til det samlede statsbudget var de at finde i småtingsafdelingen. Forslaget til næste års finanslov rummer rent prioriteringsmæssigt ikke meget andet end nogle mindre justeringer, der tager sigte på at tilfredsstille så mange befolkningsgrupper som muligt og samtidig kan tjene til at teste de øvrige partiers evne og vilje til at indgå aftaler. Den blanding af merbevillinger og nedskæringer, der ligger i forslaget, afspejler ganske klart, at regeringen nu for alvor har det nærliggende folketingsvalg i tankerne.
Hvor nærliggende det er, kan kun statsministeren vide – hvis ellers han har afklaret dette spørgsmål med sig selv. Men i inderkredsen omkring ham går vurderingen nu på, at det vil blive udskrevet i halvåret mellem november i år og maj næste år. Holder det stik, er finanslovforslaget det sidste, den nuværende VK-regering får fremlagt.
Det betyder ikke, at det i udpræget grad bærer præg af at være et valgoplæg i traditionel forstand. I hvert fald er der kun et begrænset antal godter i den pose, der skal bruges til uddeling. Men til gengæld afspejler det Anders Fogh Rasmussens stærke vilje til at fastholde løftet om et skattestop. Og det har selvfølgelig også en hel del at gøre med det kommende valg.

De nye ministre
Særlig opmærksomhed er naturligvis blevet rettet imod de bevillinger, der er afsat til de nye eller omrokerede ministre. Nu skete disse udskiftninger så sent, at der ikke har været tid til at foretage de store økonomiske omposteringer. Men en smule glasur vil det altid være muligt at finde. Og her kan den nye familie- og forbrugerminister, Henriette Kjær, så glæde sig over, at der er afsat 30 millioner kroner ekstra til oplysning om og forskning i fødevaresikkerhed.
Til gengæld må hun ærgre sig over, at den meget omtalte ekstra indsats for børnefamilierne stort set er blevet begrænset til den form for venlige ord, der kaldes varm luft. Omgående er hun af oppositionen blevet beskyldt for at svigte sine løfter, mens hun selv siger, at hun er blevet misforstået af medierne. Selv om det måske kan være sandt nok, er det bestemt ikke nogen drømmestart for den omrokerede minister.
En sådan har Connie Hedegaard til gengæld fået til overmål – vel egentlig i så høj en grad, at hun selv må være betænkelig. For hvordan skal hun dog leve op til de forventninger, der er kommet til udtryk over alt i pressen?
Finanslovforslaget giver det svar, at det i hvert fald ikke bliver igennem øgede bevillinger. Nok engang er der skåret ned på de aktiviteter, der hører under Miljøministeriets område.
Skatteminister Kristian Jensen har fået 10 millioner kroner ekstra til at bekæmpe sort arbejde. Det afspejler, at denne kamp primært skal foregå igennem appeller til borgernes samfundsmoral frem for skærpet kontrol. I betragtning af, at det sorte arbejde formodes at have en værdi på mere end 50 milliarder kroner, kan investeringen i at bekæmpe det ikke ligefrem kaldes markant.

Plads til forbedringer
Mange flere eksempler kunne nævnes på områder, hvor det vil være nærliggende for de øvrige partier at gå ind med krav om forbedringer. Her vil regeringen givetvis være lydhør, men samtidig vil den stå uafviseligt fast på, at den samlede udgiftsramme ikke må udvides. Den snusfornuft, der er forbundet med at udarbejde et holdbart husholdningsbudget, vil blive fastholdt.
Det betyder igen, at partierne uden for regeringen vil blive afkrævet svar på, hvor de vil spare, når de kommer med udgiftskrævende forslag. Men hvem har lyst til at svare på spørgsmål af den karakter, når ude i en ikke alt for fjern horisont ligger et folketingsvalg og venter?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu