Ny cd
Da Liam Howlett i sommeren 2002 gylpede den første The Prodigy-single ud i fem år, lød det unægtelig som en dårlig joke. »Babys Got A Temper« flyttede ikke de engelske bigbeatpunks så meget som en decibel i forhold til 1997s storstøjende og -hittende tredje album, The Fat Of The Land.
Alt imens havde Underworld, The Chemical Brothers, Fat Boy Slim og mange, mange flere fra den bigbeatscene, som programmøren og mesterhjernen Howlett om nogen etablerede, for længst tyvstjålet de bedste ideer og overhalet den Essex-baserede raver. The Prodigy blev ganske ufrivilligt til The Parody.
I stedet for at trække sig tilbage og leve godt af sine mange millioner pund valgte Liam Howlett prisværdigt nok at tage kampen op. Nøjagtig som han gjorde det imod det britiske formyndersystem, da han skabte The Prodigys hidtil bedste samling skæringer på den psykedeliske genistreg Music For The Jilted Generation fra 1994.
Dengang gruppens fire oprindelige medlemmer de tre andre var danserne Keith Flint og Leeroy samt rapperen Maxim i bogstaveligste forstand gav fingeren til det post-Thatcherske styre. Ikke mindst ordensmagten, som via The Criminal Justice Bill bekæmpede den opblomstrende technokultur, der iltedes i improviserede undergrundsraves tilsat en hel del kemiske stimulanser og utøjlet urban vildskab.
Med numre som »Their Law«. »The Poison« og »Narcotic Suite« rystede The Prodigy dancescenen med den samplede og riv-rav-ruskende rocknroll-energi, som
ikke tidligere var tilsat electronicaen i så potent et blandingsforhold.
»Voodoo People« samplede uden credits, i øvrigt ligefrem Nirvana. Omvendt var rockinspirationen ikke total, og The Prodigys fedeste nummer til dato, »Start The Dance (No Good)«, byggede nærmere på den 12 år gamle albumdebut Experiences mere junglebaserede udskejelser.
Rødvinssippende rebel
Siden gik der mainstream i sagerne, da verden og det brede publikum i 1996-1997 var parate til The Prodigys aggressive fuldtræffere: »Firestarter«, »Breathe« og »Smack My Bitch Up«, som blev ledsaget af Jonas Åkerlunds skandaleombruste musikvideo, var alle kommercielle succeser.
Det var den formel, Liam Howlett så fattigt videreførte på den to år gamle »Babys Got A Temper«, og måske var det en god ting, at han røg ud på derouten. The Prodigy-frontmanden, der først gør brug af sit oprindelige entourage på en kommende turné, har i hvert fald flyttet sig med det nye album, Always Outnumbered, Never Outgunned. Der er godt nok stadig snerrende distortion, bigbeats og guitarsamplinger på drengen. Men electroen og nogle langt mere sammenhængende vokaler har også fundet vej ind i Prodigy-universet, og det klæder det.
Ikke alle gæsteoptrædender fungerer lige godt, og speedrapperen Twistas tilstedeværelse er decideret uheldig. Men skuespillerinden Juliette Lewis indsats på albumstarteren »Spitfire«, Ping Pong Bitches visit på den vanvittig funkede førstesingle »Girls« og, ikke mindst, Oasis-forsanger og navnebror Liam Gallaghers bidrag til »Shoot Down« er mere end godkendt.
Det ændrer dog ikke ved, at Always Outnumbered, Never Outgunned ikke lyder som et værk, der har været syv år på vej.
I så fald er det ikke ventetiden værd. Rodebutikken er for stor, genbruget for omsiggribende, vreden for tæmmet. Måske mangler Liam Howlett en ydre fjende lignende det formyndersystem, han engang forbandede? Måske har han selv glemt, hvor fandenivoldske, mægtigere og spændende rent faktisk The Prodigy var, da den daværende kvartet leverede den ondeste overgearing på Grøn Scene under Roskilde festival anno 1995? Måske er Liam Howlett ganske enkelt blevet for gammel og slidt til at genopfinde sig selv?
Et citat fra pressematerialet om bagmandens nye arbejdsform antyder det:
»Jeg satte mig et sted (med min laptop), hvor jeg følte mig godt tilpas. Som regel i mit soveværelse omkring midnat. Med et par glas vin, James Bond på dvden ... You know what I mean.«
Jo tak, lidt for godt.
*The Prodigy: Always Outnumbered, Never Outgunned (XL Recordings/Playground)
*www.prodigy.co.uk
