Læsetid: 7 min.

Revolutionen starter oppefra

En forandringsbølge skyller ind over Tyrkiet, hvor den for længst har ramt vest. I øst venter man, men det er usikkert, om den kan vaske al det udemokratiske snavs væk i tide
21. august 2004

Modernisering
ISTANBUL – Ord som show room, billboard, joint venture og core costumer flyder ubesværet fra en ung marketingassistent i den tyrkiske tøjgigant Altinyildiz. Hans hår stritter arrangeret tilfældigt. Han står i en skødesløs grå t-shirt, sorte bukser og den ene hånd har han i lommen, mens han taler om turnover, benefits, brand og viser power points med billeder af outlets. Hvad man ikke kan se er, at manden tilhører alewi-mindretallet, og at han engang var dreng i Gaziantep nær grænsen til Syrien. Han er uden tvivl både dygtig og meget ambitiøs, men selv siger han, at han bare har været heldig at nå så langt som gennem et universitetsstudie og til en god stilling i et internationalt firma.
Den slags er de færreste østtyrkere forundt, for derude i øst løber vejen fra stilstand til fremskridt i cirkler.
Derude er der få mennesker med gode uddannelser og færre med penge, så der er langt mellem investeringerne i de arbejdspladser, regionen så hårdt har brug for. Landbruget er urentabelt, og det får hver dag landarbejdere og bønder til at søge ind mod byerne i et umuligt håb om at finde et bedre betalt arbejde. For regionen er den manglende udvikling blevet til en negativ spiral. De mange arbejdsløse er nemlig så dårligt uddannede, at de ikke kan udføre det arbejde, industrivirksomhederne i Vesttyrkiet efterspørger. Altinyildiz er derfor nødt til at flytte en del af sin tekstilproduktion til Bulgarien og Grækenland.
»Vi ligger i skarp konkurrence med Kina og er hele tiden nødt til at kunne tilbyde vores kunder en kvalitet, der er højere end den, de kan få derude. Det er svært at få i Østtyrkiet, derfor flytter vi dele af produktionen til vores nabolande,« siger Eren Camurdan, der er vicedirektør i Altinyildiz.

En katastrofe
Udsagnet illustrerer, hvor katastrofal situationen i det østlige Tyrkiet er. Regionen er ikke alene underudviklet, men den bliver nu også valgt fra, når virksomhederne i den bedre udviklede vestlige del af landet skal producere noget så relativt simpelt som tekstil. Paradoksalt er det, at et af Østtyrkiets kloge hoveder selv er med til at styre udviklingen uden om sin hjemegn, og paradoksalt er det, at det er i Øst, der dyrkes meget af den bomuld, der bruges i virksomheder som Altinyildiz. Men alt, der er mere avanceret end at plukke den af buskene, sker i vest eller i udlandet.
Billedet er typisk for det østlige Tyrkiet, der ikke har fået del i den udvikling, der har forandret landets vestlige del. Det er derfor de enorme landområder i øst, der trækker fra i det regnestykke, EU og den tyrkiske regering skal have til at gå op, før landet kan blive medlem af Unionen.
Problemet for den østlige del af landet har været, at centralregeringen i lange perioder har været ligeglade med området. Og da den endelig begyndte at interessere sig, var det med fokus på de kurdiske oprøre, der i 1980’erne lod deres frustrationer få frit løb. Men det var ikke lige den slags opmærksomhed, østtyrkerne havde ønsket sig, for den medførte undtagelsestilstand, landsbyafbrændinger og yderligere forsømmelse blandet med undertrykkelse. Og det ikke bare af kurderne, men af alle tyrkerne. Statens afledte opmærksomhed gik også ud over landet som helhed, med de problemer Tyrkiet har i dag til følge, mener en iagttager.
»Det største problem i Tyrkiet har været at forbedre demokratiet for landet som helhed. Hvis rettigheder og frihed var blevet indført i Tyrkiet generelt, ville der være fundet en løsning på det kurdiske problem tidligere,« siger Lale Sariibrahimoglu, der er militær- og sikkerhedspolitisk analytiker.
»Man kan ikke adskille kurdernes problemer fra resten af tyrkernes. Vi er alle forsømte – det er ikke kun kurderne, selv om de, og den del af landet i det hele taget, har det værst. En god regering ville tage sig af alle problemerne, ikke kun særgruppernes,« siger hun.
Moderniseringsbølgen, som Lale Sariibrahimoglu og resten af tyrkerne har ventet på i årtier, har nu nået landets kyster og er på vej rundt i hele landet, langt ind i den offentlige forvaltnings mørkeste kroge og helt ind i hovederne på hver enkelt tyrker.
På sin vej skal den vaske forældede menneskesyn, udemokratiske praksiser og undertrykkende traditioner væk for altid. I politiet skal betjentene lære, at anholdte har rettigheder, der skal overholdes, og at tortur ikke længere
er noget, man bruger, i dommerstanden skal dommerne lære, at internationale konventioner nu går forud for tyrkisk retspraksis, bankerne skal lære, at der skal være gennemsigtighed i deres forretninger, det statslige tv, at
de skal sende ordentlige programmer på andre sprog end tyrkisk, militæret, at deres rolle er at forsvare landet, ikke lede det og det tyrkiske folk skal lære, at manden ikke bestemmer alt i sin familie.

Fra stat til individ
Det bemærkelsesværdige ved bølgen, der har karakter af en fredelig revolution, der skal forandre landet fra en nervøs militærstat til et selvsikkert demokrati, er, at den er startet i regeringen og derfra har bredt sig til befolkningen.
Når kvinder nu skal tages med på råd i familien, er det ikke fordi, flertallet i befolkningen nødvendigvis synes, de skal, men fordi regeringen og EU vil have det sådan. Og når domstolene pludselig begynder at tage sager om krænkelser af kvinder og af ytringsfriheden alvorligt, er det ikke fordi, dommerstanden af sig selv har ændret opfattelse. Men fordi EU har postet millioner af euro i omskoling af dommere til vestlige retsprincipper. Og når militæret pludselig offentliggør, hvordan det bruger sine budgetter, er det ikke fordi, generalerne af sig selv har fået lyst til at indføre åbenhed i forvaltningen.
Fælles for de love og systemer, der nu skal ændres, er, at de har været tænkt ud fra, hvad der var i statens interesse, og statens interesse har været at bevare staten. Derfor har militæret været stærkt, religionen været holdt i ave, det tyrkiske sprog været centralt og straffeloven har været strengest på de områder, der blev anset for at være til fare for statens sikkerhed. Det er ved at blive ændret på grund af EU-processen, der i bund og grund handler om at flytte fokus fra staten til individet, som en vestlig diplomat i Ankara siger.
»For at bevare staten intakt har uddannelsessystemet været baseret på udenadslære i stedet for argumentation og deltagelse,« siger analytikeren Lale Sariibrahimoglu.
»Det forsøges ændret nu. Pensum er på vej til at blive intellektualiseret både i skolerne og i hæren. Der er en mentalændring i gang over hele landet.«
Et andet eksempel er opblødningen omkring det tyrkiske sprog. Tidligere blev ytringer i det offentlige rum på andre sprog end tyrkisk anset for at være statsfjendtlige, og de blev straffet med hårde fængselsdomme, nu har det statslige fjernsyn sendt sine første udsendelser på andre sprog end tyrkisk, og det er landet ikke blevet svækket af.
»Det tyrkiske sprog er det, der holder landet sammen og cementerer vores samhørighed, men de kurdisksprogede programmer ødelægger ikke den tyrkiske enhed,« siger chefredaktør Yusuf Kanli fra dagbladet Turkish Daily News.

Gamle nyheder
Når man ser på karakteren af programmerne forstår man godt, hvorfor kurdisk tv ikke ødelægger noget som helst. Det statsdrevne fjernsyn, TRT, producerer vrangvilligt et program om ugen, der består af lidt nyheder og lidt løst og fast som blandt andet folkedanse. Det sendes første gang mandag på bosnisk og genudsendes så hver ugedag på et nyt sprog. Fredag kan kurderne kigge med på deres eget sprog, hvis de da gider se fem dage gamle nyheder og folkedans.
Eksemplet illustrerer præcist Tyrkiets situation lige nu. Tv på kurdisk er et skridt – omend lille og symbolsk – for at imødekomme et stort mindretal, der imidlertid har brug for meget mere end fjernsyn og folkedans for sammen med resten af Østtyrkiet at komme op på niveau med resten af landet. Men mens landet tager imødekommende skridt vakler det mellem reformer og gamle dogmer. Det vil frygtelig gerne være medlem EU og er klar til, i hvert fald på papiret, at gøre hvad som helst. Men det er svært bare at gøre det forbudte tilladt og det tilladte forbudt. Og selv om regeringen måske har de bedste intentioner, er der langt ud til de fjerneste hjørner af landet, hvor guvernøren, generalen eller Gud måske vil noget andet.
Hvor meget træg implementering skal trække fra i det samlede regnestykke afgør EU i december. Og selv om unionen skulle nå frem til, at Tyrkiet stadig ikke er klar til optagelsesforhandlinger, er bølgen startet, og den kan ikke stoppes.
»Jeg er faktisk ligeglad med en dato eller løfter fra EU. Det vigtige er et demokratisk sundt Tyrkiet. Vi gør det her for vores egen skyld,« siger Yusuf Kanli fra Turkish Daily News.

*Information er i Tyrkiet med støtte fra det tyrkiske statsministerium

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her