Læsetid: 6 min.

Regeringsrokade-manipulations-ministerens sidste

Sidste uge faldt en redegørelse for statsministerens forhold til begrebet kreativ bogføring ud, hvilket skyldes hvad man i gamle dages avisdrift kaldte en ombrydningsfejl, og som i nutiden optræder når skribenten er en tumbe
7. august 2004

Intermetzo
Atter en gang havde en grum fejl indsneget sig i klummeteksten. . Udeladelsen betyder at den kreative bogføring, som statsministeren samtidig med at han groft vildledte Folketinget i sin tid udøvede som skatteminister og derfor måtte gå af, denne gang vil blive nævnt tre gange, således at der er noget at tære på, ifald fejlen skulle gentage sig.
Så er dét på plads.
I ugen der gik faldt en anden og indtil videre langt mindre belastet skatteminister for den forhenværendes kolde hånd. Sv. E. Hovmann var i sin virksomhed, bortset fra en kedelig sag under opsejling, kronisk passiv og følgelig nærmest usynlig, hvilket kan være en kvalitfikation for en skatteminister. Den faldne skønnedes ikke at have markedsført regeringens skattelempelser tilstrækkeligt effektivt om overhovedet, hvad der også for en ærlig sjæl kan være svært i betragtning af lettelsernes udprægede relativitet. Ud røg Hovmann med de sædvanlige bemærkninger om ikke at være bitter og store udfordringer lagt bag sig og fuld forståelse for statsministerens øksehug. Også Hans Christian Schmidt fik det blodige håndværk at smage, da han forvistes til et i det store og hele meningstømt fødevareministerium, hvor den nye ministers opgave bliver at begunstige landbruget som han allerede gjorde i Miljøministeriet og tage nye fiskekvoter til efterretning.
Ind på miljøets tilsmudsede scene trådte i stedet the one and only Connie Hedegaard, som ikke mange der har haft den fornøjelse at træffe hende inklusive klummisten har noget skidt at sige om. En gevinst for regeringen, ingen tvivl om det, begavet, indsigtsfuld, dannet, politisk talentfuld, venlig, bestemt, kommunikativ og ualmindelig dejlig som hunkøn betragtet. Det sidste er selvfølgelig en overflødig tilføjelse af en gammel (halvgammel) gris, men ikke desto mindre et godt afsæt i moderne politik. Dertil kommer kendtheden, godt hjulpet på vej af dødlinjeprogrammet, som Hedegaard alternerende med bl.a. Antorini, en anden genkommen politica, bestyrede på glimrende vis. Udnævnelsen har utvivlsomt sendt fiskefrikadellen på tværs i Brian Mikkelsens halshul. Dér røg den mulighed for at blive de konservatives førstemand, eventuelt en dag statsministerkandidat. Ja, så galt kunne det være gået. BM nåede lige inden faldet som forkarl på den Bendtsenske bondegård at lancere kravet om indførelsen af mere fattigdom i Danmark ved at høvle ned i mindstelønnen. Nogle var så smålige at gøre opmærksom på kulturministerens egen betydelige indtægt samt tilgiftede millionarv. Hvor emsig kan man omvendt som velhaver være på andres ynkværdige vegne og stadig besmykke sig med hædersbetegnelsen politiker!
Også Lene Espersens karakter af anden klasses politiker på førstehold fremhævedes af tv-stjernens tilbagekomst; den svækkede justitsminister, der har afgivet betydelige lunser til familieministeriet, må ydermere se sig reduceret til vandbærer i det konservative parti. Allerede nu huserer spekulationerne om Connie Hedegaards fremtid som de konservatives kommende leder med åndsliv, udviklet social samvittighed samt fornemmelser for kulturkamp. Det store spørgsmål lyder i al sin enkelhed: Hvordan fanden vil dette ordentlige og begavede menneske kunne holde ud at sidde i partiets nuværende top samt i en sådan regering? Dette kan kun besvares af tidens gang og kommende kampe i partiet. Hedegaard er jo en slags kulturradikal; borgerlig bevar os vel, men bestemt ikke så det gør noget og til tider ikke til at skelne fra den ægte vare på modsatte fløj. Desuden læser hun bøger, hvilket hun i denne regering vist kun for alvor har til fælles med Per Stig Møller.

Hin hundsede udenrigsminister fik i øvrigt endnu én på snotten af sin perleven statsministeren, men kompenseredes samtidig, så excellencen
ikke gik helt amok i velkendt temperamentsudfoldelse, ved sin allierede Hedegaards indtræden og ikke mindst ved at få et attrået sæde i regeringens koordineringsudvalg. Såfremt statsministeren behandler dette nye udvalgsmedlem på lignende måde som han behandlede sin udenrigsminister i tv-udsendelsen om EU-topmødet, burde man overveje også at lave en udsendelse fra koordineringsudvalgsmøderne. Få glemmer det guddommelige øjeblik i fraklippet, hvor statsministeren på Møllers mukken om ikke at kunne komme af med sine ideer, brat retter sig op fra sine papirer og bemærker som kun et grunduforskammet kuldslået uhøfligt magtmenneske kan svare et andet: – Jamen, har du da nogen, Per?
Fryd og gammen! Mer af det!
På forhånd kan man godt tillade sig den fremtidsanskuelse at det allerede berørte familieministerium er dømt til saglig fiasko og meget kort levetid. Magen til sammensjasket rod har man sjældent set i forvaltningshistorien. Inddragelsen af områder fra andre ministerier virker som det vaklende grundlag det er: en kunstfærdigt sammentømret platform til omrejsende valgkamp for Henriette Kjær og Venstre. Nu må vi jo endelig også huske at gøre noget for de almindelige familier, dem vi snakker så meget om, men som i virkeligheden rager os en hatfuld, fordi vi jo ikke har i sinde at ændre grundlæggende på vilkårene og virksomhedernes krav om rådighedsret over arbejdskraften og slet ikke bruge flere skattepenge, for det har vi jo bundet os til i det tåbelige skattestop.
Jens Otto Krag prøvede delvis med andre bevæggrunde lidt af det samme i sin tid, med et familieministerium og Camma Larsen-Ledet uden at det daværende ministerium dog var nær så omfattende og diffust som dette nye, der så at sige ikke har naturlige grænser. Ministeriet gik dengang i sin mor igen, det går denne gang i ged.
At Bertel Haarder ikke kom til Bruxelles er værst for flygtningene og indvandrerne, hvilket også er meningen med Haarders forbliven, der skal tjene til vederkvægelse for Dansk Folkeparti. En tilsvarende forringelse af Danmarks omdømme i udlandet ved indlægningen af ulandspolitik og bistand under denne argumentresistente og kritikimmune mands domæne er kun en ekstragevinst for disse xenofobiske kræfter. Et slående eksempel på at de onde ofte ler lidt for længe ad gangen. Og nu med turbo.
Mange har sikkert undret sig over at statsministeren ikke benyttede lejligheden til at skaffe sig af med de mere eller mest belastede ministre i sin regering. Tove Fergo melder sig på førstepladsen. Men at sætte kirkeministeren ud i den kolde sne, hvilket en normal regeringsledelse havde gjort forlængst, ville på et så sent fremskredent tidspunkt være en indrømmelse af egen mangel på dømmekraft ved overhovedet at have udnævnt hende. Dertil kommer at ypperstepræsterne i Dansk Folkeparti ville være blevet endnu mere tossede end de allerede er, såfremt Fergo, protegé og tidehvervsallieret var anvist den lige vej tilbage til grebningen og hjem til et eller andet uskadeligt deltidskald i den snart hårdt prøvede folkekirke.

En reel regeringsførelse ville ej heller have tolereret en finansminister der ikke kan finde rundt i egne adresser og fifler med disse elementarbestemmelser i samfundsindretningen. Ud af klappen med sådan én. Det interessante er at den slags uregelmæssigheder ikke regnes for rigtigt forkert i den herskende klan; forseelser er noget andre begår; skamridning af regler eller misbrug, der måske ikke direkte er strafpådragende, opfattes som smart. Den mere hensynsløse snører den mindre. Bare man har magt og ens politiske støtter kun får moralske opstød på ulige datoer, kan man altid finde udveje. Herregud, der er alt for mange snærende regler og love for hvad man må og ikke må, og hvis reglerne generer os, laver vi dem om. Man kan kun forestille sig det vræl, der var blevet, såfremt en finansminister med andet politisk fortegn havde snydt med bopælspligten.
Men det er nu historie, det billige skidt, akkurat som den kreative bogføring. Man tilbagelægger en afstand fra sine tvivlsomme handlinger der retfærdiggøres af den salgssucces man siden skaffer sig, og vupti: en dag er de tvivlsomme handlinger glemt eller noget man i venners lag praler af, mens man forlanger skærpet straf for den gemene tyv der stjæler en mørbrad i Netto. Hvad er det dog for et land!

geme@information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu