Læsetid 11 min.

Alle ritualer overholdt

Det gigantiske OL-byggeri blev som forventet varslet forsinket – men nåede at blive klar til i aften. Forude venter en accelererende strøm af meget lidt tv-mindede sportsgrene, danske skuffelser ophøjet til mandfolkepræstationer – og en dopingkontrol, der endnu engang gør det helt umuligt at snyde. Og måske en medalje i guld
13. august 2004

Olympisk
Det er blevet et olympisk ritual på størrelse med den vandrende fakkel, tyvstarter og sensationelle danske sølvmedaljer til let bevommede herrer i perifere skydeøvelser, at de olympiske lege på grund af byggekaos og forsinkelser risikerer ikke at blive til noget. Den truende aflysning eller forsinkelse er en helt speciel disciplin som arrangører og medier dyrker år efter år i skønsom symbiose. Så er der noget at skrive hjem om. Og set med arrangør-øjne: Så bliver der skrevet om os.
Blandt de store forsinkelses-klassikere kan nævnes en norsk skov, der ikke kunne blive ryddet på grund af protester fra miljøbevægelserne. Et andet OL var plaget af nogle uforudsete strømme i vandet hvor de store sejlkonkurrencer skulle afholdes. Begge OL blev dog – hvis læseren skulle være i tvivl – alligevel afholdt.
Også det OL, der åbner helt efter planen i aften, har levet op til den store olympiske tradition og har været ramt af forsinkelser. Hundrede tusinde græske arbejdere har brugt de olympiske lege som løftestang til at få deres krav gennemført. De ønskede en otte procent lønforhøjelse og arbejdsugen sat ned fra 40 til 39 timer.
Da strejken satte ind var mange af de store OL-byggerier – helt efter planen og den store OL-manual – allerede voldsomt forsinkede, derfor havde strejken en vis slagkraft. Kravene var tilsvarende optimistiske. Grækenlands største fagforeninger havde kun tilbudt godt tre procent i lønstigning. Omvendt kunne arbejderne argumentere med at det græske prisniveau bliver presset i vejret på grund af OL – den er i hvert fald også hørt før – og ingen ved om priserne falder igen når verdensstjernerne, turisterne og pressen vender Grækenland ryggen.
Strejken fik den helt rituelle dækning. Panikvinklerne var fremme – OL bliver måske ikke til noget – men siden hen er historien løbet ud i det fine hvide græske sand, hvor de kvindelige beach volleyatleter snart skal fremvise deres spændte ynder i de regeldefinerede stramme og små shorts – af hensyn til tv-seerne. Hvem har siden hørt hvorvidt arbejderne fik deres krav igennem – næppe nogle danske mediebrugere.
Den siden af sagen er også øvelsen aldeles underordnet. Cirkuset har afviklet sin disciplin i en ny variant, der kunne konkurrere med den version den spanske arkitekt Santiago Calatray stod for, da hans design af et 18.000 tons tungt stål- og glastag til et af de store anlæg i Athen blev – rigtig gættet – forsinket adskillige gange. Og ikke bare Athen var ramt. Også de øvrige græske OL-byer, der har fået en luns af det store arrangement, kunne bidrage med historier om at det altså heller ikke gik så godt her, hvis nogen skulle være i tvivl. Thessaloniki, Patras, Heraklio and Volos. Stolt løftede disse byer ritualet og skrev sig ind i OL-historien som rigtige OL-byer.
I sig selv er det næsten paradoksalt, at de lege, der afvikles under mottoet højere, hurtige og længere altid ser en dyd i at promovere sig selv som dyrere, langsommere og forsinkede. Men alle ved det. Sådan skal det være. Og arbejderne sidder alligevel bænket foran farvefjernsynet i aften. Måske har de brugt deres lønstigning til at købe nogle ekstra dåseøl. Måske har de tilmed fået et lille honorar for deres aktive rolle i den klassiske lancering af legene.
Publikum med billet til ceremonien vil myldre ud af toget mod Piræus, stå af på Neratziotissa station og vandre gennem gaderne. Andre vil tage den olympiske bus linie X11 fra Delta Faliro. Også publikum vil mærke den olympiske atmosfære. Også de vil risikere at blive forsinkede. Men de vil nå frem. De vil sidde på deres pladser og ærgre sig over at de ikke huskede at købe den sodavand, da de ledte efter deres plads. Og andre skulle have tisset. Og en solhat og faktor 300 ville også være rart. For vejrudsigten for det olympiske station lyder på temperaturer, der stiger fra 31 grader til 34 grader for så at falde til 28 grader hen mod aftenen, der vil gå over i lummervarm og stjerneklar nat.

Men pyt. Nu går det i gang. Nu sker det. OL åbner. Vi bliver vidne til et gigantisk show. Forude venter 28 sportsgrene, 37 discipliner og en skov af underdiscipliner.
Vi hører talerne. De er helt efter planen alt for lange. Flosklerne vil stå i kø. Måske er vi heldige og en af talerne snubler i retorikken, holder inde, sunder sig – tanken om milliarder af seere kan lamme selv den mest rutinerede. Men legene går i gang.
Når selv en gruppe palæstinensiske terrorister i 1972 med drabet på israelske sportsfolk ikke kan stoppe OL, så kan et forsinket tag, en gruppe arbejdere eller en forsinket bus heller ikke. For OL er et kolossalt gigantisk marked spundet op på verdensomspændende økonomiske interesser af et sådant omfang, at verden går i stå før OL gør det. OL er i dag større end virkeligheden.
OL lever som arrangement fint op til mottoet om at blive større. Svømning er jo for eksempel ikke længere bare svømning. Den klassiske disciplin, der har været på programmet siden de moderne olympiske leges begyndelse i Athen i 1896, blev i Paris suppleret med vandpolo, dykning kom til i St. Louis og i Los Angeles i 1984 kom synkronsvømningen til. I Sidney i 2000 kom så – og hold nu fast – synkron-dykning. Det næste kunne blive …
Det kunne lyde som om publikum er vidne til en tilfældig og ukontrolleret knopskydning, der blot skal sælge endnu flere billetter og ikke mindst tv-
minutter. Måske – men der er også en slags mening eller i hvert fald styring over galskaben. Reglerne siger ganske enkelt, at kun en sport, der dyrkes bredt af mænd i mindst 75 lande eller på fire kontinenter, kan komme med til OL. For kvinder gælder, at sporten skal dyrkes bredt i 40 lande og på tre kontinenter. Hvis man går kritisk til værks, så kunne en enkelt eller to discipliner måske ikke stå for en nærmere kontrol. Kvindehåndbold er jo for eksempel en udpræget nordeuropæisk disciplin – spilles det virkeligt alment udbredt på hele tre kontinenter?
Svømningen favner fint OL’s største paradoks – det meste er faktisk ikke særligt sjovt at se på. Hvor interessant er det at se et sæt arme piske vand op om ørerne på en person vi ikke kan se, og som tilmed er skruet ned i en kropsnær og anonym dragt. Eller sejlsport – ingen aner hvem der vinder, for hvor er målstregen. Military – en hest der nejer med hovene bærende en person i elastikbukser og lange støvler.
Men her kommer OL-ånden ind. I det øjeblik legene først kører, så smitter konkurrencerne både medier og tilskuere. Alt bliver væsentligt – hvis ens land har vundet. Og der er så mange sportsgrene, at næsten alle lande vil vinde et eller andet perifert. Og de rejser glade hjem og er blevet en del af den olympiske familie. Og det har været hele investeringen værd.
Svømning er en sport, hvor Danmark har det lidt svært. Men også her er håb. For i Danmark går vi ikke op i svømme-medaljer. Ikke endnu. Nej, vi går foreløbig op i finaler. Det handler om at komme i finalen. Og heldigvis er der to slags finaler. A og B. Danmark er tit med i B-finalen. Og det lyder måske ikke af så meget. Men så går vi også op i om svømmeren har sat personlig rekord. På den måde kan en svømmer faktisk næsten komme i avisen uden at komme i B-finalen. Bare han eller hun har sat personlig rekord. Det er da sympatisk.

Morten Olsen, træner for det danske herrelandshold i fodbold, kunne sikkert godt bruge lidt olympisk ånd til at sprede ud over mediedækningen af landsholdets kampe.
I det lys ville 0-3 mod Tjekkiet ved EM i Portugal kunne udløse en masse medvind. F.eks.: Målmand Thomas Sørensen satte ny rekord i antal redninger. Og Olsen kunne lade sig citere: »Ja vi er også glade på holdet for Thomas’ præstation. Når det går så godt for en enkelt spiller, så smitter det af på hele truppen.« Og Ekstra Bladet kunne vise et stort billede af Sørensens handsker og overskriften: »De greb 34 bolde. Ny rekord.«0
Men den går ikke. Den går kun til OL. Alle de danske skytter flammer op i få sekunder og bliver verdensnavne i direkte transmissioner. Og vi skal se en maskine spytte lerduer ud og høre hvordan man holder vejret og koncentrerer sig. Svømmerne roses for deres erobrede hundrededele af sekunder. Et langt udbrud i cykelløbet har vist det danske flag, og pyt med at rytteren senere udgik. Og måske. Måske vinder Danmark guld i en anerkendt disciplin. I selve den klassiske atletik. Måske kuglestøderen Joachim B. Olsen gør det. Det vil være helt i forlængelse af mytologien – at kaste kuglen længst på det græske olympiske stadion. Da de første lege i antikkens Grækenland blev afholdt 776 år før kristus var den eneste disciplin et løb på godt 192 meter. Sådan gik 13 olympiske lege, men i det 5. århundrede før kristus var programmet oppe på fem dage – og kastet var med på programmet. Ikke kuglekast ganske vist, men spydkast. Dengang kæmpede man for guden Zeus ære. I dag kæmper atleterne i princippet for sig selv – og ikke for et land. Men i virkeligheden kæmper de for sponsorer og tv-stationer.
Den obligatoriske forsinkelse; at alt bliver dyrere end forventet; nye besynderlige discipliner og dyrkelsen af den olympiske ånd, der ophøjer fadæser til gode præstationer. Disse fire faktorer udgør de første fire af de fem olympiske ringe. Den femte ring handler om bekæmpelsen af doping.

Aldrig har kampen mod doping været større end ved dette OL. Det er sætning der ligger som funktions- og genvejstast på enhver OL-informationschefs keyboard. Også her sætter Athen – selvfølgelig – ny rekord.
Der vil efter planen blive taget op mod 3.500 dopingprøver at Det Internationale Antidoping Agentur WADA. Det er ifølge OL-nyhedsmøllen hele 25 procent flere end ved det seneste OL, afholdt i Sidney.
»Enhver, der tager doping nu, spiller russisk roulette,« har lederen af WADA Dick Pound varslet. Og da russisk roulette endnu ikke er på programmet, så mener manden, at der er risiko for at blive taget. Hans ordvalg er dog noget uheldigt. I klassisk russisk roulette fyldes der én kugle i kammeret. Derpå trykkes der af. Hver sjette aftræk vil være dræbende. Med andre ord – godt 83 procent af de dopede deltagere vil ikke blive ramt af dopingkontrollen. Det skal nok passe – selv om det forekommer mere sandsynligt at endnu flere slipper forbi. For også den afledte del af den olympiske forretning blomster. Medicinmændene er langt foran kontrollanterne, og så nytter det stort, at præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité, Jacques Rogge, har truet med nul tolerance over for dopede atleter.
Det sker dog at en enkelt klodset flue må sprælle i nettet. Den spanske mountainbike-rytter Janet Puiggros Miranda er blevet testet positiv for brug af det forbudte stof epo. Og landsmanden kanoroeren Jovino Gonzalez er blevet udelukket for brug af samme stof. De er sammen med foreløbig fire andre atleter blevet ofret til afløseren for Zeus – den store moderne OL-gud ved navn dopingkontrol.

Også Danmark kan være med i legen. Ganske vist er vi normalt mere hellige end den største gud, men der sker alligevel at fælden klapper. I den danske delegation ved legene er blandt andet cykelholdets træner Jesper Worre tidligere dømt for doping, cykelrytteren Bo Hamburgers såkaldte hæmatokritværdier er så høje, at kun decimaler forhindrer dem i at udløse en dopingdom. Og selv svømmeren og den aktive dopingbekæmper Mette Jacobsen blev kort før legene afsløret i brug af forbudte stoffer. Hun blev dog i lyntempo renset af Danmark Idræts-Forbund. Nu kan hun derfor i aften sætte verdensrekord, når hun deltager i sin femte olympiske indmarch.
I den danske lejr tælles der ned. De aktive blev i går opfordret til at være på deres værelser og skabe lidt liv og glade dage til ære for fotografer og tv-stationer. Varen skal sælges, det skylder man da værterne. Og selv om det kokser i kulissen, så er der alligevel tale om et vellykket arrangement, aldrig har det været bedre. Og selve den olympiske stemning. Den der helt specielle atmosfære, der kun indfinder sig til dette stævne, den vil også melde sig.
Og selv om legene først åbnes i aften, så har den første dansker allerede mærket suset. Bueskytten Hassa Pavia Lind skød i går aftes såkaldt ranking med de øvrige i alt 64 skytter. Det handlede om at skyde så godt, at Hassa Pavia Lind får en let modstander i selve eliminationsrunden. Så bare rolig. Endnu er ingen danskerne slået ud af OL. Det ville også være trist at deltage i åbningen af legene – og så allerede være færdig.
Alt er planlagt til mindste detalje til den store fest i aften. Klokken 17.30 skal de danske atleter være klædt om. Kvinderne skal møde op i den samme røde T-shirt de havde på, da Athen bød atleterne velkomne. Danmarks Idræts-Forbund har derfor i en intern bulletin understreget, at det er vigtigt at huske at skylle T-shirten op før brug. Vi skulle jo nødigt gå rundt og lugte. Et er sport – noget andet er officiel optræden. Husk det nu, piger.
Også jakke og bukser er der regler for – både for mænd og kvinder. Dog er skotøjet frit, med den lille detalje, at kvinderne ikke bør møde i alt for spidse og høje hæle af hensyn til løbebanerne – understreger DIF.
Er tv-transmissionen langtrukken – så tænk på de stakkels atleter. Arrangørerne har regnet ud, at hver enkelt deltager i åbningsceremonien skal bruge 2,15 time siddende, 2,10 time gående og 2,15 timer stående ved åbningen af legene.
Og så en lille detalje. Der er lagt et minut-for-minut-program for afviklin-gen af ceremonien. Men tag det bare roligt. Det hele bliver forsinket. Det bliver som det skal være. Det bliver et rigtigt OL.

*TV 2, 19.40: OL i Athen. Åbningsceremonien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu