Til filmfestival
Vi skulle mødes på Café Klods-Hans, men forinden slog jeg et slag ud på Nyborgvej, hvor jeg boede mellem mit andet og femte leveår. Men ak, hvor forandret! Barndomshjemmet var brutalt revet ned. Heldigvis havde jeg endnu et odenseansk barndomhjem på hånden, nemlig i Vindegade, og det blev ikke blot et deja-vu, men et deja-deja-vu, for det havde jeg opsøgt før.
Men lad os ikke hænge os i fortid. Odense er en moderne by, hvilket man kunne forvisse sig om på søjleplakat, der reklamerede for en ung mand, der kalder sig Tåfræser. Sådan ville en standup-komiker aldrig have kaldt sig på H. C. Andersens tid.
Vi, der skulle mødes, var gæster på den årlige filmfestival for kort- og dokumentarfilm, der efter manges mening oplever en renæssance p.t. De fleste instruktører oplever nu mest, at det er svært at få deres film finansieret, hjemløse, som de er, mellem tv og biografer.
Mens jeg således strejfede rundt, blev jeg grebet af tvivl. Var det nu Klods-Hans, cafeen hed? Det var i hvert fald ikke Historien om en moder, så meget var jeg sikker på.
I det samme blev jeg angrebet bagfra af en infernalsk larm fra en cykel.
»Ind på fortovet,« blev der råbt af en cyklist, der var forbi som et lyn. I Odense City løber fortovene i et med cykelstierne i samme højde. Man skal lære så længe, man ikke er kørt ned.
Drøje hug i avisen
Odense er i øvrigt langt i forberedelserne til det Store HCA-jubilæum til næste år. Således har der allerede været drøje hug i byens avis, hørte jeg fra en lokal journalist. En sådan kritik hører med til enhver større begivenhed i Danmark fra kulturbyår til bygningen af en bro.
Generalsekretæren Lars Seeberg er blevet kritiseret for at være for lukket med nyheder til pressen. Desuden for at lægge det mest spændende i København og for skiftevis at mangle folkelighed og være for plat i planlægningen. Han er beskyldt for ikke at dukke op ved vigtige kulturmøder og for i profileringen at favorisere Bikuben-fonden, en af hovedsponsorerne.
Forskeren Johan de Mylius har været ude med, at det var for dårligt at kaste vrag på forskerne og i stedet udnævne en hel masse HCA-ambassadører som f.eks. fodboldspilleren Pelé, der ikke aner et klap om digteren, og som på tv havde sagt, at han mente, H. C. Andersen var skomager (altså ud over at være digter).
Seeberg har systematisk afvist enhver kritik.
Nå, men nu kom jeg forbi en restaurant Den Grimme Ælling. Kunne det i virkeligheden være den? Jeg måtte hellere spørge i stedet for at løbe forgæves fra ælling til Klods-Hans, som andre løber fra Herodes til Pilatus. Jeg spurgte en fynbo, og han havde aldrig hørt om en Café Klods-Hans, men mente, det måtte være Café Fyrtøjet. hvilket viste sig at være korrekt.
Om dagen så jeg film i lange baner, store og små, tykke og tynde. Min sidemand, en filminstruktør, spurgte med små mellemrum, hvad klokken var, hvorefter han stillede sit ur. Jeg tænkte, at det måske var uden indmad, hvorved han hele tiden selv kunne bestemme, hvad han foretrak, at klokken skulle være. Men det var blot batteriet, der var fladt.
En aften faldt jeg ned på den gamle restaurant Franck A. mellem Jørgen Flindt og Jørgen Leth. Flindt Petersen fortalte, at hans næste dokumentar vil handle om en præst i vanskeligheder. Jørgen Leth, at han lige har færdiggjort en film om sin fødeby Århus, fortalt for børn. Hvad sådanne to instruktører ellers taler om? Kameravinkler og klip simpelthen.
Snigpremiere
På et andet tidspunkt var jeg inviteret til snigpremiere, (som er lidt finere end forpremiere) på en ny film af Jytte Rex, Silkevejen. Selv om den ikke har haft premiere, kan nok røbes, at man ser litteraten Niels Barfoed som skuespiller. Han spiller Ellen Hillingsøs far, en ikke helt nem rolle, og læser op for hende af en bog. Dog ikke H. C. Andersens eventyr.
Det egentlige eventyr lå måske i den omstændighed, at en israeler og en palæstinenser fungerede side om side i den internationale jury.
Filmfestivalen virkede i det hele taget særdeles velorganiseret til fem Bogart-hatte med 200 film vist rundt om i byen. Hvis HCA-festen bliver lige så velorganiseret, vil man dog til sidst risikere en forstoppelse, så man skrigende må flygte fra både Store Claus og Lille Claus og den lille havfrue og hyrdinden og skorstensfejeren.
