Læsetid: 10 min.

...et radikalt eksperiment

Kan man give 200 børn fra ghettoskolen et buskort og sende dem af sted med bussen til den lille skole i parcelhus-kvarteret? I Korsør har de foretaget...
7. august 2004

Alt har en grænse. Den fornemmes med de navne, en by kan opdeles i. Motorvejskvarteret... Parcelhuskvarteret.
En grænse kan betyde, at børn sjældent møder nogen, der er ret meget anderledes, end de selv er.
Sådan var det i parcelhuskvarteret Tårnborg, der strækker sig langs Storebælts kyst i udkanten af Korsør. Børnene gik i kvarterets institutioner og videre i kvarterets skole. Når der af og til dukkede et par børn op derinde fra Korsør by, var de lidt »nogen underlige nogen«.
Indtil kommunen fandt på at lukke to af byens seks skoler, trække en ny grænse i det socialt belastede motorvejskvarter og sende børnene fra de ulige husnumre afsted med bussen til Tårnborg Skole i parcelhuskvarteret fem kilometer derfra. Hvordan det er gået afhænger af, hvem man spørger. Men intet er helt som før, da den lille hyggelige Tårnborg Skole sov sin tornerosesøvn.

I parcelhuskvarteret Tårnborg handler man i Brugsen. På en sommerdag kører der is og jordbær på kassebåndet. Villahaverne er frodige og velplejede. De store blomsterkummer på vejene sørger for, at tingene ikke går for stærkt.
Længere ind mod Korsør bymidte ligger Motalavejs almennyttige boligkarreer. Af nogle kaldet motorvejskvarteret. Tre piger leger. Bygger tunneler i sandkassen. En flok unge fyre laver ikke rigtig noget – sammen – henne ved ha-vebordet i træernes skygge. Ingen spiller minigolf på den bane, man har anlagt ud til vejen.
Beboerne i de to kvarterer i den gamle færgeby har mange ting til fælles. Flere har arbejdet på de samme fabrikker i byen. Flere henter nogenlunde det samme hjem i lønningsposen. Deres børn går i skole.
Men den måde, man ser sig selv, er forskellig. Skal man have en pose med fra skuffen til indkøbene i Brugsen i Tårnborg, tager man hellere den fra Irma end den fra Netto. Landsby-snobberi, som en tilflytter siger.
Men arbejdsløsheden, der kom til Korsør, da Storebæltsbroen gjorde færgerne overflødige, har ramt forskelligt. De mange ufaglærte, der boede i det almennyttige boligkvarter, kunne ikke finde nyt arbejde.
Parcelhuskvarteret i Tårnborg slap billigere. Her havde mange arbejde i Slagelse.
Og så er der de tosprogede, som der bor en del af på Motalavej. I Tårnborgkvarteret er de børn med mørkere hudfarve adopteret.

Alt har en grænse. Men faktisk kom ideen til at flytte den i Korsør fra en af beboerne i parcelhuskvarteret Tårnborg; fra den tidligere skolebestyrelsesformand, Villy Jensen.
Dengang før børnene fra motorvejskvarteret holdt deres indtog på Tårnborg, var det dog sket, at et par indvandrerunge havde fundet vej til parcelhuskvarterets juniorklub. Flere forældre og deres børn i klubben var utrygge, når ’de mørke og fremmede’ kom til fe-sterne. Og det var egentlig det, der fik Villy Jensens tanker til at kredse om, at det måske nok var godt for kvarterets børn, at alle ikke lignede dem selv.
»Der manglede noget alsidighed. Vi syntes, at det kunne være en god idé, hvis vi fik nogle stykker af børnene fra en af de skoler inde i byen, der fortalte, at de var så belastede af børn med anden etnisk baggrund,« siger Villy Jensen.
Imens kæmpede Korsør med en dårlig skoleøkonomi. Kommunens seks skoler var små og havde lave klassekvotienter. Det var dyrt, og alligevel var elevernes resultater for dårlige. Noget måtte gøres. Ellers ville det ende med, at skolerne slog bunden ud af kommunens budgetter. Byrådet vedtog at nedlægge to skoler og flytte eleverne til de resterende fire.
Det ville være en radikal beslutning for hvilket som helst byråd. For som formanden for kommunens Skole-, Børne- og Ungeudvalg, Jørgen Andersen (SF) siger: »Alle politikere er hunderædde for at sætte sådan en proces i gang. Det skaber meget kraftige forældreprotester, og privatskoler bliver oprettet fem minutter efter, man har lukket en folkeskole. Det er nogle gange som at tale til en lukket dør.«
I Korsør var beslutningen endnu mere radikal. For selv om det ikke er officielt, så anså politikerne det for en klar fordel, at man kunne sprede eleverne fra to af kommunens mest socialt belastede skoler, der desuden havde mange indvandrerbørn. Fra de to skoler fik man indberetninger om klasser, lærerne ikke kunne styre, mobning, dårlig forældrekontakt og dårlige karakterer.
Og efter sommerferien sidste år startede knap 200 børn med et kommunalt betalt buskort i lommen deres rejse til parcelhuskvarterets lille skole. Her gik der i forvejen godt 300 elever, og de nye børn blev spredt ud på skolens klasser, ca. fem-seks stykker i hver.
Eksperimentet er slet ikke gået så galt, som man havde frygtet, siger politikere, forvaltning og Tårnborg Skoles leder. Der var mange dystre forudsigelser. Lærerflugt, og hvad med uroen når klassestørrelsen steg fra luksuøse 16-18 stykker til 22-24?
At utilfredse forældre ikke har oprettet en protestskole, gør jo nærmest de nye skoledistrikter til en succes, hedder det.
»Vi kunne jo forvente en vis modstand. Især fordi det drejer sig om mange unge, der etablerer sig for første gang i parcelhuskvarteret. De arbejder meget og har måske ikke så meget tid til deres børn. Men de sætter meget pris på, at deres børn får en ordentlig uddannelse,« siger Jørgen Andersen.
Og udvalgsformanden kan da også henvise til, at ændringerne i skolestrukturen har givet luft i budgettet på omkring 15 millioner kroner, der føres tilbage til skolerne i form af øget timetal og nye, tidssvarende bygninger.

Problemers omfang og holdningen til, hvordan de tackles, afhænger som bekendt af øjnene, der ser. Det, der helst skal tage sig ud som succes, når en politisk beslutning er truffet, og embedsmænd skal føre den ud i livet, kan en kommunes borgere have en helt anden mening om.
I hvert fald synes den nye formand for Tårnborg Skoles bestyrelse, Per Andersen, at grænsen er nået. Skolebestyrelsen har krævet Tårnborg Skoles mangeårige leders afgang: Han er en enevældig konge, der bøjer regler, så de passer ham. Den nye bestyrelse vil have indflydelse og har samlet underskrifter blandt forældre til støtte for deres sag. Men de har mødt modstand.
Andre i det lille parcelhuskvarter samler underskrifter – men mod bestyrelsen. Mange af de beboere, Information møder, har slet ikke lyst til at snakke.
»Man risikerer jo at blive brugt i den konflikt,« som en mor siger.
For Per Andersen og Bo Bønnelycke, et andet medlem af skolebestyrelsen, handler konflikten ikke om, at parcelhuskvarteret ikke kan rumme de nye børn på skolen. Der ér problemer med sexistisk sprogbrug, overfald og trusler mod forældre i bussen. Men ifølge bestyrelsen er hele forløbet med æn-dringerne af skoledistriktet så dårligt forbedredt, at børnene og deres forældre fra Motalavej ikke er blevet ordentligt modtaget.
Den påstand er ikke til at få be- eller afkræftet. For som det eneste medlem af skolebestyrelsen, der kommer fra motorvejskvarteret, Serdar Savci, siger, er beboerne så blandede, at han ikke vil give sig af med at fortolke deres holdninger. Selv er han meget godt tilfreds.
Per Andersen mener, at hverken skoleledelse eller lærere på Tårnborg Skole har været gearede til børn, der er opdraget i en anden skolekultur. Heller ikke til deres forældre.
»Til velkomstfesten kom der jo kun ganske få af de nye forældre i min datters klasse,« siger Per Andersen, og fortæller, at han selv engang kørte med en tosproget dreng hjem for at hente hans far til et forældremøde og hjælpe familien til at forstå, at den slags er vigtigt, når man går i en dansk skole.
Eller som Bo Bønnelycke, et andet skolebestyrelsesmedlem, siger:
»Forandringer kommer uanset hvad. Målet er jo netop ikke at skille de to grupper ad. De skal lære dansk. Det er den eneste måde at integrere på, så de kan få en ordentlig uddannelse. Men de ting, man har besluttet på politisk niveau, kan vi ikke se, bliver implementeret.Det går alt for langsomt ned gennem systemet.«
En ung far, der er i gang med at slå det knæhøje græs på marken foran sit hus i udkanten af parcelhuskvarteret har taget sin syv-årige datter ud af Tårnborg Skole og meldt hende ind på en nærliggende friskole: »Vi har et barn, der er godt med, og en der hænger lidt bagefter. Og når klassen bliver større, kommer der mere uro. Det skal man jo lige huske, at danske børn også kan lave. Jeg synes bare, man skulle have taget de andre børn ind fra starten. For vi vil ikke betale den pris, at det går ud over det faglige,« siger han, men ønsker ikke sit navn i avisen.
Uroen har også bekymret Maj-Britt Tufvesson,der er mor til 10-årige Kathrine i 5.klasse.
»Men jeg synes faktisk, de nye er faldet fint ind. Jeg er fra Vesterbro og vant til indvandrere. Men herude har man nok været lidt skræmte over, at man skulle have ’de der børn fra Motalavej.’ For den slags har man jo overhovedet ikke været vant til. Jeg synes heller ikke, at børn tager skade af at møde andre nationaliteter,« siger Maj-Britt Tufvesson.
»Det har været helt fint at få de nye børn i klassen. Vi har ikke så meget kontakt efter skole, men vi leger med dem i skolen,« siger Kathrine.
Maj-Britt Tufvesson mener, at det skyldes den geografiske afstand.
Leder på Tårnborg Skole, Bent Frederiksen, mener ikke, at skolen har været for dårligt forberedt på skolesammenlægningen. Man har bl.a. lavet lektiecafé og giver ekstra støtte til de klasser, hvor der er uro og problemer. Der er lavet en sprogpolitik, hvor man skriver hjem til forældrene om krænkende sprogbrug, der i sidste ende kan føre til permanent bortvisning. På plussiden tæller, at flere børn med mange forsømmelser er begyndt at møde op til timerne efter samtaler med forældrene om deres ansvar for børnenes skolegang.
»Vi er optimistiske, og det her koster tid og arbejde. Det er det, vi egentlig har et håb om, at forældrene kan forstå. Det kan mange, men der er altså også nogle, der ikke kan,« siger Bent Frederiksen.
Og ind i mellem kan børn i et ressourcestærkt kvarter jo nok have det svært med forståelsen for, at andre ikke klarer tingene lige nemt. Som Bent Frederiksen siger:
»Jeg synes jo, det er væsentligt, at man selvoplevet får så bred en påvirkning som muligt via forskellige dele af vores samfund. Det giver en større humanitet i et menneske og større forståelse for, at der er forskelle i vores samfund. Men at vi jo ikke derfor er dårlige mennesker.«
Bo Bønnelycke har ikke tid til at vente, selv om også han synes, det er godt med mangfoldighed. Bare der ikke er for mange svage børn i en klasse.
»Jeg har en datter i 6. klasse. Skal jeg vente i otte år på, at skuden vender?,« spørger han.
Enkelte siger, at den nye bestyrelse fisker i rørte vande og kun er ude på at skaffe sig en politisk platform, hvorfra de kan udfordre det socialdemokratiske bystyre i Korsør.
Det afviser Per Andersen og Bo Bønnelycke.
»Vores mål er at få fagligheden op på skolen. Den ligger helt i bund,« siger Bo Bønnelycke med henvisning til, at Korsør Kommune ligger i den dårligste fjerdedel, når man sammenligner danske folkeskolers karaktergennemsnit.

Per Andersen har netop fået salgsopstillingen for en af de skoler, kommunen har fået til overs. Og hvor børnene fra de ulige numre på Motalavej engang gik. Måske opstår en ny forældredrevet friskole, og et eksperiment er kuldsejlet. Idemanden Villy Jensen? Han er lidt ærgerlig over, at kommunen ikke lyttede.
»Vi ville have haft nogle få af de velfungerende børn fra den belastede skole, så de kunne være bølgebrydere til en start. På sigt kunne de åbne dørene og skabe forståelse for nogle, der ikke trivedes så godt, hvor de kom fra. Men i stedet fik vi både tosprogede børn og børn med dansk baggrund, der havde tunge problemer. Det var lige voldsomt nok. Overfald og den slags forekom jo ikke i de gode gamle dage, hvor det var en hyggelig skole,« siger han.

Serie
Skolen i ghettoen
*Hvad sker der med sammenhængskraften i et samfund, når der opstår små ghettoer, hvor folk har samme værdier, som i den sociale ghetto og lilleskolen, for de velstillede børn? Det undersøger Information i en ny skoleserie.
*I Korsør Kommune har man forsøgt at modgå segregeringen ved at sprede eleverne fra de belastede skoler. Korsør er en af de mange provinsbyer, som oplever øget social opsplitning. Ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, er der i dag flere ressourcesvage elever på den mest belastede fjerdedel af de danske skoler end for 20 år siden. I Korsør drejer det sig om 33 pct. i 2001 mod 19 pct. i 1981.
*De foregående artikler i serien er bragt den 4. og 5. august. Serien fortsætter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu